mellemgaard

Bøger udgivet af mellemgaard

Den lille kriger og den store krig

af Svend Erik Sørensen

Niels er en fiskerdreng fra Sydfyn midt i en af de mest grusomme krige, der nogen sinde har været kæmpet i Danmark: Svenskekrigene – krige fulde af krudt, kanoner og ikke mindst heste. Mellem fire og fem tusinde heste måtte således svømme over Lillebælt, fordi krigsskibene ikke kom. Havde hestene ikke kunnet klare strømmen, ville hele Danmark i dag have været svensk. Tiden er 1659. Uddrag af bogen Netop som han begyndte at slappe af og hengive sig til den jublende glæde over at være med til at sejle de store, tunge, prustende dyr tværs over Lillebælt, dukkede der svenske soldater op på stranden foran dem. Det var heldigvis et godt stykke fra det sted, hvor de ville lægge til. Svenskerne var til fods og løb med lange musketter i hænderne, parate til at skyde, så det var et spørgsmål om tid, hvem der ville være først fremme. Om forfatteren: Svend Erik Sørensen er født 1942 i Karise, Østsjælland. Som ung stak han til søs, men senere fik han en uddannelse som journalist på Næstved Tidende. I 1968 blev han ansat på Fyens Stiftstidende, hvor han arbejdede i 34 år og blev kendt for sin ugentlige klumme ’Søndag med Sørensen’. Blandt hans sidste bøger kan nævnes Historien om en mor – H.C. Andersens egen mor, Historien om Jonas og Forlad os vor skyld.

Afdeling Ariso

af Kasper Kisbye

Kriminalkommissær, Martin Ariso, som har sin helt egen afdeling, opkaldt efter hans efternavn, bliver mødt af Chefpolitiinspektør Laura Cox, som har medbragt Lisa Nelson, den nye kriminalelev som skal starte i hans afdeling. Den første overraskelse kommer bag på den skarpsindige kriminalkommissær, men da der midt i det hele dukker en meget hemmelig og fortrolig sag op, som han sideløbende skal rådgive sin chef om, samt at de mange hemmeligheder i hans afdeling pludselig ikke længere forbliver hemmeligheder, har den begavede kommissær lige pludselig masser at se til.      Uddrag af bogen ”Siger navnet Mikael Lange dig noget?” 
”Ikke just, nej,” svarede Rasmus opgivende, men dog med en smule undren, samtidig med at han rystede på hovedet og strammede læberne. ”Nå, jamen, så kan jeg fortælle dig, hvem han er. Tirsdag aften, den niende oktober, omkring klokken otte, blev Mikael Lange dræbt.” Lisa lagde billedet på bordet og skubbede det over mod Rasmus. Det viste Mikaels lig på obduktionsbordet. ”Han blev fundet i sit sommerhus, hængt op i en løkke,” sagde Lisa og holdt sit blik fast på Rasmus. Den ældre lærer så på det væmmelige billede, der lå foran ham, han så bagefter op på Lisa med åben mund, store øjne og knyttede nænsomt sine knytnæver, som gav en knækkende lyd fra sig.
 ”Er du sikker på, du ikke kender ham?” afsluttede Lisa og stod overlegent med hænderne på hofterne, hagen let løftet og hovedet på skrå, hvilket tilsammen dannede et provokerende ansigtsudtryk.       Om forfatteren Kasper Kisbye blev født i Greve i 1994, men har siden femårsalderen boet i Holbæk. Han har skrevet ivrigt siden de tidlige teenageår. Afdeling Ariso er hans anden udgivelse.

Manden midtimellem

af Peter A. Berg

Henrik har som arbejdsløs nu tid til at tænke tilbage på sit liv, lige fra han som barn drømte om at blive pianist, over tilværelsen som knokledyr i et mindre vellykket ægteskab, til han fandt en ny partner. Han lever både i nuet og i fortiden, men tvinges også af sine egne børn og sin nye kone til at reagere fremadrettet: Hans kommende svigersøn vil tage med sine kammerater i Livgarden til Afghanistan, og hans bonussøn, Rune, springer ud som bøsse og vil giftes med en, hvis familie er imod det.  Kort og godt er Henrik en helt almindelig mand med et helt almindeligt liv. Og dog.  Manden midtimellem er en varm og humoristisk roman om hverdagens glæder og dramaer, der fører læseren fra 1970’erne frem til 2010’erne.        Uddrag af bogen  – Nej, jeg vil ikke komme. Du kan ikke bare regne med, at …  Men hans bror havde lagt på, og han stirrede rasende på mobilen, som om Arne befandt sig i den.  – Det lød som din bror, kom det fra Sanne.  – Ja, den kraftidiot.  – Hvad ville han?  – Han vil have, at jeg om en halv time stiller på hans kontor. Men han kan tro om. Bare fordi han er min storebror, skal han ikke tro, han kan få mig til at hoppe og danse.  – Det kunne da ellers se sjovt ud. Og så lige i bilen.   – Nå, det synes du, Carl. Henrik kunne ikke lade være med at smile ad Carls tørre, udglattende humor.   – Ved han ikke, at det er i dag, Ulrich er taget til Afghanistan, spurgte Rune.        Om forfatteren  Peter A. Berg blev født i 1954 som præstesøn i København og har siden 1987 boet i Roskilde. Egentlig er han uddannet mag.art. i filmvidenskab, men det blev journalistikken, der blev hans levebrød, og han har skrevet om alt fra kunst til politik. Manden midtimellem er hans skønlitterære debut.

Legehuset

af Jørgen Døssing Jepsen

Novellesamlingen Legehuset indeholder 27 historier, der spænder vidt i længde, miljø, karakterer og tema. Fælles for novellerne er, at de omhandler de almindelige danskeres liv. Personerne vil nogle gange gerne undslippe deres halvfesne virkelighed. Eller også bliver karaktererne overrumplet af noget, som bryder frem efter at have ligget og luret under overfladen. Den pludselige forstyrrelse er umiddelbart ubehagelig og svær at forholde sig til. Men det hænder, at personerne lærer af deres erfaringer og kommer videre. Det sker for eksempel, når der er kærlighed på spil. Vejen til at opnå kærligheden er selvsagt brolagt med forhindringer. Men igen, lærer vi ikke også noget af de erfaringer, vi går og høster? Det sker uden tvivl for flere af bogens karakterer. Sproget er enkelt og ligetil, uden de store armbevægelser. Mellem linjerne er der små afgrunde af alt det, der ikke bliver fortalt. Det holder læseren beskæftiget med fortolkningen.      Uddrag af bogen Inde i børnenes legehus var der en eller anden mørk klump. Han gik nærmere og kunne se, at der sad en sammenkrøbet skikkelse derinde. Det så underligt ud. Tøjet var krøllet sammen og lignede noget, der var fisket op fra en indsamlingscontainer. Hovedet var vendt bort. Da han rømmede sig, vendte den mørke klump sig rundt. Det gav et gib i ham. Det var hans genbos kone, og det var tydeligt, at hun havde grædt, og lige så klart, at hun havde fået et blåt øje. Hun sad og snøftede i legehuset. – Men er det dig, Camilla? – Ja.Hendes stemme var meget lav. – Men du skal da ikke sidde der.       Om forfatteren Jørgen Døssing Jepsen er født i Esbjerg i 1956. Han bor nu i Østbirk. Til daglig er han lektor på Horsens Statsskole. Han er medforfatter til syv engelskfaglige undervisningsbøger til det gymnasiale niveau. Desuden har han tidligere udgivet novellesamlingen Søndagstur (2012) på forlaget mellemgaard.

Kære far og mor

af Annie Heilmann

At komme til London i de svingende tressere var en stor drøm for mange – også for mig. Drømmen gik i opfyldelse, da jeg efter at være blevet engelsk korrespondent tog af sted i 1963 som 21-årig. London var dødhamrende spændende. Masser af mennesker, liv og trafik. Neonlysene på Piccadilly Circus. Alle de spændende shoppingmuligheder i arkaderne, eksklusive Bond Street, Oxford Street, Regent Street. Cafeer overalt (det var før, vi fik dem herhjemme) og stormagasiner på stribe. Og så var Beatles-feberen selvfølgelig begyndt. London var bare paradis for unge! Bogen indeholder min brevveksling med mine forældre under opholdet. Det skulle glæde mig, hvis nogle unge læsere kan genkende sig selv i det sorgløse, men forvirrede liv, som jeg levede i London, på trods af det er over 50 år siden. Ligeledes ville det glæde mig, hvis nogle ældre læsere kan genkende sig selv og deres ungdom i mig.      Uddrag af bogen Det blev lidt efter lidt en behagelig rutine for mig at gå på job hver dag. Cirka tre minutters gang til High Street Kensingtons underground, stå af på Green Park Station, og der lå The Danish Tourist Bureau vis-a-vis det fornemme Hotel Ritz, Piccadilly Street. En pragtfuld beliggenhed lige midt i Londons smørhul. Når det var dejligt vejr, tog jeg en dobbeltdækkerbus nr. 9, som kørte direkte til bureauet. På toppen kunne jeg rigtig nyde udsigten, da bussen kørte forbi Kensington Gardens, Hyde Park osv. Et fantastisk smukt område. Som man ved, kører englænderne i den ”forkerte” side, så en af de første dage kom jeg til at tage bus nr. 9, der kørte den forkerte vej. Jeg havde endda spurgt, om den kørte til Kensington, men misforstået at den kørte til Kennington, det lød næsten ens. Da jeg fandt ud af det, måtte jeg skifte bus og køre tilbage, mens jeg tænkte, hvad i alverden laver jeg her!       Om forfatteren Annie Heilmann er født 1942 på Frederiksberg. Hun har arbejdet i mange forskellige brancher, først og fremmest rejsebranchen. Herudover har hun beskæftiget sig med film og teater, har malet, spillet amatørteater/revy og holdt mange foredrag om alt lige fra religion til farve og stil. Motion spiller også en stor rolle i hendes liv, f.eks. har hun været instruktør i workout, line­dance, power­walk m.m.

Den guddommelige vision

af Thomas Bentzon-Ehlers

Denne bog er en sammensmeltning af politik, filosofi, psykologi, videnskabelige erkendelser og spiritualitet. Den tænker i helheder og åbner for nye vinkler til vores politiske forståelse. Det er også en politisk vision, hvor kærlighedens helbredende kraft, tilgivelse og medfølelse er de bærende principper. Men endnu vigtigere, den er en rejse for din sjæl, og hvis du rejser med et åbent hjerte kan du møde og finde det højeste lys. Rigtig god fornøjelse.      Uddrag af bogen Vi er ofte opløftede og glade, når vi i det daglige liv mærker kærligheden berøre vores hjerter og oplyse vores sind. Det meste af tiden er vi rigtig gode til at leve i kærlighedens lyse side. Men kærlighedens natur er også, at den kaster et lys på hele vores eget væsen. Når dette sker, kommer der måske skygger og drager frem, som vi ikke anede eksistensen af. Dette lys er kærlighedens forvandlende kraft; kærligheden ønsker at forvandle vores indre skygger og drager til modige prinser og prinsesser. Vi må invitere denne side af kærligheden indenfor i vore liv. Vi må forstå, at kærligheden kan bringe os til livets højdepunkter, men at dens væsen også er at rense vores sjæle og gøre os til livets tjenere.       Om forfatteren Thomas Bentzon-Ehlers er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet. I en årrække har han beskæftiget sig med politik, filosofi, pædagogik og meditation. Thomas elsker at vandre langs havet og lytte til sfærernes musik, svømme i det iskolde vinterhav med et smukt svanepar og at samtale om livets dybere mening.

Genpigen

af Tom Horn

Hvor langt kan lægevidenskaben gå for at forbedre mennesket? Den dansk-amerikanske videnskabsmand John Sunde er ikke i tvivl. Hans forskning er banebrydende, og det vækker opsigt, da han kommer til Danmark for at slå sig sammen med den danske virksomhed DanGenom. Men der er noget, der ikke stemmer, og da den kendte videnskabsjournalist Maria Lacour får nogle oplysninger, hun meget hellere ville have været foruden, og oven i købet deler sin viden med redaktøren på tidskriftet Menneskesyn, kommer begivenhederne ud af kontrol. Intet er, hvad det giver sig ud for at være, og ingen ved, hvordan det vil ende.  Genpigen rejser nogle afgørende spørgsmål i forbindelse med den moderne genforskning. Samtidig er den en sand thriller med al den spænding, man kan ønske sig.      Uddrag af bogen Det var her, hun pludseligt lagde mærke til det. Det var mere en fornemmelse end en egentlig iagttagelse, men hun fik en følelse af, at nogen fulgte efter hende. Hendes mærkelige lette stemning forsvandt og blev omgående afløst af frygt. Hun fortsatte med at gå, men satte farten en smule op. Da hun kom til Kongens Have, gik hun igennem Dronningeporten og fulgte stien, men satte sig med ét på en bænk. Hun så sig om, men der var ikke nogen at se. Selvfølgelig ikke. Hun var bare påvirket af hele situationen og så spøgelser. Hun blev siddende lidt, ligesom afventende.       Om forfatteren  Tom Horn (f. 1947) har i mange år undervist på Rudolf Steiner-skolen i Vejle, hvor han bl.a. har været dirigent for skolens store elevsymfoniorkester. Han har desuden været dirigent for diverse ensembler og kor, ligesom han er udøvende jazzmusiker. Han har tidligere udgivet forskellige fagbøger om musik og pædagogik. Genpigen er hans første roman.

Rejsen til Japan

af Kaj Therkelsen

Amalie er godt fyrre år og arbejder som rejseleder. Hendes mor er japaner, og derfor går mange af hendes ture til Japan. Mens hun står og venter på, at seksten personer skal dukke op, kommer hun til at tænke på, at netop nu kender hun kun personernes navne, alder og køn, men når hun er tilbage i Danmark efter endt rejse, ved hun meget om dem alle sammen. De har fortalt om sig selv. De har sagt og gjort noget, så hun og de øvrige deltagere har gjort sig tanker om de andres personligheder. Og naturligvis tænker de også deres om hende. Men når de siger farvel efter endt rejse, ser de sikkert ikke hinanden igen. Rejsen til Japan handler om de tanker, den enkelte gør sig om sine rejsefæller, hvad man vil have, at de andre skal vide om en, og naturligvis også om mødet med et anderledes land, både med hensyn til historie og til kultur.      Uddrag af bogen Amalie ville tage afsked med sin gruppe i Narita Lufthavn. Hun havde en uges ferie, hvor hun fik besøg af sin datter, Ursula, og hendes søn, Uffe, inden de tog tilbage til Danmark til deres arbejde og studier. I morgen tidlig skulle hun sige farvel til de 16, hun havde været sammen med de sidste ni dage. Det var underligt, at hun intet kendte til dem, da hun mødte dem i Kastrup på udrejsedagen. Hun vidste, hvad de havde oplevet på rundrejsen sammen med hende, men hvad tænkte de, som de ikke delte med andre? Hvad rejste de væk fra, og hvad rejste de hjem til? Det fik hun aldrig at vide.       Om forfatteren Kaj Therkelsen er født i 1948. Han er uddannet lærer og underviste på to privatskoler i Odense frem til februar 1993. Mens han underviste på fuld tid, læste han til cand.pæd.psych. fra 1987 til 1992. Han arbejdede som psykolog, til han blev pensioneret i juli 2015. Han har udgivet romanerne Ulmende gløder (2006) Julie (2010) Ludmillas nye liv (2012) Et liv som Holger Henriksen (2013), Olav og Louises erkendelser (2013) Indblik i et forfatterskab (2014).

Tik-tak, tiden går

af Poul Erik Larsson

En ukendt person er ude på at hævne sig på politikommissær Marcus Falck. Angiveligt for en uret, som personen mener, Falck begik for år tilbage. Denne person skyr ingen midler og bruger YouTube til at kommunikere sine krav, og en timer på videoen tæller ned fra 24 timer. Afdelingen for personfarlig kriminalitet arbejder på højtryk, men har ingen konkrete spor at gå efter. Marcus Falck, der er kendt og berømmet for sin enestående evne til at holde hovedet koldt i vanskelige situationer, er i takt med, at sekunderne ubønhørligt høvles af tiden, ved at gå i opløsning for øjnene af sit team. Pludselig tager sagen en uventet drejning.       Uddrag af bogen Tålmodighed belønner sig. I timevis har manden på afstand holdt et vågent øje med Marcus Falcks rækkehus. Han retter sig op i førersædet i den metalgrå Kia. Alle sanser er vakt. Nu gælder det om ikke at gøre sig for meget bemærket. Han ved, at rækkehuset konstant bliver overvåget af politifolk i civil og af patruljevogne, der med jævne mellemrum kører langsomt forbi adressen. Han tager en dyb indånding, da han får øje på en velkendt skikkelse, der holder døren for en lyshåret kvinde. Kvinden bærer et barn på armen. En lille pige. Manden ved hendes side har mørkt karseklippet hår med grå stænk. Han er høj og bredskuldret. Marcus Falck i egen høje person. Så bliver det ikke meget bedre, tænker manden, spidser læberne og fløjter sagte en melodistrofe, han i tidernes morgen lærte af sin far.         Om forfatteren Poul Erik Larsson bor i Nordsjælland sammen med sin hustru og deres hvide schæfer. Han færdes dagligt i den omkringliggende natur, hvorfra han henter inspiration til sine kriminalromaner. Når han ikke skriver, læser han al slags litteratur. 

Englens død

af Pernille Vørs

Alt er vendt op og ned i Catharinas liv, efter hun er blevet introduceret for Ian Dominics verden. Til trods for de voldsomme ting, som han har udsat hende for, har han stadig en plads i hendes hjerte. Da han erklærer sin kærlighed til hende, sætter hun ham ubevidst på en prøve, men i virkeligheden er det hende selv, der igen bliver udfordret, da hun finder ud af Ians livslange hemmelighed. Den hemmelighed, der til dels er skyld i hans mørke side. Catharina kan ikke lade hemmeligheden ligge og begynder derfor at grave dybere i Ians fortid – uden hans viden. Men en fortid kan være hemmeligholdt af så mange årsager. Det er ikke kun Ian, der har interesse i at holde sandheden skjult, andre med mere dystre intentioner ser også gerne at fortiden forbliver fortid.   Englens død er sidste bind i Dominic-trilogien. Tidligere udkom Spillet om sirenen og Magtens pris.        Uddrag af bogen ”STOP!” halvråber han, så jeg farer sammen af overraskelse. Jeg var jo ikke færdig med den lille tale, som jeg har øvet mig så meget på. Som en storm uden varsel er han henne ved mig, hans ansigt er forvrænget af det pludselige raseri. Jeg synker besværet. Hans blik er dræbende, og jeg vil trække mig, men han griber fat i mine arme og snerrer hidsigt: ”Fuck. Nej. Catharina. ”Jeg blinker åndsfraværende op mod ham. ”U-undskyld, jeg forstår ikke.” ”Du gør det jo kun for at hævne dig,” hvæser han arrigt. ”Hvad …” Jeg kan ikke tro min egne ører. ”Hvad gør jeg? ”Han ser ondskabsfuld ud, som han står der og stirrer vredt på mig. Jeg kan slet ikke genkende manden over for mig. Jeg vil væk fra ham. ”Ian, slip mig,” prøver jeg bedende. Han hører mig ikke, eller også vil han ikke høre mig. ”Du gør kun det her for at få penge. Men du får ikke en krone af mig.          Om forfatteren Pernille Vørs (f. 1973) debuterede i 2014 med Spillet om sirenen. Nu hvor hendes to voksne børn er flyttet hjemmefra, og det kun er hende selv, hendes mand og deres tre katte, har hun fundet masser af tid til at skrive, mens hun nyder naturen i deres lille hus i Lejre Kommune. Med sin Dominic-trilogi præsenterer hun kvindelige læsere for solid erotisk litteratur efter amerikansk forbillede – men med et umiskendeligt dansk islæt.  

I Føderationens klør

af Bill Elliot Eriksen

Engang i fremtiden vil den civiliserede verden være samlet i én føderation, der udgøres af gigantiske storbyer, metropoler. Sjælelige og ånde­lige erfaringer er uacceptable og søges udryddet via vaccinationer, som alle borgere skal have under deres opvækst.  Men én ud af hver 50.000 er immun over for vaccinen. Dette er tilfældet med Chloë. En ung, rebelsk pige på 17 år, der er smuk og har en stor filosofisk begavelse.        Uddrag af bogen  Jamie ser med himmelvendte øjne bort og ud på havneudsigten, mens han mærker skuffelsen og irritationen. Hvorfor helvede virker vaccinen ikke på hende? Og hun har endda fået en tredobbelt dosis. Han resignerer. Det nytter ikke noget, hun er håbløst sindssyg og står ikke til at redde.  Han tager en hurtig beslutning. Den sædvanlige i sådanne grelle tilfælde: Hun skal elimineres. Lad det blive allerede i morgen.  Om det er en sidste ære til en snarlig kommende afdød, eller det er, fordi han er betaget af hendes skønhed, ved han ikke. I alle tilfælde vælger han at gå ind på hendes sygdomsbillede ved spydigt og provokerende at fremføre: ”Her går vi almindelige mennesker rundt og bilder os selv ind, at vi nedstammer fra aberne, mens du i din uransagelige visdom ved, at det forholder sig lige omvendt. Berig os endelig med din indsigt, frøken Lawrence.”          Om forfatteren  Bill Elliot Eriksen er født i 1957 i Helberskov i Østjylland. Han er et menneske med en alsidig livserfaring som filosof, foredragsholder, lærer, komponist, buschauffør, globetrotter, projektleder, industriarbejder, far til tre og ægtemand. Og med denne debutroman også som forfatter.    

Tara og Stormøerne

af Isa Lemvigh Clausen

Efter Taras flugt fra de grusomme bratanere og befrielsen af landet Halvarden nyder hun sin frihed og sit nye liv med Gaffa, Ulv og Ka.    Freden bliver brudt, da kongen sender bud efter hende. Han har brug for hjælp til at finde Arke, som er forsvundet. Kan han være taget til Ydersletten for at lede efter Mistis tvilling, Valmar? Ham har ingen set siden fyrst Baras og Rokko fjernede ham fra fangehullet for mange år siden.    Tara og Gaffa begiver sig ud på den farlige rejse, hvor hun møder både gamle venner og fjender. Der er folk, som ved mere om hende, end hun selv gør, hvilket igen vækker hendes nysgerrighed for at finde svar på, hvem hendes forældre er.    Finder hun Arke og Valmar? Er der nogen, der kan løfte sløret for, hvor Tara selv kommer fra? Kommer hun mon sikkert hjem igen?   Om forfatteren ISA LEMVIGH CLAUSEN (f. 1963) er uddannet folkeskolelærer i dansk og historie. Tara og Stormøerne er den anden bog i serien om pigen Tara. Den første bog hedder Tara og magtens segl.

Tåler Frost

af Mette Klint

Naaja er lige flyttet fra Grønland til Danmark med sin far og fire mindre søskende. Hendes mor er blevet i Grønland. Naaja savner sin bedste veninde Ivalu, og selvom pigerne i klassen er søde, føler hun ikke rigtigt, hun passer ind. En dag opdager hun et forladt hus i en skov, og hun begynder at lege derude. Ikke med pigerne, men med tre drenge fra klassen. Pludselig er Naajas liv delt op i to: Et almindeligt, hvor hun er sammen med pigerne, og et hemmeligt, hvor hun og drengene leger mere vilde lege i skoven. Men Naaja er splittet mellem sine to vennegrupper. Hun kommer til at lyve mere og mere, og da hendes mor kommer på besøg, går alt galt.  Om forfatteren  METTE KLINT (f. 1975) er uddannet folkeskolelærer. Hun arbejdede som lærer i syv år, bl.a. i Grønland, inden hun skiftede erhverv og begyndte at skrive igen. Hun debuterede med Ivalus sommer i 2003. I 2015 udkom børnebogen , og en efterfølger til denne udkommer i 2016. Mette bor på Sydfyn med kæresten Jannik og sine to døtre.

Den sande sejr

af Søren Vejby

Hvad gør man, når alt synes godt på overfladen, men kaos hersker indeni? Den succesfulde unge skuespiller Alexander Garland flygter fra virkeligheden. Han fester og tager stoffer – han lever ved siden af sig selv. Men hans kone, Grace, er gravid, og Alexander må snart træffe et altafgørende valg: Vil han steppe up og ændre sit liv, eller vil han gøre som hidtil og selvsabotere? Hvordan ændrer man sit liv? Hvorfor siger vi et og gør noget andet? Og hvordan skaber man varig forandring? En forandring, der ikke føles som en rævesaks om benet, men som en befrielse, som at vende tilbage til sig selv – til det, man engang var eller ønsker, man var… På vej hjem fra optagelser på en nordic noir-tv-serie i Nordsverige er Alexander ved at få en nedsmeltning. Han kører for stærkt. Men en ulykke på motorvejen gør, at han må tage en omvej op gennem de svenske skove, og pludselig ændrer omgivelserne sig. Omvejen bliver til en personlig rejse for Alexander. Han møder guruen Akasha og bliver præsenteret for selvudviklingssystemet C.O.R.E. Han får en enestående mulighed for at se sine dæmoner i øjnene og begiver sig ud på en indre odyssé, en game-changer, der kan ændre alt, der kan gøre hans onder til dyder. Men han må selv gå vejen. Han har alt at vinde, men også alt at tabe. Han må risikere det hele for at opnå den sande sejr – sejren over selv. Den sande sejr er både en roman og en selvudviklingsbog. En hybrid, som ikke er set på samme måde før. En ny litterær genre.        Om forfatteren Søren Vejby (f. 1974) er skuespiller, kendt fra tv-serien "Livvagterne" (2009) på DR. Han er uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2002 og har arbejdet med film, reklame og teater. Han er netop ved at afslutte sin uddannelse som journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og skriver allerede freelance. I 2012 debuterede han med romanen Upcoming, der modtog fine anmeldelser. Søren Vejby har en daglig meditations-praksis, dyrker yoga og har det sorte bælte i kampkunsten aikido. Systemet C.O.R.E., som er beskrevet i romanen og kan bruges af alle, der ønsker positiv forandring, er udviklet af Søren Vejby selv via egne erfaringer med at ændre sit liv til det bedre. Han skriver på sin tredje roman, en krimi, der foregår i det københavnske skuespillermiljø.

Aristokraterne

af Randi Allerup

Handlingen i Aristokraterne udspiller sig på godset Bergholt i Sydjylland, som er sæde for den adelige slægt Nygaard. Fortællingen er en forfaldshistorie, idet man følger familien gennem tre generationer, startende med greveparret Claus og Elise med deres fem børn, arvtageren Christian og hans familie, og dennes søn Rasmus, der kæmper for at opretholde traditionerne.  Undervejs følger man familien i medgang og modgang, deres glæder og sorger, sygdomme, rejser, sammenkomster, jagter og driften af godset. Men tiderne skifter, og de yngre generationer får sværere og sværere ved at få det til at hænge sammen og opretholde deres popularitet i lokalsamfundet. Vil det lykkes at holde godset i Nygaard-slægtens hænder, eller må der andre kræfter til?      Uddrag af bogen  Greven havde besluttet, at der skulle inviteres til jagt den 18. oktober. Det blev en spændende dag. Der kom 12 jægere, som fik en Gammel Dansk til at sunde sig på, og så begav de sig ud til den første såt med klapperne forrest. Der blev skudt fire harer og otte fasaner samt et dådyr. Det var et godt udbytte. I gården lagde de dyrene på række, så alle kunne nyde synet. Hugo var en spasmager, han sagde, at det var som at se sin familie opstillet efter størrelse. Dejligt at se dem så rolige; det var han ikke vant til! Dagen sluttede med en dejlig middag, kaffe og cognac. Under jagten havde grevinden inviteret damerne til en komsammen, og de havde en festlig eftermiddag med kaffe, hjemmebag, rød- og hvidvin, og snakken gik livligt.          Om forfatteren   Randi Allerup (f. 1943 i Hampen) debuterede som 72-årig i 2015, hvor hun udgav to bøger, erindringsbogen Højt at flyve om sit liv som maniodepressiv, og Min perlerække, som er en beskrivelse af mennesker, som har betydet meget for hende. Hun skriver direkte og fra hjertet og har endvidere en novellesamling i støbeskeen. 

De Faderløse

af Finn Egeris Petersen

Romanen tager sit udgangspunkt i Sydslesvig i byerne Tønning og Slesvig og dækker årene 1937-1950. Vi følger drengene Wilhelm og Kars i deres opvækstår under og omkring 2. Verdenskrig. Wilhelm er en kunstnerisk begavet dreng med en nazistisk far, der meget mod sin vilje indrulleres i de nazistiske ungdomskorps ”Jungvolk” og ”Hitlerjugend” og til sidst sendes til Østfronten. Kars har allerede mistet sin far i krigen og forsøger på egen hånd at hindre englændernes tilintetgørelse af sin hjemstavns ø, Helgoland. Drengenes historier fortælles parallelt, men forenes til sidst, da de to hovedpersoner mødes efter krigen med Kars’ far som den store fællesnævner. Fælles for begge drenge er dog, at deres fædre er fraværende, henholdsvis fysisk og åndeligt. Romanens overordnede tema er ”Det Tredje Riges” storhed og fald, og det danske mindretals eksplosive vækst og stagnation efter krigen.      Uddrag af bogen Kars var blevet vandkæmmet af sin mor, iført en ren ternet skjorte, korte læderbukser med seler, knæstrømper og bar sin ransel på ryggen, da han trådte ud i den lille Martje-Flohrs-Straße for at gå i skole. Han snusede til sin skjorte, jo den var god nok, den stank af rejer og mindede ham om, hvem han var, en fattig friserunge på vej til den danske skole. Det var mærkeligt med den danske skole – dens aflange røde bygning med de hvide vinduer lå lige om hjørnet i Yurian-Ovens-Straße, og alligevel lå den i en anden verden. Det var, som om solen altid skinnede på den, også når det regnede i resten af byen. I samme øjeblik han trådte ind i skolegården, steg solen op og spredte guld på sky. Skolegården var heller ikke bare en gårdsplads med grus, men snarere en eng oversået med fagre blomster, der tittede til hinanden. At træde ind på skolens grund var som at blive forvandlet.        Om forfatteren Finn Egeris Petersen er præst, fra 1989-2000 i Arrild/Toftlund i Sønderjylland, fra 2000-2008 for Den danske Menighed i Paris og fra 2008 for Den danske Menighed Sct. Jørgen-Mørvig i Flensborg.

Sille og Hyggenisserne

af Laila Lildballe Nebel

Hyggenisserne Sokkesand og Tylle bor i det gamle egetræ i Silles families have og skal helst ikke ses af menneskene, men det bliver de selvfølgelig alligevel. Det kniber dog for Sille at få hendes forældre til at tro på, at hun virkelig har set nisserne, og det gør indimellem Sille rasende. Der bliver julehygget for alle pengene i Silles hjem – men så begynder tingene at gå galt! Julesneen smelter, Sokkesand bliver lukket inde i en papkasse, Sille får lungebetændelse, nissernes mad forsvinder på mystisk vis, Tylle bliver bortført og en fremmed hankat forsøger at æde Sokkesand!  Silles bedste ven, Erik, hvis mor døde tidligere på året, må vist helt undvære julen i år, for hans far synes ikke, der er noget at fejre. Og hvad er der lige med Jokumsens Alt-Handel? Hvad skal det dog ende med? Bliver det overhovedet jul i år?       Uddrag af bogen  Nu drejede appelsinen rundt, så nissen fik front mod Sille, og så gik nissen i stå med sin sang og stirrede forskrækket på Sille, som stirrede igen med åben mund. Hun turde næsten ikke tro sine egne øjne!  ”Se!” råbte hun og vendte sig mod sine forældre, mens hun pegede ind mod appelsinen, der gyngede lystigt i vinduet. Hendes mor og far kom straks hen til hende, for de kunne begge godt høre på Sille, at der var noget galt.  ”Appelsinen gynger!” sagde hendes mor undrende.  ”Nej!” sagde Sille, mens hun vendte sig mod vinduet igen. ”Der er en …” Sille ville have sagt ”nisse”, men hun gik i stå midt i sætningen, for nissen var væk!        Om forfatteren  Laila Lildballe Nebel Født i Kolding, 1958. En barndom med sygdom og mange flytninger gjorde, at hun tidligt søgte tilflugt i skriverierne og nørklerierne, som i dag er hendes faste holdepunkter i livet. Farveglad og kreativ under navnet ”Nørklemoster”. Elsker en god historie – og skriver og fortæller den gerne selv.  

Hver vores virkelighed

af Birthe Gaarde

Hver vores virkelighed er en stille bog om alvorlige emner som vold, stress og afmagt. Den handler dog også om, at der altid findes valg, der kan tages – for alligevel at få et godt liv. Anna lever en god og yderst velorganiseret tilværelse, der mod hendes vilje bliver vendt op og ned, da hun opdager, at hendes mand er hende utro. Situationen tvinger hende til at foretage nogle afgørende valg, og konsekvenserne heraf får stor betydning for hende. Hun erfarer, at nedbrud og afmagt måske over tid kan erstattes af overskud og håb. Undervejs både udfordres hun og hjælpes videre af erfaringer og oplevelser uden for tid og sted. Bogen kan med fordel læses langsomt – med tid til eftertænksomhed.        Uddrag af bogen Nogle dage kunne hendes nye, velordnede rutiner forstyrres af sære tanker. Hun kunne få en flygtig fornemmelse af ikke at være alene. Og hun var ved gud meget alene, alt for alene. Det føltes, som om nogen kiggede hende over skulderen. Det var en mærkelig fornemmelse, ikke ubehagelig eller skræmmende. Bare mærkelig. Det var, som om små glimt af forståelse dukkede op for straks at forsvinde.          Om forfatteren  Birthe Gaarde (f. 1959) er gift og mor til tre voksne børn. Hun er folkeskolelærer, elsker blomster, havearbejde og at skrive. Hun har skrevet, fra hun var helt lille, og det er nu blevet til romanen Hver vores virkelighed. Hun har tidligere udgivet fagbogen Stress A-Å (2013).

Café Linda, Argentina

af Brian Palle Larsen

Den nyuddannede jurist Isabel lever et lykkeligt liv i Danmark, da hun pludseligt modtager et brev, som tvinger hende til at gøre op med sin fortid. Brevet bringer hende til byen Salta i det nordlige Argentina, hvor hun vælger at konfrontere den mor, hun aldrig har haft. Isabel inddrages i korruption og bedrag, men overvældes samtidig af Argentinas sjælevarme befolkning og de pragtfulde farver. Hun må træffe svære valg, som har afgørende konsekvenser, men kan hun det?        Uddrag af bogen ”Undskyld. Hvad spurgte du om?”   Han smilte venligt, og hans øjne fik en dybde, så de næsten så sorte ud.  ”Jeg spurgte bare, om der var en, der ventede på dig i lufthavnen?” Jeg rødmede, da jeg endelig opfattede spørgsmålet.  ”Øhh … nej. Jeg skal videre til Salta for at besøge min mor. Jeg hedder Isabel.” ”Jeg hedder Miguel. Er du selv fra Argentina?”  ”Nej, nej. Det er kun min mor. Eller jeg mener, det er kun min far. Min mor er fra Danmark, men bor i Argentina.” Jeg mærkede, at mine kinder stadig var røde. Kunne jeg dog bare slappe lidt af, men det var umuligt.  ”Hun må være køn.”  ”Hvem?”  ”Din mor. Siden hun kan få så flot en datter.”        Om forfatteren  Brian Palle Larsen (f. 1966) er uddannet civiløkonom på Syddansk Universitet i Odense. Han arbejder til dagligt som økonomi- og personalechef i en mellemstor, privat eksportvirksomhed. Han har tidligere udgivet romanen Bassebo-sagen.

Intet playback

af Majbrit Hostrup

New Yorker-pigen Kate prøver sig frem på de skrå brædder med sit talent som sanger, et talent, hun er født med og har dyrket, fra hun var en lille pige. Hun har dog én betingelse: Hun vil ikke synge playback.  Hun skal en hel del igennem, før hun en dag når sit mål som anerkendt sanger i det store New York, og det koster hende dyrt på privatfronten, hvor hun bliver skuffet over personer, som hun troede, stod hende nær. Med hjælp fra en uventet kant vendes der op og ned på hendes liv og talent.              Uddrag af bogen ”Hvad laver du her?” spurgte hun hæst og forvirret.  Han skubbede hendes dør op med hånden og skubbede hende hårdt ind i væggen og virkede meget brutal.  ”Det skal jeg såmænd fortælle dig, min søde skatter,” sagde han hårdt, mens hun gav et hvin fra sig, et meget hæst hvin.  Hendes hjerte bankede, hun var vitterligt bange for ham, som hun kunne se hans grimme jeg, hans sande ansigt, et ansigt, hun allerhelst ville have undværet at se. Hun havde aldrig regnet med at skulle stifte bekendtskab med denne mand, men han måtte have luret hende og fundet ud af, hvor hun boede, og det var hun slet ikke stolt af – og Ben var taget på arbejde, og hun havde virkelig brug for ham nu, hvor hun stod over for dette monster. Hun var slet ikke i tvivl om hans hensigter, men hun måtte forsvare sig, selvom hendes krop var svag og varm af feber.        Om forfatteren  Majbrit Hostrup (f. 1961) bor nord for København. Hun elsker at studere mennesker og at finde på de gode historier, og hun er optaget af stand-up-comedy. Hun er uddannet inkassorådgiver og har arbejdet som receptionist i en større erhvervspolitisk organisation, men har nu besluttet sig for et forfatterliv på fuld tid. Intet playback er hendes debutroman.

Efter deadline

af Michael Olesen

Hvor langt er en almindelig dansk familiefar villig til at gå for at redde familiens økonomi? Og hvad skal der til for at tilbagevinde noget af den tabte anseelse i den nærmeste omgangskreds? Spørgsmålet er, om det er prisen værd, og om man vil være i stand til leve med konsekvenserne, selvom det måske kun er samvittigheden, der kan blive et problem. Og hvad vil der ske, hvis man først fortryder, når hjulene allerede er blevet sat i gang?          Uddrag af bogen Jeg når ned på første etage, da jeg hører døren gå op deroppe.  ”Det mener du bare ikke, det her.” Selvom hun taler lavt, runger hendes stemme en smule i opgangen. Jeg stopper op men siger ikke noget. ”Jeg havde egentlig forventet det lidt, for som jeg sagde, er du ikke nogen dårlig person.”  ”Jo, jeg er,” mumler jeg tilbage.  ”Kom nu herop igen.” Jeg ryster på hovedet, selvom hun ikke kan se mig. ”Du kan ikke melde dig selv, uden at jeg er med, Lars. Det har jeg allerede sagt. Hvis du gør det, er du færdig.”  ”Hvem siger, at jeg ikke er ved at stikke af?” Der går lidt, før hun svarer. ”Er du?” ”Nej,” siger jeg hurtigt, men jeg er ikke helt sikker på, at det er sandheden.        Om forfatteren  Michael Olesen (f. 1978) bor i Odense. Han arbejder som butikschef. Han har tidligere udgivet science fiction-romanen Den sidste syndflod. Han var egentlig i gang med en efterfølger til denne, men havde en krimi, der skulle ned på papiret først.

Den spanske pave

af Torben Hangaard

Den italienske renæssance fandt sted i perioden ca. 1450 – 1520 og var en stor periode i kunstnerisk henseende. Også det politiske liv udviklede sig eksplosivt i denne periode, hvor især de mange små fyrstedømmer i Italien søgte at opbygge magtcentre. En stærk deltager i denne kamp for indflydelse var pavedømmet, der herskede over kirkestaten. De skiftende baronfamilier på pavestolen søgte i Romagna forgæves at skabe en særlig stat for netop deres familie og kæmpede hårde kampe om indflydelse i det centrale Italien.    Med den spanske familie Borgia i det højeste embede blev ønsket om at oprette denne stat virkelighed. Familien var på én gang meget socialt bevidst og magtfokuseret, hvilket førte til voldsomheder, som er gået over i historien. Dog var borgiaerne ikke værre forbrydere end andre samtidige. De evnede blot at udføre skabelsen af den ny stat, som andre måtte opgive, og anvendte den smukke datter Lucrezia som handelsvare til fremme af deres formål.        Uddrag af bogen Da han så sig tilbage, kunne han konstatere, at Cesare fulgte efter ham og kom nærmere. Han kunne se hans ansigtsudtryk, der udtrykte stor vrede, så grebet af dårlig samvittighed over sine handlinger gav han sig til at løbe i et håb om at slippe bort fra Cesare. Perotto løb alt det, han havde lært. Han væltede boderne for de handlende, der krydsede hans vej, og tilfældige forbipasserende blev hevet omkuld i et forsøg på at sinke Cesare, der løb efter ham i høj hastighed.            Om forfatteren  Torben Hangaard er uddannet historiker fra Odense Universitet og har efter mangeårige studier i Rom livet igennem beskæftiget sig med den italienske renæssance og især med familien Borgia. Efter teologisk eksamen har han i 35 år været beskæftiget som sognepræst, men har til stadighed fastholdt arbejdet med familien Borgia såvel i tekst som i talrige foredrag.

Den grimme svane

af Reza M. Yazdi

En selvbiografi, der på godt og ondt fortæller om det at komme til Danmark og vokse op her.    Forfatteren skriver om bogen:   Jeg blotter mig og skriver om mine skavanker, svagheder og manglende selvtillid, der gennem hele mit liv har sat dybe spor i den måde, jeg har opfattet mig selv på – og de konsekvenser, det har haft for mig. Vi lever i en tid, hvor man som menneske ikke må fejle eller være mangelfuld – den tendens ønsker jeg at bryde, så blandt andet nutidens ungdom har en chance for at være ”sig selv”. Jeg skriver også om mit syn på vores moderne samfund og de udfordringer, jeg mener, vi står over for. Jeg skriver om kærligheden: til os selv, vores medmennesker, vores venner og familie, kærligheden til livet og vores Jord.”            Uddrag af bogen Jeg tog ikke et bad den aften. Jeg skulle jo nødig ødelægge den styling, han havde stået for, da han med voks, spray og mit billede som inspiration havde gjort sit for at opfylde min drøm om at ligne mit store idol. Til mit store ”held”, så stormede det jo selvfølgelig en halv pelikan i en ”smuk duet” med små dryp fra himlen dagen derpå. Det resulterede i, at det i forvejen maltrakterede hovedpudehår var blevet fuldstændig vindblæst og halvvådt under cykelturen, så det lignede et halvdødt dyr, man fik ondt af, og som kun havde godt af at blive aflivet – straks!        Om forfatteren  Reza M. Yazdi er født i Iran, men kom til Danmark som 7-årig. Han er senest uddannet bygningsingeniør fra DTU og er i dag selvstændig konsulent og iværksætter. Den grimme svane – taler sort er hans debutudgivelse.

Pigebarn

af Mette Bluhme

I Pigebarn tages vi med på en indre rejse, hvor vi får mulighed for at stifte bekendtskab med en fortid med seksuelle overgreb, fascinerende fortrængningsmekanismer, anoreksi og et spinkelt håb om en dag at få et normalt liv trods fortidens overgreb og efterfølgende liv med en spiseforstyrrelse. Mette Bluhme skriver åbent og råt, om hvordan hun tackler et liv med dissociation og psykoser, hvor hele hendes verden slår en koldbøtte, der fordrejer hendes syn på sig selv og sin omverden, og læseren får et unikt indblik i, hvordan et kaotisk følelsesliv leves og overleves.  Pigebarn er en ærlig fortælling, om hvad seksuelle overgreb kan gøre ved et menneske, og handler om de kampe, der dagligt skal kæmpes i håbet om en skønne dag at genvinde en normal tilværelse. Pigebarn er en erindringsbog fuld af længsel og angst, men også en bog med håb og kærlighed.      Uddrag af bogen  ”Pige er sødt og uskyldigt. Det er naivt, lyshåret og har store blå øjne. Pige bærer kjole med røde polkaprikker og danser med vinden i det høje græs på engen en sommerdag. Pige er aldrig blevet rørt ved, hun ved ikke meget om den verden, hun skal blive voksen i, og hun ved ikke, at der står en farlig mand og lurer på hende i det høje græs, klar til at hive hende ind i de voksnes verden. Den pige, der for altid forbliver en pige, vil også altid være uberørt og uskyldig. Hun vil aldrig blive en del af den verden, som den farlige mand tvinger hende ind i. Hun vil aldrig mindes den smerte, han påførte hende, når han tog alt fra hende.”          Om forfatteren  Mette Bluhme (f. 1983) er uddannet sygeplejerske og bosat på Møn. Hun arbejder til daglig på en psykiatrisk afdeling. Mette har lidt af anoreksi, siden hun var 14, og går i dag i intensiv psykoterapi. Mette debuterede i 2014 med Perler på en snor, som er en erindringsbog. Pigebarn er en efterfølger til denne.  

Guds møgunger og dødsengle på fire hjul

af Bo Frimodt

Overlæge Ulla Berg arbejder til dagligt med trafikkens ofre. I den sammenhæng oplever hun på nærmeste hold den sorg, der rammer trafikofres pårørende, når deres kære kvæstes, invalideres eller dræbes af vanvidsbilister, der ofte er påvirket af spiritus, hash eller andre former for stoffer. Sorgen kaster ifølge overlægen mange efterladte ud i voldsomme frustrationer og psykiske problemer, som forstærkes yderligere, når den skyldige i trafikulykken ofte slipper med en dom for uagtsomt manddrab og tildeles en straf, der efter de pårørendes mening er alt for mild. Hun mener, disse vanvidsbilister bør straffes som mordere. Derfor tager hun og pårørende til trafikdræbte sagen i egen hånd og straffer trafikmordere med døden. De kalder det nulstilling.          Uddrag af bogen  – Så er det nu, siger chaufføren i varevognen, samtidig med at han vinker til hundeejeren. Peter Madsen øger sin bils hastighed. Da Michael er kommet igennem tunnelen, springer schæferhunden vildt gøende frem mod ham på kommando fra sin ejermand.  – Væk, væk, væk, skriger Michael forskrækket og slår ud efter hunden. Idet han forsøger at komme væk fra det glubske dyr ved at løbe til venstre ud mod vejens midte, træder Peter Madsen på speederen.  Der lyder et uhyggeligt, hult brag, da Michael i næste øjeblik bliver ramt bagfra af bilen.  – Med hilsen fra lille Jens, siger Peter Madsen til sig selv, da Michael bliver kastet op i luften. Michael brøler højt af smerte, da han rammer jorden og ruller hen ad kørebanen, og det løber Peter Madsen koldt ned ad ryggen, da han et kort øjeblik ser ind i Michaels skrækslagne øjne.            Om forfatteren  Bo Frimodt (f. 1948) er født og opvokset i Odense, hvor han også har boet det meste af sit liv. Han er journalist og har i den forbindelse ofte haft fokus på menneskers forskellige karakterer og deres forhold til religion, hvilket Guds møgunger og dødsengle på fire hjul, der er hans debutroman, da også bærer præg af.  

Porcelænsdreng

af Martin Hansen

Jeg er psykisk syg. Noget så eftertrykkeligt. Det er denne digtsamling et slående bevis på. Digtsamlingen er en beskrivelse af mit liv i det psykiatriske system. Den er en beskrivelse af svigt, sorg og af de mørkeste lokaler på psykiatrisk afdeling. En beskrivelse af nederlag, men også af små sejre, som dukker op fra den kolde muld, der hvor det mindst var forventet.    Jeg har malet billeder af, hvordan verden kan se ud, når man er psykisk syg. Det er stemningsbilleder fra mit liv og billeder af, hvordan min lidelse har formet mig til det menneske, som jeg er i dag.    Jeg har et godt liv, og jeg har lært at leve med min lidelse. Jeg skal bare huske at passe godt på mig selv. Nogle gange lidt mere end jeg selv tror er nødvendigt. Uddrag af bogen pillerne ætser min mund
  jeg nægter at sluge dem
  sygeplejerske på nakken
  store ord med høj volumen
  jeg hører ikke efter

    trusler og formaninger
  er sne på mit panser
  jeg er universets hersker
  jeg spytter piller
  taler med blod i munden

    hænderne på ryggen
  rent gulv på min kind
  tre kællinger på mine arme
  to på min ryg

    hvidt rum med farvet pære
  lyser på min korslagte krop
  bæltet på min mave strammer
  jeg vil hjem              Om forfatteren  I Danmark er det lettere at skulle forholde sig til en nedbrudt rygsøjle end til et nedbrudt sind. Det er lettere at skulle melde sig syg, når man har ondt i ryggen, end når man har ondt i sjælen. Det er lettere at skulle forklare, at man får piller for blodtrykket end for angsten. Der hersker med andre ord en del tabuer omkring psykisk sygdom, og så længe dette tabu ikke er nedbrudt, har forfatteren valgt at skrive under pseudonym.  Martin Hansen har også skrevet bogen Mine humørsvingninger og jeg – et liv med bipolar lidelse.  Se mere på: www.martinhansen.net

Spor i cirkler

af Louise Stuhr

Klipper, hav og tidevand danner kulissen i dette psykologiske drama, hvor tre skæbner knyttes sammen i et spind af håb, mistro og selvbedrag. Vi befinder os i sydengelske Cornwall, hvor den unge Stuart leder efter sin forsvundne søster. Undervejs møder han Iris, som afprøver sine kunstneriske evner, mens hun passer onklens landsted. Så dukker Adrian op på scenen. Han er lærer i billedkunst og agerer samtidig selvbestaltet terapeut for ubefæstede sjæle. Adrian er overbevist om, at han kan forløse Iris. Da Stuart erfarer, hvad der er sket med hans søster, får han mistanke til Adrian og frygter for Iris’ sikkerhed. Situationen udvikler sig til en nervepirrende forfølgelse gennem de engelske landskaber, hvor instinktet viser vejen til overlevelse.             Uddrag af bogen Lysningen havde haft besøg af de umættelige fåreflokke, der forsynede landskabet med det karakteristiske tætklippede udseende. Jordloddernes kvadrater var varierede med højstammede løvtræer, og lyset lavede ternede mønstre i græsset. Stendigernes blomsterranker spredte deres dufte. En hvid solhat skimtedes af og til bag en egestamme, den bobbede op og ned i ujævn takt med konversationen. Til den anden side anedes et par henslængte ben iført jeans, og yderst i synsfeltet svævede en blød herrehat i græsset. Scenen fristede fantasien, og hvis man var en nysgerrig dreng, var det tvingende nødvendigt at snige sig nærmere.                Om forfatteren  Louise Stuhr (f. 1961) er uddannet jurist og har boet i udlandet i en årrække, herunder i England. Hun er gift og bosat i Nordsjælland. Spor i cirkler er hendes debutroman.

Du er nødt til at flytte dig

af Thomas wivel

Digtene er skrevet på basis af personlige forviklinger, indviklinger og udviklinger. Ingen genre kan som lyrik udtrykke et smertepunkt eller en glæde så sanseligt, hvis ordlyden i digtet rammer rent. Det er så til gengæld udfordringen. At finde den rigtige formulering, der på én gang er nøjagtig og samtidig rummer en dobbeltbund, sådan så tekstens koder ikke er for åbenlyse. Digtene giver hviskende adgang til hemmeligheder, nøglerne ligger i teksten. De skal bare lige opdages. Så er dørene til min verden frit åbne. God jagt.         Uddrag af bogen Du forsvandt i nordlys  i rasende sejl på himlen.  På café flyder  en easylistening;  blød,  men langtfra blødende  udgave af  I shot the Sheriff  udsat  for blokfløjte.  Det er karaktermord.        Om forfatteren  Thomas Wivel var i 1991 med til at introducere stand up-genren i Danmark. Siden da har han utrætteligt skrevet satire til radio og tv og optrådt med comedy i alle afkroge – på tv, teatre og de listige steder. Igennem de sidste par år har den hærdede komiker desuden arbejdet intenst med lyrikken som udtryksform, senest med den anmelderroste digtsamling Sange fra bugspytkirtlen, som udkom i 2015 på Forlaget mellemgaard.

Tir-Nâzrals Arving

af Mads Schack-Lindhardt

Forestil dig, at alle de verdener, der nogensinde er skrevet bøger om, eksisterer – at de er lige så virkelige, som den verden, du lever i. Og forestil dig, at der findes et sted, der gør det muligt at rejse til disse verdener. Da Sebastian flytter ind i sin afdøde onkels hus sammen med sine forældre, møder han den sære nabo, Martha. Hun er en del af en hemmelig verden, hvorfra man kan rejse ind i bøger og ændre historierne. Det venskab, der opstår mellem dem, sender Sebastian ud på et eventyr, der overgår hans vildeste fantasi. Sebastian opdager, at hans familie har tætte bånd til denne hemmelige verden af magi og forunderlige væsener – en verden, hans forfædre var med til at skabe.      Uddrag af bogen  Sebastian fik kæmpet sig på benene. Han ignorerede kramperne i sin krop og vaklede hen mod døren. Med et brag smækkede den i foran ham. Han greb ud efter dørhåndtaget og trak til, men den rokkede sig ikke.  ”Martha!”  Han hamrede på døren.  En hvid stråle af lys skød ud gennem nøglehullet. Han trådte et skridt tilbage og stirrede på døren. Han havde svært ved at få vejret, og det flimrede for hans øjne. Der lød larm inde fra rummet. Han hørte Lharándaz skrige. Nogen rev i håndtaget og sparkede til døren. Et rungende brøl fik den til at ryste, og noget skyggede for den lysstråle, der kom ud af nøglehullet.        Om forfatteren  Mads Schack-Lindhardt (1971) er født i Århus og bor nu i Farum. Han er uddannet inden for IT. Hans inspiration kommer fra rollespil i de unge år og en stor passion for fantasy. Tir-Nâzrals Arving er første bind i den planlagte serie Stjerne Krønikerne.

Mine 40 dage med tuk-tuk

af Christian Boll

Christian Boll har haft et privilegeret liv med masser af gode oplevelser og fremgang. Men intet liv er uden modgang, og da Christian efter en svær periode med personlige vanskeligheder mister livsglæden og troen på fremtiden, tager han en afgørende beslutning. For at komme ovenpå igen vil han udleve en gammel drøm, der handler om at køre rundt i landet i en tuk-tuk og møde mennesker i vidt forskellige livssituationer og høre deres historier.  Christian begiver sig af sted, og det bliver 40 mindeværdige dage i Det Sydfynske Øhav. Åbent og ærligt fortæller han om sejre og nederlag i sit liv til de mennesker, han møder undervejs, og så er dialogen skabt. Det bliver til en lang række dybt personlige møder, der alle medvirker til, at Christian genvinder livsmodet og kan vende hjem som et nyt menneske.  Mine 40 dage med tuk-tuk er en livsbekræftende og anderledes rejseskildring, som er en hyldest til det sociale menneske og troen på, at der er noget godt i os alle.  Om forfatteren  Christian Boll (f. 1946) er født og opvokset på Mors, men bor nu i Toftlund. Han har virket som storbonde og har drevet et firma, der solgte seniorboliger. Han har tidligere udgivet selvbiografien Mit fantastiske liv som menneske og bonde (2013).

Hun hang på væggen

af Tom Oxager

De fleste turister, der besøger Sæby, stifter aldrig bekendtskab med Musehullerne. Det er heller ikke noget turiststed, men enhver sæbynit kender det. Det ligger lidt gemt af vejen og besidder den mystik, der knytter sig til steder, hvor alt kan ske. Alligevel ligger Musehullerne lige præcis der, hvor den skønneste vandretur langs åen gennem Sæbygaard skov tager sin begyndelse. Mange turister kommer for at opleve havnen og stranden. Men en tur gennem skoven er noget helt specielt, som får turisterne til at vende tilbage år efter år. Den meget foretagsomme præst, Ellinor Wollesen, er helt oppe på mærkerne. Hun vil skabe en Bibel Bed & Breakfast og sætter alt ind på, at det skal blive en succes.  Samtidig sker der ting og sager i restaurationsbranchen. FRANKS dynamiske chef, Kaptajn Haddock, redder skindet på næsen, fordi han har ansat en fortræffelig hjælper.      Uddrag af bogen   Ellinor Wollesen henvendte sig omtrent på samme tid til Jomfru Maria i samme ærinde.   ”Nu er der inden for kort tid sket to mord i vores dejlige by, hellige moder. Jeg frygter for, at det kommer til at gå slemt ud over søgningen til vores Bibel Bed & Breakfast!”   Hun sagde ”vores” for at forpligte sin velynder. Maria måtte da også regnes for nærmest at være indfødt sæbynit efter at have hængt på kirkevæggen gennem så mange år. Skuffelse og indignation fik Ellinors stemme til at dirre, mens den ekkoede svagt i kirkerummet.   ”Det skal du såmænd ikke bekymre dig om, mit barn. Et par mord er nok den bedste reklame, du kan få.”  ”Tror du virkelig?” udbrød Ellinor chokeret.   ”Bare vent og se. Gæster vil komme strømmende til din smukke præstegård. Der er ikke noget som et par raske mord, der kan få sat gang i interessen. Og omsætningen,” tilføjede hun eftertænksomt.          Øvrige udgivelser: KRIMIER Rigsvåbnet Guld for enhver pris Over alle grænser De gode græd og de onde lo Halsløs gerning For mange missiler Under pres Skudsår Hun hang på væggen ROMAN Klog mand tisser ikke mod vinden Om forfatteren   Hun hang på væggen er tredje og sidste bind i Tom Oxagers Sæby-krimiserie, der koncentrerer sig om det, der sker året rundt i den lille dejlige turistby. Han har sideløbende udgivet seks bøger om Rigsvåbnet og Anna Storm, der også tager udgangspunkt i Sæby, men har en anden, lidt mere dynamisk personkreds. Ved siden af forfatterskabet er Tom Oxager billedkunstner. Har du lyst, kan du besøge hans univers på www.tom-ox.dk.  

Datadøden

af Jarne Steen Nielsen

På et supersygehus i en ikke fjern fremtid arbejder man med et forskningsprojekt for at skaffe flere organer til transplantationer. Det sker på en organafdeling, hvor mennesker, der er afgået ved hjernedøden, holdes kunstigt i live. Herved kan lægerne udtage organer fra de døde donorer, når syge mennesker har brug for nye organer. Døden fastslås fuldstændigt sikkert med avancerede computere, og det nye dødskriterium kaldes: Datadøden.  På denne afdeling arbejder Erik, en ung medicinsk dataingeniør. En dag indlægges en ung kvinde på organafdelingen. Ved en ulykke har hun pådraget sig en dødelig hjerneskade. Når hun afgår ved datadøden, skal hendes lever transplanteres til en patient.   Transplantationen går galt, og efterfølgende er der uhyggelige hændelser på sygehuset. Langsomt mærker Erik, at noget skæbnesvangert er på spil. Det er, som om den traditionelle viden ikke slår til. Han tvinges til at tænke utraditionelt … og undrer sig over, om vi ved nok om døden!      Uddrag af bogen    Rie sad koncentreret over arbejdet. Mislyden kom ikke fra hendes briks. Hvorfra så?  ”Må jeg forstyrre dig et øjeblik?” sagde han.  ”Kun hvis det er noget fagligt.”  ”Kan du høre noget usædvanligt, en lyd, der er blevet skarpere?”  Hun lyttede, kiggede på ham, og blikket fejede al tvivl til side. Men hun nøjedes dog med at sige: ”Næh!”  Men han følte, at hun lige så godt kunne have peget på sin egen tinding og rystet på hovedet. Erik gik lyttende fra briks til briks, og efterhånden som han igen nærmede sig den unge kvinde på briks nr. 13, blev han klar over, at det, han vagt hørte, trådte tydeligere frem.  Mislyden havde noget med hendes åndedræt at gøre, for dens styrke fulgte åndedrættets rytme. Det åndedræt, som blev holdt i gang af en lille respirator.        Om forfatteren  Jarne Steen Nielsen (f. 1942) er uddannet ingeniør fra Københavns Teknikum, men har boet og arbejdet i Nordjylland siden 1971. Han har interesse for astrofysik og ikke mindst hverdagens filosofi sammenfattet i aforismen At undre sig er at leve! Han har tidligere skrevet mange læserbreve og kronikker og udgivet et par noveller, men Datadøden er hans debutroman.

Den store vennebog

af Lena Krogh Bertram og Pia Sigmund

Forfatterne fortæller: "Denne bog ligner gamle dages venindebog, men vi vil gerne invitere både venner og veninder, både kvinder og mænd, både børn og voksne til at lytte og spørge og til at være med. Vi mødtes en dag og skiftedes til at stille spørgsmål – og se, hvilken herlig samtale hvert enkelt spørgsmål åbnede op for. Det var, som om tiden stod stille, og mødet mellem vores forskellige synspunkter og erfaringer var helt i centrum. Vi fik lyst til at invitere alle jer derude med ind i det skønne rum, som en god samtale – spørgen og lytten og idéud-veksling – kan skabe. Hvornår har du sidst prøvet at lægge telefonen væk og sætte dig ned med en ven og tale sammen om: Hvad optager dig lige nu? Hvad bekymrer dig? Hvad er du glad for og hvorfor? Det giver en dyb glæde at få lov til at åbne sig for en ven, der lytter." Lena og Pia

Hjem

af Mads Gedved Christoffersen

Hjem kredser om en tid, som distancerer sig fra kød og blod.                Uddrag af bogen Ægte kærlighed  Jeg forestiller mig dig  langt væk,  men i nærheden af mig.  Det har du altid været.  Jeg skriver om dig.  Det føles mest naturligt.                Om forfatteren  Mads Gedved Christoffersen er uddannet meritlærer og har et sidefag i mellemøststudier. Han har tidligere udgivet digtsamlingerne Er det OK at være mand?, Det sidste tog og På besøg. 

Hotellet

af Dorte Bakbo

Ved den jyske vestkyst ligger Hotel Sundby Strand. Hotelejeren Christian er blevet kontaktet af Kanal 14, som vil leje sig ind i en af hans bygninger for at optage et reality-show. Produceren Mogens har fået udleveret beskrivelser af hotellets unge, mandlige medarbejdere, da han ønsker at hyre nogle af dem til at deltage i realityshowet. Forud for optagelserne afholder han et møde med de udvalgte medarbejdere, som under et vist pres indvilger i at deltage og sørge for, at der kommer gang i festen. I troen på, at han har fyrene i sin hule hånd og kan styre programmet i den retning, som han ønsker, tager han hjem for at ordne de sidste forberedelser. Men fyrene vil det imidlertid anderledes og aftaler deres egne spilleregler.      Uddrag af bogen  “Hvorfor sidder vi her, når vi ikke skal servicere deltagerne?” spurgte Jonathan. “Først og fremmest vil jeg gerne fortælle, hvad programmet går ud på i korte træk. Vi indkvarterer otte piger og otte fyre på Sølyst, som skal danne par og dyste mod hinanden. Til sidst står et par tilbage, som vinder hovedpræmien.”  “Hvor nyskabende,” mumlede Lars. Fyrene grinede højlydt – undtagen Jonathan. Han var begyndt at lægge to og to sammen og havde en grim fornemmelse. Mogens fortsatte ufortrødent: “Pigerne bliver udvalgt ud fra præsentationsvideoer. Fyrene sidder foran mig.” Han slog armene ud mod dem.  Latteren stoppede øjeblikkeligt. Jonathan, Lars og Alexander nidstirrede ham, som forventede de, at han om lidt ville afsløre, at det bare var hans spøg.        Om forfatteren  Dorte Bakbo (f. 1977) er bachelor i erhvervssprog og bosiddende i Nørresundby. Hun debuterede som romanforfatter i 2015 med Parallelsamfundet. Ideen til Hotellet opstod, da et af hendes familiemedlemmer spurgte, om man kunne forestille sig, at deltagere i et realityshow blev betalt for at spille en bestemt rolle.  

Min bedste ven og værste fjende

af Simone Dahl

Genoptryk - udkommer 31. August  Min bedste ven og værste fjende er Simone Dahls hudløst ærlige fortælling om at leve et liv med en spiseforstyrrelse, men nok så vigtigt er det en beretning, om hvordan hun kom fri fra spiseforstyrrelsens fangenskab. Simone fik som nyudsprungen teenager en spiseforstyrrelse, som hun gik hånd i hånd med i mange år. En spiseforstyrrelse kommer sjældent alene, og der fulgte en langvarig depression og flere selvmordsforsøg. Hendes liv som teenager blev en lang kamp med indlæggelser og en anbringelse uden for hjemmet.                 Uddrag af bogen Da mor gik fra afdelingen på Bispebjerg Hospital og lod mig være tilbage, faldt min verden fuldstændig sammen. Jeg fik en følelse af, at jeg rent fysisk kunne mærke smerten i mit hjerte. Jeg var totalt alene, hvordan kunne hun efterlade mig der? Var det, fordi hun ikke elskede mig mere? Jeg prøvede at være stærk for hendes skyld, og jeg fandt ud af, at den værste form for smerte er at smile bare for at holde tårerne væk. I starten var det rart, at nogen tog over, og at jeg kunne tillade mig at spise, men da jeg ugen efter havde taget et halvt kg på, gik jeg i alarmberedskab; jeg fik panikangst.                  Om forfatteren   Simone Dahl (f. 1998) bor på Bornholm og fik i en alder af 12 år diagnosticeret anoreksi. Hun har igennem sine teenageår kæmpet for at blive rask og bor i dag i egen lejlighed. Hun driver sin egen blog og derudover er hun foredragsholder hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.  Min bedste ven og værste fjende er hendes debutbog.

Øjeblikke med Satan

af Else Cederborg

Forfatteren om bogen: Allerede da jeg skrev mit universitetsspeciale om hekse, blev jeg fascineret af Satan, både som ide og som mytisk figur. Som oprøreren Lucifer har han faktisk visse tiltalende egenskaber, men i de fleste af sine andre skikkelser står han unægteligt for noget meget mørkt og skræmmende. Jeg ser ham dog også som et symbol på konsekvens og indsigt, for han gennemskuer sammenhænge, som mange mennesker ignorerer eller måske ligefrem gør grin med. Kan Satan være god? Ikke som vi forstår dette begreb, men mødet med ham kan i visse tilfælde føre til noget godt, for pludselig forstår man sammenhænge, man ikke forstod før. Satan er bl.a. blevet kaldt ”forføreren”, og det må indrømmes, at han nogle gange kan være direkte sexet. Han er i hvert fald aldrig kedelig ...”          Uddrag af bogen  ”Hmmmm,” sagde Lisbeth, ”vi ved jo ikke engang, hvad disse fjollede sætninger betyder.” For at vise, hvad hun mente, begyndte hun at læse en af de latinske sætninger op, selv om den lød som det rene volapyk i deres ører. Det var det imidlertid ikke for den, som sætningen var henvendt til, nemlig Hans Velærværdighed, Helvedes hersker, Satan, for pludselig stod han iblandt dem, midt på gulvet i Yrsas ungpigehybel. Han hilste med et nik, og tog så ellers straks ordet, idet han sagde ”Halløjsa!” og sendte dem et blændende smil. Der var en hel del fræk slagterdreng over ham, selv om han var klædt i et jakkesæt af den slags, pæne forretningsmænd går med. Kirsten nåede at tænke, at sådan kunne hendes far have været klædt, hvis han altså bare ikke havde været død af druk.          Om forfatteren  Else Cederborg er cand.mag. i dansk og engelsk. Før i tiden skrev hun især kronikker og debatindlæg samt faglige artikler og anmeldelser for bl.a. Politiken. For få år siden blev hun grebet af en litterær raptus, hvorefter hun har udgivet rigtig meget, både fortællinger og digte.

Konkylieøre

af Mona Larsen

Hverdagssproget forvandles i det dybe vand under himlen, lander til tiden med alle sanser åbne. Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne. Rummets skønhed ville fremstå tomt uden afstand til alle systemerne, vi forsøger at opretholde. Selv mørke pletter på huden kan mærkes på stemmens energiniveau i en vejrtrækning, når luften slippes ud. Jeg kan synke ind i livets fine tråde, der filtres og flettes ind i min hørelse – helt ind i hjernehavets hukommelse bag pigtrådshegn med undslupne flygtningebørn og frugtbare æg. Når havet med tiden udtørrer, ringer ørerne, indtil da synges på udåndingsluften.            Uddrag af bogen  I den seneste tid
 har jeg kun hørt vingeslag fra usynlige fugle
 der huserer 
i nedlagte fodercentraler
 på gamle frihavnsområder 
hvor man kan finde
 vild kamille 
og pludrende plørehuller
 med rester af soda              Om forfatteren  Mona Larsen (f. 1948) er anerkendt som en af Danmarks førende jazzsangerinder. Karrieren spænder vidt fra det pop-rockede firserband, Halberg Larsen, til samarbejdet med jazzens mest anerkendte komponister og pianister i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009.  Mona Larsen har gennem mange år skrevet digte. Hun optræder i flere antologier og skriver hovedsageligt på internetportaler. I 2007 udkom haikusamlingen Bladene Drypper. Desuden har hun selvudgivet 25 bilingual haiku in English and Danish (2014) og Peace in Ghent (2015).

Myrdet piges comeback

af Kaj Hansen

Kim så sin skolekæreste Elina blive tæsket ihjel. Eller kun halvt ihjel, for ni år senere dukker hun op i hans liv. I skolen havde de et særdeles turbulent forhold, og han har følt sig skyldig siden mordet, fordi han ikke kunne afværge det.  Gensynet river Kims verden op, så han flakser rundt i følelser, sære idéer og Elinas kriminelle voksenliv, hvor han suges ind i medskyld. Efter en skilsmisse gifter han sig med hende, men et lykketræf redder parret fra dansk politi og arrestation. Parret skjuler sig i Østberlin. Her griber Kim til illegale humanitære aktioner, der styrter ham ned i sorteste ulykke.   Gennem romanens handling erindrer Kim sin barndom og ungdom, der i alt for høj grad har påvirket voksenlivet. Han udvikler også sin helt egen forestilling om dødens hemmeligheder.      Uddrag af bogen  Jeg så jo Elina blive tæsket ved slusen. Det hed sig, at hun døde af overfaldet, men nu står hun her i voksen og modnet magi, veldrejet med sin blidt overlegne mund og det hovne blik. Hendes gyldne hår er bundet op i en fantastisk top. Synet af hende virker bizart, direkte uhyggeligt. Hun er ikke et spøgelse eller en hastig forveksling, for ansigtstrækkene, øjenfarven og holdningen er hendes, præcis hendes, jo, hun er lyslevende, Elina, på en meters afstand. Så talte rygterne alligevel sandt, altså at hun overlevede og forsvandt. Og i dag har den såkaldt myrdede pige fået sit comeback. Åbenbart kan eller vil hun ikke genkende mig, så hvad gør man selv?        Om forfatteren  Kaj Hansen er født i 1943. Han har haft sit virke i skolevæsenet, og i 2015 debuterede han som forfatter med romanen Stjernepigen fra ruinerne. Inspirationen til den aktuelle roman har været oplevelsen af forholdet mellem skolebørn og unge på godt og ondt og især tankerne om deres kommende voksenskæbner.

I Danmark må du ikke slå dine børn

af Samira Darawshe

I 2003 bliver israelske Samira med sine to døtre familiesammenført til Danmark. Hun rejser fra en muslimsk kultur, hvor alt handler om roller i familiens fællesskab. Om ære, om religion og om at gøre nytte. I den frie kultur mod nord fascineres hun derfor af de små lys i mørket, hvor retten til at være sig selv nærmest går forud. Men desværre går hendes integration helt i stå efter den 13. september 2011, hvor børnene tvangsfjernes, og hun og manden fængsles. Hun lever herefter helt alene og skriver sig nu vej gennem smerten og om sine svære møder med myndighederne for at få børnene hjem. De to kulturer, som hver indeholder godt og skidt, gør hendes rejse konfliktfyldt, hvor hun ikke længere ved, hvad der er normalt. Hun udfordres dagligt på sine tanker, sin adfærd og sine værdier. Vil det nogensinde være muligt for hende at blive ”rigtig dansk”?            Uddrag af bogen  Jeg græder højt og går ned på knæ foran politimanden og tigger.  – Jeg vil gerne sige farvel til mine børn! Giv mig en chance.  Politimanden ser ned på mig og ryster på hovedet og kigger så væk. Jeg vender mig om, stadig på knæ, og kigger op på politidamen.  – Har du ikke selv børn? Vil du ikke nok give mig lov til at se mine børn?  – Nej, det kan jeg ikke, svarer hun. Hendes svar gør mig svimmel, og det bliver mørkt for mine øjne. Jeg forsøger at acceptere det i hovedet, men mit moderhjerte vil ikke høre efter, og jeg forsøger lidt efter igen at spørge, da jeg tænker på min lille dreng. Nej, heller ikke Amir må jeg se. Jeg kan næsten ikke beskrive det, og alt vælter rundt inden i mig. Vi går ud på gangen, og min mand græder stadig højt. Jeg ser rundt ved indgangen, men kan ikke få øje på børnene.  – Hvor er I, Sarah, Malak og Amir? Mama kan ikke leve uden jer. Jeg elsker jer. Jeg har kun jer her i Danmark! råber jeg højt.          Om forfatteren  Samira Darawshe er født 1967 i Nazareth, Israel og har boet i Danmark siden 2003. Arbejder til daglig som laborant og tolk i arabisk, hebraisk og dansk. Hendes egen skæbnesvangre livshistorie og mangeårige tolkeerfaring har givet hende bred indsigt i flygtninges udfordringer ved at integrere sig i dansk kultur. En erfaring, hun gerne deler med myndighederne og flygtningene for at forbedre integrationen.

Emaljes første tur

af Dorte Hessel

Tandfeen Emalje har fødselsdag. Det er en ganske særlig dag. Nu er Emalje gammel nok til at hente de mælketænder, som børnene taber.        Uddrag af bogen  Far puffer til Emalje. ”Er du vågen?”  Emalje står som forstenet. ”Ja, det er bare så smukt. Aldrig har jeg set så mange tandklokker på et sted – og alle de navne, jeg kan slet ikke vente, til en af klokkerne ringer.”      Om forfatteren  Dorte Hessel (f.1965 i Kbh.) har arbejdet med børn i 15 år og er uddannet pædagogisk assistent i 2014. Hun er selv mor til fem. Hendes kærlighed til børn har gjort, at hun altid har tegnet og fortalt fantasifulde historier og ladet sig inspirere af børnenes fantastiske fantasiunivers.

23:59:00 – Ét minut i midnat

af Jacob Munkholm Jensen

Foråret 1984. En grænseepisode i Berlin udløser en hastigt eskalerende konflikt imellem NATO og Warszawapagten. Fra hver sit sted i livet tvinges vennerne Susanne, Carsten, Dorthe og Peter til at vælge side i konflikten og til at beslutte sig for, hvad der er værd at kæmpe for. Med sin strategisk vigtige beliggenhed i bunden af Østersøen, spiller Danmark en afgørende rolle i forsvaret af Vesteuropa, og mens fronterne trækker op ude i verden, forbereder danskerne sig på det værst tænkelige. Det, som ingen for alvor har troet, kunne ske.  23:59:00 – Ét minut i midnat er en kontrafaktisk spændingsroman, som tager udgangspunkt i virkelighedens kolde krig, og som – gennem fire unge danskeres øjne – udforsker optakten til en ny altødelæggende verdenskrig: den nukleare apokalypse.        Uddrag af bogen ”Der er her til aften meldt om uroligheder ved grænseposten Checkpoint Bravo ved Dreilinden-Drewitz på motorvejen mellem Vestberlin og DDR. Ifølge vesttyske kilder skal der være afgivet en serie skud hen over grænsen, men disse forlydender er endnu ubekræftede. Det skriver Reuters.” Det var indtil videre alt, hvad hun vidste. Telefaxen var tavs, telefonerne var tavse. I Udenrigsministeriet vidste natportieren ingenting, og pressetjenesten var gået hjem klokken 23. ”Hvad med ovre i Forsvarsministeriet?” havde hun spurgt. ”De gik hjem for flere timer siden. Det er jo weekend,” svarede stemmen så og tilføjede efter en kunstpause: ”Så ja, lad os da ikke håbe, at russerne har bestemt sig for i aften.”  Om forfatteren  Jacob Munkholm Jensen (født 1974) er journalist og forfatter. Han debuterede som romanforfatter i 2011 og har siden skrevet flere bøger i forskellige genrer. Fælles for dem alle er en interesse for den historisk korrekte detalje, som sandsynliggør og underbygger historiernes troværdighed.    

Fra Murmansk til Messina

af Peter Døssing

Den venlige, jordbundne vognmand Åke Nilsson fra Kiruna er godt på vej mod pensionisttilværelsen, da han får tilbudt en sidste køretur med sit lastvognstog. Det passer ham fint. Efter at han er kommet sig nogenlunde over sin kones død for to år siden, er han begyndt at kede sig. Han er ikke længe om at sige ja til turen, der også giver ham mulighed for at få solgt sin forvogn og sin trailer.  Transportopgaven går ud på, at han skal hente en 15 tons skibsmotor i Murmansk. Den har siddet i et miljøaktivistskib, som den russiske kystvagt har opbragt. Motoren skal leveres i Messina, hvor den skal installeres i et fiskefartøj. Det viser sig, at ejeren er mafiaboss.   Fortællingen beskriver Nilssons oplevelser som turist på turen gennem Europa med besøg i flere spændende storbyer og ad omveje frem mod Sicilien og retur til Lapland. Undervejs løber vognmanden ind i forskellige uventede dramatiske begivenheder og udfordringer, men han møder også kærligheden. Alligevel er der masser af tid til at lade tankerne fare, som han har for vane, når han er på langfart.  Uddrag af bogen Åke fortsatte ad de slidte russiske veje mod Murmansk. Han gennemførte de 260 km på fire timer. Det var mindre, end han havde beregnet.   Klokken var næsten 19, og han bestemte sig for at overnatte på Hotel Metropol. Det er det mest moderne hotel i Murmansk, der hvor eliten fra Sovjettiden kom, og hvor oligarkerne nu holder til med deres følge af bodyguards og smarte kvinder. Hotellet er bygget i 1978 af beton med brune trækapper som inddækning over det flade tag. Vinduesrammerne er af metal og malet i den mørkebrune farve, som de bruger meget østpå.   Åke parkerede vogntoget på den bevogtede parkeringsplads og betalte 1.000 rubler for 1 døgn. Det var billigt, tænkte han og tog sin reklamesportstaske med det tøj, han havde med samt dokumenter til bilen og ham selv.          Om forfatteren  Peter Døssing f. 1944. Vokset op i Hillerød. Er uddannet registreret revisor og har arbejdet med rådgivning og regnskab i Danmark og udlandet i over 50 år, inden han her får udgivet sin første roman Fra Murmansk til Messina. Har et mål om at skrive romaner med afsæt i forskellige erhverv, i et flydende og forståeligt sprog.      

Singler

af Jon Hanson

Kay er tandlæge i New York, og Peter bibliotekschef i Vejlby. De møder hinanden på en ferie i Mexico, og sød musik opstår. Deres veje skilles, og de indleder nye erotiske forhold. Kay på De Vestindiske Øer og i Rio de Janeiro med henholdsvis en player og en sort kaptajn fra den enorme favela Rochinca. Peter opsøger lidenskaben i Buenos Aires, hvor han bevæger sig rundt i tangomiljøet og indleder et forhold til en temperamentsfuld tangodanser. Undervejs støder de begge ind i lyssky latinoer fra den kriminelle underverden og fra den korrupte ordensmagt. Merete – Peters ekskone – er på jagt efter den store kærlighed, men løber gang på gang ind i de forkerte typer. Peter og Kay går meget igennem, men mødes igen til sidst. Er det kærligheden, eller er det blot lidenskaben, som igen fører dem sammen …?              Uddrag af bogen Hun lagde sig på knæ på kistebænken og støttede albuerne på ringdækket. Hun stirrede ned i vandet, hvor masten spejlede sig i måneskinnet. Hun havde bikinitrusser på og en lang hvid T-shirt. Bh’en hang fortsat til tørre efter svømmeturen. Hun tænkte på alt det liv, som Joe havde vist hende under vandet. Kay skiftede fokus og tænkte på Joe. ”Han er meget tiltalende og utrolig sexet. Men han er ikke umiddelbart min type.” Hun var dog stærkt tiltrukket af hans rå sømandslook med hår på brystet, tatoveringer og den store guldring i øret. Hun var helt væk i sine egne tanker og hørte ham ikke komme op på dækket. Pludselig mærkede hun hans hænder …                    Om forfatteren  Bag pseudonymet Jon Hanson gemmer sig en forfatter midt i livet, der er bosiddende i Jylland og ansat i den offentlige sektor. Der er tale om en debutroman, og der er planlagt yderligere to romaner om Peter Holm. De vil alle tre udkomme under samme pseudonym.

Pilgrimmen

af Villy Bang-Madsen

På sin vandring på caminoen fra Saint-Jean-Pied-de Port til Santiago de Compostela og videre til Finisterre møder Pilgrimmen mangen et spøjst menneske og fortæller sine usandsynlige historier. Ingen tror ham; han er en løgner, siger man. Ulyksaligvis må han lyve for at være troværdig, og en lille løgn gør begivenheden eller oplevelsen plausibel.  Ingen må dog betvivle Pilgrimmens møde med de tamilske tigre eller natten på toppen af Kilimanjaro i en lagenpose sammen med en kommunist. Også gåturen over Livingstone Mountains er autentisk. At Pilgrimmens far overlevede støddosering med et for lægerne helt ukendt præparat, står også til troende.  Mere tvivlsomme er Pilgrimmens samtaler med Buddhisten. Han gengiver dialogerne, som han mener at huske dem, men Pilgrimmen er gammel. Han husker ikke meget.  Men Den Klasseløse er klasseløs, Slagteren er slagter, og Pomfritten er en pomfrit. Om Buddhisten er buddhist, vides ikke, men en heks er en heks, en pilgrim er en pilgrim, og en pilgrim skriver ikke alt på latin.      Uddrag af bogen  – Javel, men bortset fra Ivar og hans lidt sære facon var det jo meget fredeligt.   – Nåh, røde Ejnar blev da kastreret uden dom.  – Nå, ja, pigen var jo kun otte år, men blev han kastreret? – Ja, politiet hentede ham efter voldtægten, og han blev indlagt. Hospitalet skar klunkerne af, men der var ingen retssag.  – Ja, lovligt kan det jo næppe have været.   – Nej! og vi har da også et eksempel på gruppevoldtægt.  – Åh, var der ikke tale om drengestreger?   – Nej, de var fem om det. Den ældste af drengene var atten, en var seksten, tre lidt yngre, og pigen var kun elleve, men det blev ikke anmeldt.  – Hvorfor ikke?  – Pigens forældre havde meget lav social status, og pigens tolvårige bror var for øvrigt med i gruppen.        Om forfatteren  Villy Bang-Madsen er opvokset på en gård i en søskendeflok på otte i Djeld i Jylland. Han ser tilbage på en tilværelse i en omskiftelig tid med en lun og lommefilosofisk erkendelse af, at mennesker er og bliver en mærkelig, udefinerbar størrelse, og hans skildringer giver stof til både morskab og eftertanke.  

Shamanens far

af Hans Møller Kristensen

Vibeke er en eventyrer. I sin søgen efter shamaner og den shamanistiske visdom rejser hun alene til Sibirien og Mongoliet. Hun lever blandt nomaderne i Mongoliet, tilbringer en vinter derude i isnende kulde, rider med bjørnejægere og bliver selv shaman. Tuja, den hvide shaman, kalder de hende. Hun møder sin far i København, men pludselig forsvinder hun. Er hun blevet kidnappet? Faren, der er læge, vil finde hende. Han følger hendes spor via London til Østen. Her kommer han ud for mange farer. Lever blandt flodfolket på Mekongfloden, blandt partisaner i Burma og Laos, kommer i fængsel i Bangkok. Flygter, men er nu forfulgt både af politi og gangstere. Vibeke er også i fare. Hun finder sine shamankræfter frem og lærer tai-chi. Både far og datter oplever Østens mystik og kærligheden, men kan de modstå de mange farer og finde sammen?        Uddrag af bogen  Et par dage senere kom den gamle fangevogter ind til mig. Han gav mig tandpasta, tandbørste og et lille stykke sæbe. Jeg takkede. Han sendte mig et lille smil, det første smil, jeg havde set i flere uger. Jeg besvarede det. Så stak han hånden ned i lommen og tog noget frem og gav mig det. Det var ulvekloen og spejlet. Jeg knugede dem ind til mig. Hvor havde jeg savnet dem. Jeg smilede gennem tårer. Han så på mig, sagde intet, vendte sig om og gik. Da han var gået, satte jeg mig ned og betragtede spejlet. Jeg så ind i det. Jeg syntes, jeg kunne se Khutanis ansigt og høre hans stemme.  Jeg hviskede: ”For mit ufødte barns skyld må jeg finde kraften frem, jeg må.”  Jeg syntes, jeg kunne se Khutani nikke. Så var han borte. I spejlet så jeg nu kun mig selv. Hvor så jeg bleg og træt ud, men jeg søgte kraften, og den kom.          Om forfatteren  Hans Møller Kristensen (f. 1934) bor i Ølgod, hvor han i mange år var praktiserende dyrlæge. I 1995 debuterede han som romanforfatter med Ingen må være træl. Siden er det blevet til to krimier: Skyggen fra fortiden og Det slipper dig aldrig samt den historiske roman Frihed, lighed og broderskab.

Drømmen om den danske prins

af Hanne Bistrup

Man siger, at kærligheden har mange ansigter. Det har den også i denne bog, hvor de to hovedpersoner kæmper en brav kamp for at finde vej gennem livet uden at snuble for meget. Det starter med ungdomsdrømme og fremtidshåb, men livet byder på mange uforudsete begivenheder og mange svære valg. Et forkert valg kan være katastrofalt, ja ligefrem livsfarligt. Der er ingen, der kender sine egne grænser for, hvad man kan tåle, før man når helt derud, hvor man måske må give op.  Man følger med spænding, hvordan det går personerne i denne bog fra de mødes i England, og til deres veje skilles i en dansk provinsby. Det er en psykologisk tour de force gennem tider, steder og begivenheder, som vi alle sammen kan identificere os med. Om forfatteren  Hanne Bistrup er født 1944 i Gentofte. Arbejdede i en del år som pædagog. Blev cand.psych. i 1984 og arbejdede som psykolog frem til 2004. Hanne Bistrup sprang ud som forfatter i en moden alder. Hun begyndte med at skrive faglitteratur, men skriver nu udelukkende skønlitteratur. Det er blevet til digte, noveller, bidrag til antologier og romaner.

Lille løg

af Gitte Dierner

To digtsamlinger i én! Uddrag af Haiku og Tanka Havet og stranden hul i min gummistøvle vandet kildrer koldt Trist at se den dreng der går med nakken bøjet i den grønne skov Han ser ikke det egern som løber glad i træet Om forfatteren Gitte Dierner, født Lind, er bosat i Brande, men opvokset i den lille by Veerst i Vejen Kommune. Hun er førtidspensionist efter en arbejdsskade på begge skuldre. Lille løg er hendes anden digtsamling. I 2013 udgav hun haiku-samlingen Stilhed indefra.

Sort brand

af Thomas Wivel

Et udbrændt menneske bliver fundet på et møntvaskeri i Vanløse. På gådefuld vis er det kun manden på gulvet, der er forkullet, alt andet i vaskeriet er intakt. Politiet efterforsker sagen, men det står hurtigt klart, at, at de ikke kan komme nogen vegne, og de må give fortabt. Et spor er der dog at arbejde med: Ved siden af liget fandt man en taske, der indeholdt en serie optegnelser, som ikke havde lidt skade, da ilden fortærede manden. Politiet må i sin afmagt have hjælp udefra, og derfor hyrer de en forfatter til at nærlæse de efterladte tekster. For kan papirerne mon afsløre, om der er tale om en selvforskyldt ulykke? Har ukendte kræfter antændt manden i asken? Og hvilken rolle spiller tilgivelse, når sort brand raser?      Uddrag af bogen Liget var uigenkendeligt. Brændt op. Der var ikke noget ansigt, huden var væk, selv skelettet var stort set gået til i flammerne, og kun tænder fra den afdøde kunne identificere ham. Tænderne var i øvrigt forbløffende intakte, flere af dem skarpe og velholdte. Så det tog ikke lang tid at slå fast, at den forulykkede var den 48-årige forfatter Frederik Arn. Det var den mest opsigtsvækkende sag i Vanløse det forår, og politiets efterforskere arbejdede i ugevis i lokalet for nærmere at kunne bestemme, hvorledes den mystiske ild næsten totalt havde forkullet sit offer, og hvordan det kunne hænge sammen, at intet andet omkring ham var berørt. Ved siden af manden stod en rygtaske og en sort plasticsæk med Frederiks vasketøj. Aske fra Frederik havde lagt sig på hans viskestykker øverst i sækken, og på rygsækken var knapt synlige knogler fra hans venstre hånd fordelt på gulvet under lynlåsen på den. Politiets teknikere vurderede, at han havde forsøgt at åbne tasken, mens der var ild i ham.          Om forfatteren  Thomas Wivel har i 2016 25-års jubilæum som standupkomiker, men han har lavet meget andet i sit liv. Han har udstillet collager, har skrevet debatbøger og børnebøger, foruden en række humoristiske bøger. Sort brand er hans livtag med krimigenren. Det er en bog med gys, lyrik, sort humor og et mord begået af et fænomen, vi alle har en livslang kamp med.

Mine udvalgte samlinger af ord

af Lena Krogh Bertram

Mine udvalgte samlinger af ord markerer Lena Krogh Bertrams 35-års digterjubilæum. Samlingen rummer udvalg fra samtlige digtudgivelser siden debuten Baglæns ind i drømmen fra 1981. Hertil kommer et større udvalg af hidtil upublicerede digte.        Uddrag af bogen   I dag går bølgerne modsat
  tænder og slukker hvide lys
  fluerne ligger døde i vinduet
  under blåsorte skyer.  Der er ståltråd for skoven.  Og først med denne hastige morgensol
  ser jeg
  hekseringen mørkt tegnet i græsset
  løbe om et pæretræ.  Timerne med lange rivespor i grus
  falder med den hængende rose
  pludselig rød på bordet.        Om forfatteren  Lena Krogh Bertram (f. 1943) er uddannet socialrådgiver og var i 1982-88 forkvinde for forlaget og foreningen Kvindetryk. Hun har udgivet tolv digtsamlinger og to romaner og blander sig desuden gerne i den offentlige debat med kronikker, læserbreve og på Facebook. Hun har desuden oversat en lang række titler til dansk.  

En som Rebecca

af Marianne Thybo Søgaard

En som Rebecca handler om to kvinder på 29 år, der hver især tumler med deres liv. Hovedpersonen Rebecca er den pæne og politisk korrekte kvinde, der mangler spænding i sin temmelig monotone hverdag. Linda er modsætningen – en smuk og moderigtig kvinde, der tilsyneladende har styr på det hele. Da Rebecca tager sin kæreste i at være hende utro, vender det op og ned på hendes tilværelse, og hun mister tilliden til andre mænd. De to veninder er et sted i livet, hvor det biologiske ur tikker, samtidig med at de ikke helt kan få kærlighedens kabale til at gå op. De støder på udfordringer i deres forhold til kærester, venner og familie i samspillet af relationer, der sommetider krydser hinanden i overraskende retninger. Samtidig dukker der en sag op om en forsvunden ekskæreste, og Rebecca bliver pludselig kastet ud i noget uventet.        Uddrag af bogen  Endnu et par tårer løb ned ad søsterens kind, og Rebecca standsede en af dem midt på kinden, der hvor farven var lilla, og hævelsen fik øjet til at syne af mindre.   ”Og hvad er det her så?” hviskede hun blidt.   Søsteren trak hovedet lidt til sig, men fortrød så og lod Rebeccas fingerspidser køre blidt hen over såret. Sådan sad de lidt, indtil Liselotte rømmede sig og rakte ud efter vinflasken og fyldte sit glas op igen.   Rebecca trak sin hånd til sig og drak af sin vin, mens søsteren tændte endnu en cigaret og sugede dybt ind.   ”Vil du fortælle om det?” spurgte Rebecca forsigtigt og stillede glasset fra sig. Liselotte lænede sig tilbage i sofaen. Hendes ene hånd stod lige op med smøgen siddende mellem to fingre og røgen stigende til vejrs som kunstneriske, gråblå cirkler.  ”Hvad er der at fortælle?”        Om forfatteren  Marianne Thybo Søgaard
(f. 1970) er uddannet cand.ling.merc. i spansk. Hun er født og opvokset i en forstad til Aarhus og bor nu sammen med sin mand og to børn. En som Rebecca er hendes debutroman.  

Sweet chili

af Stefan Polke

Sweet chili indeholder historier med mange slags følelser i spil. Som titlen antyder møder læseren søde, milde, humoristiske og eftertænksomme historier eller klassiske gyserfortællinger med angst og frygt i centrum. Det skal dog ikke være en hemmelighed, at der er mest chili i denne her litterære slikpose, som skal provokere, underholde og bide sig fast i læserens hukommelse. Sweet chili vil gerne underholde, så hatten passer, fordi den gode underholdning hører til den gode kunstoplevelse. Men værket vil også tiltale den mere kræsne læser med hints til den europæiske kunst- og filosofihistorie.  Novellesamlingen rummer derfor motiver, henvisninger og ideer fra Karen Blixen, Johann Wolfgang von Goethe, Friedrich Dürrenmatt, Franz Kafka, J.P. Jacobsen, Emil Nolde, Martin A. Hansen, Heinrich Hoffmann og mange andre.  Læseren kan gå på litterær opdagelsesjagt eller lade være. Her skulle der være noget til alle.        Uddrag af bogen  Søndag  Jeg vågner op under en busk i en skov og sanser et virvar af dufte, som jeg har svært ved at skelne.  Vinden leger med min sorte pels, hvilket føles behageligt.   En lyd fra en fugl et par kilometer fra mig fylder min hjerne med et billede og en umættelig sult.  Nu er jeg tilfreds med tingenes tilstand og har affundet mig med min skæbne.  Tøjresterne er helt fjernet fra min krop, og min tætsiddende pels føles god og varm.  Ved nærmere betragtning er jeg stolt over min gennemtrænede og muskelbundtagtige statur med dens uanede muligheder.  Jeg føler mig fri og lægger mig på lur efter naturens mange lækkerbiskener.        Om forfatteren  Stefan Polke (f. 1964) kommer oprindeligt fra det danske mindretal i Sydslesvig. De sidste 25 år har han været fastansat på Greve Gymnasium, hvor han arbejder som lektor i dansk og tysk. Han har undervist i folkeskolen, på aftenskoler og på danske og udenlandske universiteter. Desuden har han publiceret fagbøger, en novellesamling og er samfundsdebattør med bidrag i Weekendavisen, Information og andre aviser og tidsskrifter.

Giftpillen

af Henrik Jersild

Den succesrige virksomhed MagnuMed bliver pludselig udsat for gentagne hackerangreb mod sine databaser, og virksomhedens forretningshemmeligheder er på spil. Angrebene bliver mere og mere voldsomme. Drab bliver hverdagskost for Magnu­Med. Men hvem er det, der med alle midler forsøger at fjerne virksomheden fra medicinmarkedet? En eller flere af konkurrenterne?  Hovedpersonen Frank indleder et hedt forhold til den yngre Maj-Britt, samtidig med at han forsøger at få sikkerhedsproblemerne under kontrol. Er det hende, der står bag mareridtet?  Frank hvirvles ind i en række begivenheder, hvor der er store interesser og mange penge på spil. Efterhånden bliver det sværere og sværere at skelne mellem, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Hvis du har set tv-serien Bedrag, får du her en helt anden, spændende business-krimi.        Uddrag af bogen   Sikkerhedschef Svare Tormod nåede aldrig at opfatte, hvad der skete, da han fik et kraftigt slag i baghovedet med skæftet på et AK-47-automatgevær, drattede ned af stolen og dryppede blod ud af højre øre ned på gulvtæppet.  – Se så at få fingeren ud, mand. Kopier af alt fra alle tre computere. Forstået? snerrede voldsmanden og trak sig tilbage til døråbningen.   Den anden sortklædte kastede sig over computer nr. 1 og koblede sin bærbare til, trykkede på en række taster og ventede, mens MagnuMeds computer blev tømt for alt indhold.   – Old shit, lød det fra ham, da der gik flere minutter, før alt var støvsuget, og den bærbare meldte ”transfer completed”. Videre til næste monstrum, stikkene ind og nyt tryk på tasterne. De grønne mursten flyttede sig igen langsomt, men dog fremad.  – Svare, lød det pludseligt ude fra gangen.        Om forfatteren  Henrik Jersild er journalist og merkonom i afsætningsøkonomi. Han har desuden studeret nationaløkonomi, international økonomi og international politik på London School of Economics. Jersild besidder en indgående viden om erhvervslivet og har bl.a. dækket en række af landets største skandalesager. Han har desuden skrevet flere bøger, bl.a. Sådan gjorde de om ti succeshistorier fra erhvervslivet.

Løven og tigeren

af Susanne Elisabeth Longhi

Du sidder her med Løven og Tigeren. Bogen er baseret på en never-ending-story, som jeg har fortalt min datter Cecilia (kaldet Cilia) de første mange år af hendes liv.Historien udspiller sig i Den Store Gamle Eventyrskov, hvor vores hovedpersoner bor i deres træhus. Løve og Tiger er altid sultne om morgenen. Episoderne handler om dagens jagt på morgenmadscornflakes, hvad der forhindrer denne jagt, hvad der sker, hvem de møder osv.Løve og Tiger er et par hjælpsomme dyr, der altid har deres moral i orden. De kunne have lært det fra Emma Gads Takt og Tone, hvis de altså kunne læse. Men det kan de ikke, så det er bare sådan, de kære dyr er. Og sådan som vi alle bør være. Om forfatteren Susanne Elisabeth Longhi (f. 1967) er fra Himmerland i Nordjylland. Bogen er baseret på de selvopfundne godnathistorier, hun fortalte til sin yngste datter, da hun var lille. Hendes egne piger er nu godt 21 og snart 16 år. Løve og Tiger fortjener, at deres historie bliver fortalt til mange andre børn.

Sjælens rose

af Christina Ramskov

Kiitty er stadig i live, så det er op til Maria og hendes venner at redde hende, men først skal de være stærke. Maria skal lære sine nye evner at kende, inden de kan mødes med Swifter, som også selv har flere sandheder i vente. Maria fortsætter sit andet år på skolen, hvor hun nu ved, at hun virkelig er en del af den magiske verden, selvom hun ikke er den næste fønix – eller er hun?  I Sjælens Rose finder Maria ud af mere om sig selv og mere om, hvem hun måske i virkeligheden er. Finder en kærlighed, som næsten er lige så gamle som livet selv, og som stadig venter på at bliv udlevet. Det og meget andet venter Maria, for hendes sande eventyr er kun lige begyndt.        Uddrag af bogen Maria vågnede op til en sød duft, som hun på en måde kendte, men alligevel ikke helt kunne komme på, hvad var, og af en eller anden grund kom hun til at tænke på Dargo. Maria satte sig så op i sengen, og fik hurtigt øje på et lille bundt røde og lyserøde roser, som lå på skrivebordet. Hun stod hurtigt op for at gå hen og tage en op og dufte til den. Maria vidste nu, hvorfor hun tænkte på Dargo. Hun havde to gange før fået disse roser og det var begge gang af ham. Der lå også en seddel ved, hvorpå der stod. Ikke en gave, men bare fordi.          Om forfatteren  CHRISTINA RAMSKOV (f. 1989) bor i Hjallerup i Nordjylland. Hun er ordblind, men har ikke ladet det begrænse drømmen om at blive forfatter. Sjælens Rose er hendes tredje udgivelse. Tidligere udgivelser: Fønixens hjerte (2013) og Englevinger (2014).        

Da Lauras tand blev væk

af Dorte Hessel

Pigen Laura taber sin tand, da hun skyller den under vandhanen i børnehaven. Tanden havner i kloakken, og Laura beder tandfeen Emalje om hjælp til at finde tanden.      Uddrag af bogen  Emalje tager brevet og læser med hviskende stemme:  Kære tandfe  Jeg tabte min tand ovre i børnehaven. Jeg ville skylle den under vandhanen, og så tabte jeg den.  Den forsvandt ned i kloakken, jeg blev meget ked af det, og jeg håber, du kan hjælpe mig.  Kærlig hilsen Laura          Om forfatteren  Dorte Hessel (f.1965 i Kbh.) har arbejdet med børn i 15 år og er uddannet pædagogisk assistent i 2014. Hun er selv mor til fem. Hendes kærlighed til børn har gjort, at hun altid har tegnet og fortalt fantasifulde historier og ladet sig inspirere af børnenes fantastiske fantasiunivers.

Mosekongen

af Torben Kragh Jensen

Mosekongen hedder det første af disse 22 illustrerede eventyr, hvor forfatteren med egen pen har afbilledet den magiske stemning, der hviler over disse fabulerende historier fra gamle dage. Man kommer med ind i et helt særligt univers af alfer, kloge koner, mystiske munke og onde konger. Der er søuhyrer, heltemodige riddere og skattekister, der løber deres vej.  Det er tredje samling af Degnens Forunderlige Fortællinger, der alle er inspireret af gamle overleverede notater fra en degn, der for århundreder siden virkede i Vindinge Landsbyskole. Han gik fra gård til gård og opsamlede folkesagn og eventyr, og hans genfundne skriblerier har virket som inspiration for denne udgivelse. Har man indimellem lyst til at slippe hverdagens krav om at være rationelt til stede, så er disse eventyr den rene livseliksir. Her skubbes det grå gardin af fornuft og logik til side, og bag dette findes de magiske sammenhænge, der på forunderlig vis virker rigtige og giver mening. Historierne er velegnede for alle mellem 9 og 99 år og er som en æske fyldte chokolader, man kan nippe af, når man har lyst.          Uddrag af bogen    Da løb han i skræk og rædsel, så hurtigt han kunne få træskoene med. Han styrtede hjem til gården, og helt forpustet og ude af sig selv sank han sammen på bænken foran stalden.  Her sad han en stund og prøvede at komme til sig selv, da pigen kom ud for at se, hvor han blev af.  – Hvor ser du ud! udbrød hun forskrækket og slog hånden for munden. – Du er bleg som et lig!   – Ja, jeg var nær blevet ædt af en drage. Der er et voldsom søuhyre i mergelgraven, der var lige ved at få fat i mig.  – Far, far! kaldte pigen, – Lasse siger, at der er en drage i mergelgraven!   – Visse, vasse, sagde bonden, der i det samme kom ud fra stalden, mens han tørrede møg af hænderne med en halmvisk, – Hvad er det da for historier, du fylder tøsens hoved med, bebrejdede han Lasse. – Hun har såmænd nok af fluer i hovedet i forvejen.  – Jamen det er rigtigt, indvendte Lasse med alvor i stemmen, – jeg var virkelig lige ved at blive ædt, og den tog vores spånkurv.   – Åd den spånkurven? Ja, så må den da virkelig være sulten.        Om forfatteren  Torben Kragh Jensen (f. 1950) bor i Vindinge Gamle Skole på Fyn. Foruden at være foredragsholder, forfatter og kirkesanger er han flygtningevært og involveret i det kommunale integrationsarbejde. Han har tidligere arbejdet med psykisk syge og handicappede bl.a. i Mozambique. Han har været kommunalpolitiker på Samsø i en del år og har arbejdet med egns- og børneteater.

Forbundne kar

af Kim Risør

Det, der skulle have været en harmonisk, eksotisk rundrejse i Thailand for den reflekterende Kevin og hans familie i anledning af hans 50-års fødselsdag, udvikler sig i stedet til deres livs mareridt, da den yngste datter bliver kidnappet.  Familien har hårdt brug for hjælp fra Kevins gamle barske kammerat Jack, der er lidt af en kvindebedårer.  Jack har altid levet sin frihedstrang helt ud, men han bærer rundt på en hemmelighed og en trang til en anden tilværelse. Jack får selv senere brug for hjælp, da han beslutter sig for at likvidere de mest psykopatiske banditter, han har oplevet i sit liv som elitesoldat og sikkerhedsrådgiver.   Den hæsblæsende handling afløses af tanker gennem livet om de fundamentale ting, der berører os alle sammen som mennesker, når vi skal finde mening med livet og træffe vores valg på egne vegne og som del af noget større.            Uddrag af bogen  Jack og betjenten havde ikke gået ret langt, før de så spor efter tumult på jorden og i græsset. Der var tydeligvis sket et eller andet voldsomt. Måske havde de tilfangetagne forsøgt at kæmpe sig fri eller at nedlægge deres bortfører. De undersøgte buskadset og omgivelserne et stykke tid, og pludselig så de omridset af en person inde under nogle store blade et stykke nede ad skrænten. De kurede ned ad skrænten og fandt taxachaufføren; død, som de frygtede. Han havde fået nogle slag i hovedet enten i en slåskamp eller ved faldet ned ad skrænten. Slagene var dog næppe dødsårsagen, men det var derimod skudsåret i maveregionen. Lige inden de skulle til at kravle op igen, opdagede Jack nogle skrevne tegn i leret tæt på liget.          Om forfatteren  Kim Risør er født i 1961 og efter en god opvækst i en livlig og inspirerende familie, valgte han en karriere i finanssektoren.  Udlandsophold, rejser, videreuddannelse og gennemlevede bankfusioner har givet ham en god faglig og menneskelig erfaring og lyst til at arbejde med uafhængig rådgivning – og nu også lyst til at forfatte en roman.  

Angstens edderkoppespind

af Christina Bech Gottlieb

I Angstens edderkoppespind fortæller Christina Bech Gottlieb om sit liv i digtform. Vi får et unikt indblik i hendes inderste følelser og tanker og lærer et menneske og dets skæbne at kende. Vi hører om, hvordan det er at gå ned med stress og angst, og hvad der sker, når man får diagnosen PTSD i hånden og føler verden bryde sammen. Men digtene handler også om, hvordan man kan kæmpe sig op af det sorte hul igen og vende tilbage til et godt liv. Og det er netop digtenes vigtigste pointe: Selv om det hele ser håbløst ud, så kan man faktisk godt lande med begge ben sikkert på jorden igen.        Uddrag af bogen    Krystalkuglen  Magtesløs og uden kontrol  prøver jeg at løsne det bånd,  der sidder så stramt  om min krop og min sjæl.  Føler den for længst  er stået af.  Der er dage, hvor jeg kan mærke mig selv,   og dage, hvor jeg kun virker bekendt.  Skal det lykkes en dag  at finde mig selv?  Bliver jeg en helt anden kvinde?  Og vil jeg vinde?  Jeg har besluttet mig for at tage kampen op,  har ikke lyst til at leve eller bo i denne krop.  Jeg kigger ind i min krystalkugle  og ser min fremtid ligger i mine hænder  og er nu klar over, hvilke ting  jeg kan ændre.        Om forfatteren  Christina Bech Gottlieb er uddannet voksenunderviser i 2002 og har i flere år arbejdet inden for undervisning og salg. Det er hendes håb, at hun i fremtiden kan dele ud af sine erfaringer om at kæmpe med stress og angst.

Der er 24 dage til jul

af Jonna Kessel og Henning Lindberg

Bogen Der er 24 dage til jul er i virkeligheden flere bøger i den samme bog.  Der er en bagebog, en julehistoriebog, en juleidébog en juletraditionsbog og en julelegebog. Bogen er en inspirationsbog og ikke mindst en julekalender, som kan bruges år efter år. En bog, man kan tage frem og sige: ”Åh ja, husker du det her” eller ”Den kage skal vi prøve igen i år.” Hver dag i december måned har sine sider, der hjælper med til at korte tiden af fra 1. december til 24. december. Bagerst i bogen er en række blanke sider, hvor du selv kan indskrive dine juleideer, opskrifter og alt det, der har med julen at gøre.

En fremmed krydser dit spor

af Christian Aziz

En dansk sømand og soldat drager i 2008 på mission ombord på HDMS Absalon for at bekæmpe pirateriet ud for Afrikas Horn. Omtrent samtidig lader en somalisk fisker sig hverve som havfrelser ansporet af et ønske om at se retfærdigheden ske fyldest. To mænd på kollisionskurs i Det Indiske Ocean. Hvor krydses deres veje, og hvem er den fremmede, når det sker?   En fremmed krydser dit spor er en medrivende fortælling om Danmark som krigsførende nation og om den mest fejlslagne stat i verden i nyere tid: Somalia. Om udsendte soldaters glæder og afsavn. Om at træffe afgørende beslutninger i ens privatliv mens man er langt væk fra de rammer, hvori det udleves, og om et helt lands lidelseshistorie samlet i ét menneskes skæbne.        Uddrag af bogen  Hvornår begynder et hav? Thomas lå i sin køje på vej gennem Det Røde Hav og funderede. Han prøvede at danne sig et overblik over alt det vand, han havde sejlet på i sit korte liv, mens han smagte på alle de ord, man brugte til at navngive, hvad der i bund og grund alt sammen blot var saltvand: Ocean. Hav. Sund. Fjord og bælt.  ...  Abdi sad på stranden og stirrede ud i det endeløse mørke. Han var næsten voksen. Som så mange andre somaliere født i starten af halvfemserne vidste han ikke helt, hvor gammel han var, fordi tørkeårene i hans barndom havde ødelagt de to årlige høstsæsoner så mange gange, at deres mødre kun kunne anslå deres sønners aldre.  En dag for nogle år siden var Abdis far stævnet ud fra det sted på stranden, hvor han nu sad og lyttede til den hypnotiske brænding. Abdi havde kun været en lille dreng, der altid plagede om at komme med ud og fiske. For ham var havet dengang blot en legeplads og noget, man boltrede sig i. Hans far kom aldrig ind igen. Båden drev tom i land to dage senere. Siden den dag havde Abdi været familiens overhoved, og havet havde mistet sin uskyld.          Om forfatteren  Christian Aziz (f. 1981) er opvokset i Gladsaxe lidt nord for København. Underviser og foredragsholder. Uddannet lærer fra Frederiksberg Seminarium og efterfølgende sprogofficer i arabisk. Udsendt med det danske krigsskib Absalon på dets første togt til Afrikas Horn for at bekæmpe pirateri i 2008. En fremmed krydser dit spor er hans skønlitterære debut.

Corvus Corax

af Lukas Hviid Petersson

Der er problemer i det festliderlige og solbeskinnede paradis kendt som L.A. Hvad der først startede som en intern joke blandt nogle politimænd, er nu en realitet. En frygtløs og hårdhudet seriemorder hærger de lange nætter. Jager. Og angriber uden nåde de laveste i samfundet. Politiet er stadig på bar bund og vil gøre alt for fremskridt i sagen. En ung betjent er måske lige det, som korpset har brug for, men hverken han eller hans korps hører til de bedste blandt guds børn. Som sagen skrider frem, åbner der sig pludselig en problematik, der kan ændre alt og vende byen på den anden ende. Det viser sig, at trådene muligvis rækker helt op til nogle af de personer, der befinder sig i samfundets øverste lag.            Uddrag af bogen  Han havde blå mærker og vabler flere steder på kroppen. Blodet fra hans skridt dryppede langsomt med en salve på fem sekunder. På grund af hans afskårne lem var der i stedet et stort og dybt hul. Selvom dødstidspunktet har været et par timer over midnat, løb der stadig frisk blod fra der hvor hans tidligere kønsdel havde siddet.  Hans kæbe var også gået af led, sandsynligvis slået af led. Og han manglede de fleste tænder.  For sjette gang i løbet af måske to minutter kiggede jeg på mit ur. Maryland lovede, han ville komme klokken halv seks, og den var nu et par minutter over seks. Jeg mosede mig forbi et par retsmedicinere og gik mod brusebadet.  Offerets håndled var næsten på sidste forrådnelsesstadie og havde fået en næsten sort kulør. Ståltråden havde lavet dybe flænger i håndleddene på ham.  Hans lem blev afskåret, og derefter blev han hængt op. For at pine ham. Nedgøre ham.        Om forfatteren  Lukas Hviid Petersson er fascineret af litteratur og det filmiske medie og har trods sin unge alder en masse erfaring med at skrive og skabe originale fortællinger, som han ynder at mikse med emner som politik, psykologi, det okkulte og spørgsmål om det gode og det onde. Corvus Corax er hans debutroman.

Fynbogen 2016

af Svend Erik Sørensen, Lena K. Bertram, Bodil Steens

Fyn er fuld af gode historier, som fortjener at blive fortalt. I denne første udgave af årbogen Fynbogen fortæller vi elleve af dem, og vi kommer vidt omkring – både geografisk og tidsmæssigt. Der er den dramatiske fortælling om adelsdamen Anne Holck fra Lohals, der modigt trodser fjenden under Svenskekrigene, men som må lide en barsk død i slottets hundehus. Vi kommer også en tur i fattiggården i Fåborg omkring år 1900, hvor Ellen og hendes familie er endt efter en dramatisk social nedtur. Og så er der portrættet af en af Odenses store sønner Jacob Winsløw, der egentlig skulle have været præst som sin far, men endte som tidens største anatom. Endelig rummer bogen smukke erindringsartikler om at vokse op i gaderne omkring Holmehusvej i Odense og om at gå på Sct. Hans Skole i halvtredserne. Ja, Fyn er rig på historier, så sæt dig til rette, og lad fortællingerne folde sig ud.

Alt er jeg blevet

af Jørgen Børglum Larsen

Alt er jeg blevet er en samling fortællinger om mennesker, der alligevel er en historie værd. Fortællingerne lukker os indenfor i den moderne tilværelse, der spørger om meningen med livet og har sine etiske dilemmaer med store følelser som skyld, skam og sorg. Og her kommer vi vidt omkring fra den lille by til Chicago, for historierne kan foregå alle steder, hvor der er mennesker. I den længste fortælling møder vi præsten Jon, hvis tro og tvivl sættes på spil i mødet med den unge Nynne, der er mærket af sin fortid. Jon er parat til at gå langt. Men det er historiens fortæller også. Han har iagttaget det hele og fortæller nu løs. Og sådan handler det også om, hvad vi ser eller tror, og hvad der er virkelighed. Men livet rummer alligevel muligheder, så vi kan komme videre – med endnu en chance.      Uddrag af bogen  Nynne havde set sig en smule rådvild om, da hun ellers var nået ned til den rummelige gårdsplads, og kastanjerne allerede stod i knop, selv om foråret altså endnu lod vente på sig. Men de kastanjer vidner på deres egen måde om historien, har jeg tit tænkt. De står der endnu, på gårdspladsen, selv om alt det andet, jeg fortæller om, for længst bare er blevet historie.   En hårtjavs faldt også ned over hendes ene øje, og hun viftede den bare væk med en hurtig finger. Nynnes finger med en hårtjavs.   Der var fra begyndelsen egentlig allerede en stor vemodighed i hendes øjne. Jeg tror, Jon så det med det samme, og det kunne ikke være anderledes. Når man møder sådan et blik, er der ikke noget at gøre.          Om forfatteren  Jørgen Børglum Larsen, f. 1950 i Hjørring, er cand.theol. Han debuterede 1979 med digtsamlingen Det er her vi lever og har siden udgivet en række novellesamlinger, bl.a. Egils papir, og romanerne Vinterkøreplan og senest Den vrede pige (2012), som Berlingske Tidende kaldte ”en sand fornøjelse at følge”.

Skal man græde over et spildt liv

af Michael Slot Pihl

Forfatteren Noah ankommer til Bornholm, hvor han skal færdiggøre sin roman. En stor sorg har bragt ham i en skrivemæssig og personlig krise, der fastholder ham i en lammende bagudskuen.  I Gudhjem møder Noah to spændende kvinder med hver sin bagage. De to kvinder vækker håb og nysgerrighed, og Noah begynder at betræde den snørklede og dog smukke vej tilbage til livet.  Skal man græde over spildt liv? er en roman om tre menneskeskæbner. Det er en reflekterende og livsklog roman om det gode liv og kærligheden.      Uddrag af bogen    Hun kiggede på ham med en piget ungdomsglæde, og de mange år, der var mellem billedet og nutiden, sås ikke. Det kunne lige så godt være taget i går. Hvis han ikke havde set Hanna tidligere på dagen, kunne billedet være af en ung kvinde, der levede nu.  Det var mærkeligt at tænke på, at hvis han viste et billede af Lærke til nogen herovre, ville de sikkert også tro, at det var af hans nuværende kone, som ventede på ham, når han kom hjem. På den måde var billeder ubarmhjertige for dem, der havde mistet. Lærke smilede næsten levende til ham fra alle hans gamle fotos.          Om forfatteren  Michael Slot Pihl arbejder som skoleleder, sangskriver og forfatter. Han har tidligere udgivet digtsamlinger, musicals, sangbøger og cd’er.  I 2015 debuterede han som romanforfatter med En hundrededel bedre.  

Svend Tveskæg

af Elisabeth Lyneborg

Svend Tveskæg er ikke alene en biografi og historie, men er også en levende og humoristisk beretning om den ryggesløse, men også realpolitiske og meget menneskelige kong Svend. Elisabeth Lyneborg fører i en levende og let fortællestil læseren ind i en barsk tid med kongsgården i Jelling som omdrejningspunkt, hvor politiske magtkampe som fadermord, jalousi og rævekager hørte til dagens orden.  Hans kvindelige modstykke er den statelige svenske dronning Sigrid Storråde, som sammen med sin ægtefælle Erik Sejrsæl erobrede den danske tone, mens Svend var på vikingetogt i England. Det kommer der megen strid og ballade ud af, og Svend får lynhurtigt skaffet den svenske konge af vejen.  Bogen handler også om kærligheden, der går sine egne veje uden for magthavernes kontrol. Et fornøjeligt og spændende stykke Danmarkshistorie.          Uddrag af bogen  Der opstår pludselig tumult ved hallens indgangsdør, og ind træder Svend Tveskæg, Olav Tryggvason, Pallig og nogle hirdmænd. Svend går uden tøven hen til tronstolen og gør en fejende hilsen. ”Ædle dronning, I sidder på den forkerte stol. Danmarks konge er tilbage, og I har ikke noget at gøre her.”  Sigrid gengælder hans hilsen med et hjerteligt smil og siger med en fløjlsblød stemme: ”Velkommen hjem, Svend. Jeg bliver siddende, så længe det passer mig. Jeg bliver siddende, til min mand, kong Erik Sejrsæl, henter mig og erklærer, at han ikke længere er danernes konge, og det tror jeg ikke et øjeblik, at han vil.”        Om forfatteren  Elisabeth Lyneborg har været præst i Den danske Folkekirke i 26 år og har et langt forfatterskab bag sig. Sideløbende med præstegerningen har hun læst antropologi ved Københavns Universitet og beklædt en række tillidshverv, bl.a. som medlem af Danmarks Radios programråd. Elisabeth Lyneborg er desuden en populær foredragsholder.

Dronningens slægt 2

af Ida Ahrensbach

Fred råder i Niram, og befolkningen fejrer tolvårsdagen for Frihedskampens afslutning. Til festen bliver elveren Alihas overtalt til at fortælle om sit liv.  Kong Conrad er død, og Niram er kommet i hænderne på den nådesløse Sigwe. Sammen med en lille flok venner prøver Alihas at starte et oprør, men frygt har grebet landets befolkning, og ingen tør sætte sig op mod Sigwe. Efter mange år i udlandet vender Ahrra, Conrads søn, tilbage til Niram med sin familie. Han slutter sig til oprøret, men kampen for frihed er med livet som indsats. Samtidig får Alihas en besked, der gør, at han må tilbage til sit hjemland for at rette op på en ulykke, som han engang var skyld i.      Uddrag af bogen  Jeg landede i udkanten af Drosselskoven, hvor jeg havde efterladt min bue og nogle pile, omkring pilespidserne havde jeg omviklet strimler af mit gamle tøj, jeg ikke brugte mere, og vædet det med olie, der lå også et fyrtøj, Ahrra havde lånt os.  Jeg tog den første pil og fyrtøjet op, satte ild til pilen og satte den på buestrengen. Den flammende pil fløj i en høj bue op i luften og traf sit mål, stråtaget på soldaternes vagtstue, som lå lige inden for muren.  Jeg kunne høre soldaterne råbe. – Brand? Det brænder!  – Skaf vand, hurtigt! Mens soldaterne på muren fik travlt med at hente vand og finde en stige frem, så de kunne komme op og slukke ilden, fór Kay og Cille over det åbne stykke, der var mellem muren og de yderste huse, hvor der lå folde, møddinger og ubebyggede grunde.        Om forfatteren  Ida Ahrensbach bor i Jyderup på Vestsjælland. Hun skrev allerede historier som barn. Efter en lærer havde opfordret hende til at skrive en bog, begyndte hun på debutromanen Frihedskampen, som udkom i 2009. I sin fritid kører hun med slædehunde og har selv to hunde. Ida interesserer sig for mytologi, okkultisme og historie.  

Memento vivere

af Titken Toft

BagsidetekstHvad sker der, når pigen uden en fortid møder drengen uden en fremtid? Karoline vågner op hjerneskadet efter et år i koma. Hun husker ikke, hvordan hun er havnet på denne hospitalstue, hvem hun var, eller hvad en hospitalstue er. Thorbjørn, kæresten fra før ulykken, var ellers kommet videre, men er nu opsat på at få hende tilbage i sit liv. Karoline forsøger at få stykket sit liv og sit sind sammen igen med hjælp fra Sally, hendes overomsorgsfulde sygeplejerske og Emil, hjernekræftpatient og overærlig stuekammerat. Denne historie handler om vores oplevelser af virkeligheden, og hvordan vi konstruerer vores verdensopfattelser ud fra, hvad vi har været igennem. Karoline skal lære, hvad livet, døden og kærligheden er for nogle størrelser. Er den virkelighed, Karoline vågner op til, virkelig, som den lader til at være? Uddrag af bogen ”Hvem er de?”Karoline peger på billedet og glemmer servietten på sin finger, som falder ned på jorden. ”Det er dine forældre, tror jeg.” ”Mine forældre?”Emil samler servietten op, mens Karoline tager billedet op til kinden og aer sig med det. Emil ser det og stopper hende, før hun skærer sig. ”Jeg kan høre, hvordan det billede smager.” ”Hvad?” ”Hvor er de nu?” ”De er døde. De døde i den trafikulykke, du mistede din hukommelse i.” ”Hun virker så glad på det billede.” ”Din mor? Synes nu, at hun ligner en sur, gammel nisse.” ”Nej, mig, før ulykken. Hvad gør dem til mine forældre?” ”Ehm, Din mor fødte dig, og de opdrog dig sammen.” Om forfatteren Titken Toft (f. 1984) er født og opvokset på Grønland, men tilflyttet Nordjylland som 13-årig. I dag bosat i Aalborg, hvor han er en fast del af poetry slam-miljøet. Han har desuden skrevet og instrueret en del amatørteaterstykker opført i Aalborg. Memento vivere er hans debut.

En mand rejser til Canada

af Bjarne Hatting

En fortælling om en familiefar, der får nok af de evindelige skænderier i familien. Han gør det, som andre i lignende situationer kun drømmer om. Han forlader familien en dag hvor hans kone er på arbejde, og børnene i skole. Han vil til Canada og starte en ny tilværelse.        Uddrag af bogen  ”Det er fra jeres far,” sagde Toms mor. 
Helene begyndte at græde. Anette var helt grå i ansigtet.   ”Jeg læser brevet for jer. Der er også et billede, I kan se bagefter.” Da Toms mor havde læst brevet, græd begge pigerne. Anette sad som forstenet. Toms mor rakte billedet til Anette. Pigerne så med. Da de så deres far, løb tårerne ned over ansigtet på dem. Anette prøvede at holde igen, det lykkedes ikke. Også hun græd. De sad længe og så på billedet. ”Vil det sige, at vi har en halvbror?” spurgte Tina sin mor.  ”Ja, min pige. Det ser sådan ud.”  ”Far ser glad ud,” sagde Helene. ”Hvor mon han er henne?” Toms far rystede på hovedet. 

”Din far nævner ingen navne, Helene. Han ønsker at være i fred, som han skriver. Men han skriver også, at han elsker jer og tænker meget på jer.”        Om forfatteren  Bjarne Hatting (f. 1940 i København) er uddannet typograf, merkonom og engelsk korrespondent. Efter han gik på efterløn fra en lederstilling i SAS, har han boet en årrække i Frankrig og Tjekkiet. Han vendte tilbage til Danmark i 2011. Han har en række romaner bag sig.

Dagen efter musikken

af Tom Kenneth Jensen

En farende svend finder en ung pige myrdet i en forladt bil på en mark dagen efter Roskilde Festivalen og melder det anonymt til politiet efter at have forsynet sig med pigens smykker. Vicekriminalkommissær Bent Rugaard er lige vendt tilbage fra et psykisk sammenbrud efter sin datters død, da han og hans team skal opklare denne mordsag, der udvikler sig til det værre, mens den efterforskes. Historien, der foregår i og omkring Roskilde, veksler mellem kriminalgåden og Rugaards kamp for at komme tilbage for alvor, samtidig med at hans kones helbred hurtigt forværres. Kræft ændrer livet for altid for den, der rammes, men det er også en næsten ubærlig belastning for de nærmeste, og det her er en fortælling om, hvad der kan ske med en mand, der mister dem, som betyder alt for ham.      Uddrag af bogen   Mens han ventede på grønt ved Allehelgensgade, kom en mand hurtigt ud af avisens bagindgang og satte i løb hen mod en taxi, der ventede ved det modsatte fortov, men pludselig faldt han om på kørebanen. En stribe blod bandt ham langsomt til den taxi, han aldrig nåede helt ind i. I et sekund var alt stille, som i en film uden lyd, og Hartmann glemte straks alt om den journalist, han var på vej ind til, for han blev pludselig opmærksom på den lange harpunpil, der stak ud af ryggen på manden.  Hvem fanden havde affyret den? Hartmann trådte hurtigt ud på gaden og så ned mod torvet, men der var ganske få mennesker, der spadserede roligt i begge retninger, men ingen der så mistænkelige eller nervøse ud. Han vendte sig og bad taxichaufføren om ikke at røre noget.          Om forfatteren  Tom Kenneth Jensen er en moden forfatter, der bor i Jyllinge tæt på fjorden. Han har i mange år skrevet digte og noveller og udgav i 2012 romanen Af hvad er du kommet. Han har en fortid inden for ledelse og undervisning i en international virksomhed, har en HumBas fra RUC og har inden sin pensionering virket som lærer i folkeskolen. Dette er hans anden roman, men hans første i krimigenren.

Systemisk pædagogik

af Flemming Østergaard

Både lærere, elever, ledelse og forældre er udfordrede af kompleksiteten og de høje krav, som er folkeskolens virkelighed. Der bruges ofte meget energi på områder, som ikke altid forbedrer betingelserne for de mange aktører i og omkring skolen.Systemisk pædagogik er skrevet for at pege på områder og kompetencer, som er nødvendige for at kunne forbedre trivsel og læring for både elever og personale på skolerne, og den peger på en brugbar vej gennem kompleksiteten.   Kompleks viden kan ikke overføres, heller ikke fra bog til læser. Men for at skabe størst mulig brugbarhed og omsætning fra teori til praksis for læseren, er der bogen igennem en vekselvirkning mellem teori, undersøgelser, eksempler, cases og refleksionsøvelser.          Uddrag af bogen  Straks Tove havde forladt klassen, steg uroen, og da eleverne gik i gang med at måle forskellige genstande i klassen, blev alt kaos. Nogle elever begyndte at lege tagfat, andre elever snakkede blot, nogle elever målte hinanden eller dele af hinanden, og kun en elev gik i gang med opgaven som beskrevet. Merete prøvede at kalde til ro med det signal, som alle lærerne brugte i indskolingen ”Tip, Tap, Tå”, men kun den første gang reagerede nogle få elever, derefter mistede signalet helt sin virkning.                  Om forfatteren  Flemming Østergaard er uddannet folkeskolelærer og er kandidat i pædagogisk psykologi. Han har erfaring med systemiske tiltag og systemiske uddannelser for hele skoler/daginstitutioner samt med tiltag, som inkluderer enkeltelever med særlige behov i normalundervisningen. Flemming har arbejdet ved PPR og Videnscenter for inklusion i Hedensted kommune.  Læs mere om systemisk pædagogik på hjemmesiden: www.systemiskpaedagogik.dk

Kampens pris

af Randi Faxøe Riisom

Kampens pris –  en familiekrønike er en fortsættelse af Deroute – en familiekrønike. 2. verdenskrige raser. Kræsten er stadig i tysk fangenskab. Ingen hører fra ham, og tyskerne er lige i hælene på de to andre brødre. I Kærby ser de gamle kærbyboere spøgelser efter mordbranden, og på Lundegaard begås et mord. Iben og Tobias’ kamp om datteren, Rosanna, fortsætter. Ibens søster Asta nægter at give Rosanna fra sig og bagtaler Iben. Her skubber Asta til en vogn, der hælder, for på grund af tyskernes mørklægningskrav er danserestauranterne i København lukkede og alle musikere arbejdsløse, også Tobias og Iben. De bliver hjemløse og må ernære sig som gårdmusikanter. Alle otte søskende støtter derfor Asta for at Rosanna kan blive hos Asta på bedstefaderens gård. Men da broderen gifter sig og overtager gården derhjemme, bliver Asta og Rosanna hjemløse. Dermed er de ikke bedre stillede end Iben og Tobias. Så hvad nu?        Uddrag af bogen  ”Nu bliver det altså sådan, Asta. Iben har ret til at vide, hvad der foregår. Du rejste bare med Rosanna uden at informere dem, og det går ikke, juridisk set. Det kan du vel godt selv indse, ikke. Nu giver du Rosanna det brev. I øvrigt er Iben kommet til den konklusion, at hun er for syg til at passe pigen. Men hun skal have lov til at besøge jer derovre på øen, hvis hun gerne vil. Vær nu fornuftig, Asta.”  Asta sagde ingenting. Asker og Kræsten kiggede forbavset på Kurt. De havde vist ikke ventet, at Kurt ville tage Asta i skole. Men jeg vidste udmærket godt, at ændrede Iben mening, ville han ikke mere være på hendes side.        Om forfatteren  Randi Faxøe Riisom er født i 1938 i København, bor i Odense og er uddannet engelsk-tysk korrespondent og folkeskolelærer. Som pensionist startede hun på danskstudiet på Syddansk Universitet, hvor hun i 2012 blev mag.art. i dansk og latinamerikansk litteratur i genren fantasy.  

Pædagogikkens Univers

af Lise Søelund

Den schweizisk-franske oplysningsfilosof Jean-Jaques Rousseaus tanker om børn og opdragelse bliver starten på den moderne pædagogik, som vi kender i dag. Med Rousseau (1712-78) behandles barndommen for første gang systematisk og som selvstændigt fænomen. Barnet opstår, så at sige, som individ. Samtidig rykker Rousseau pædagogen ind som central aktør i opdragelsen af barnet.   Selv om Jean-Jaques Rousseaus pædagogik udspringer af den franske oplysningstid, leverer hans antagelser om barnets natur stadig stærke referencer frem til vore dages pædagogiske teori og diskussion. Som sådan forbliver Rousseaus forståelse af barndom og barnets natur vedkommende og aktuel.   I Pædagogikkens univers følger vi trin for trin filosoffens idéer om børneopdragelse, dannelse og uddannelse. Bogen kan læses som almindelig introduktion eller af studerende ved de pædagogiske uddannelser, som ønsker at beskæftige sig mere indgående med Rousseaus pædagogiske tankegods.      Uddrag af bogen  En dejlig sommerdag, hvor solen skinner og læreren for en tid har ladet Emile holde pause fra de opgaver, som han dagligt får, kommer postbuddet til deres hus. Emile løber begejstret over til den rare mand, som altid har tid til en sludder. De snakker om vejret, årstiden og lidt om de breve, buddet har med. Oftest er det breve til hans ven og opdrager, men af og til er der også noget til Emile. Emile får somme tider indbydelser fra slægtninge og venner. Det kan være invitationer til en middag, en køretur, en sejltur eller andre former for fornøjelse. Emile synes altid, at det er spændende, når der er post til ham, for han vil gerne med til alle disse hyggelige aktiviteter, og han nyder at møde andre mennesker – han er jo temmelig isoleret til hverdag. Der er bare det lille men, at Emile ikke selv kan læse.          Om forfatteren  Lise Søelund er cand.mag. i idéhistorie, har et omfattende forfatterskab bag sig med Søren Kierkegaard som speciale og er ansat på Silkeborg Bibliotek som husfilosof. Lise Søelund har gjort det til sin livsopgave at formidle eksistentielle tanker såvel mundtligt som skriftligt og er også en flittig boganmelder.

Manden i kolonihaven

af Jens Jørgen Hansen

I den navnløse, midtvestjyske by – der for nogen kan minde om Herning, for andre om Varde – hutler Madsen sig igennem tilværelsen. Han bor året rundt i sit kolonihavehus og passer et halvtidsjob som natportier. Resten af tiden går med fuldt ud at genvinde den mentale balance. Krigstraumer i forbindelse med en udstationering for forsvaret hjemsøger stadig hans sind, på trods af at oplevelserne ligger år tilbage.   En sen nat forsøger en lokal forretningsmand at hyre ham til at undersøge en utroskabssag. Madsen har sine tvivl, men lader sig overtale. Opgaven er trods alt simpel og vil kunne kaste en solid dynge jyske dollars af sig, og hvad kan vel gå galt?  Velkommen til kolonihaven – og en vaskeægte, lavspændt, vestjysk action-krimi.      Uddrag af bogen  ”Hej. Er det dig, som er Madsen?” lød det fra den lille.   ”Ja. Hvem spørger?” spurgte jeg overrasket og vendte mig mod dem. Jeg havde aldrig set de to fyre før.  ”Ivan,” grinede den lille med en mundfuld rådne tænder, mens han trippede af sted med hurtige trin for at kunne følge kæmpen ved siden af.   ”Hvem?” spurgte jeg desorienteret, da de nåede hen til mig. Jeg kendte umiddelbart ikke nogen, som hed Ivan.   ”Mig,” svarede kæmpen og sendte sin knytnæve ind i hjertekulen på mig med fuld kraft.  Slaget fik mig til at vakle to skridt tilbage. Mine lunger skreg på al den luft, som de ikke kunne hive ned, og jeg gik ned på knæ …          Om forfatteren  Jens Jørgen Hansen er født i Vestjylland nær Varde, er uddannet cand.scient. fra Aarhus Universitet og underviser på Herning Gymnasium. Han har tidligere udgivet en lang række pseudohistoriske bøger, herunder serien om den romerske legionær Marcus.  Læs mere på: www.legionaeren.dk, eller følg ham på Facebook på siden ”Legionæren”. 
Manden i kolonihaven er hans debut i krimigenren.

Kærlighedens mange bånd

af Alexzander Hoffmann

BagsidetekstKærlighedens mange bånd skildrer kærlighedens væsen. Nogle digte kan være lidt barske at læse, mens man i andre kan mærke glæde og idyl. Kærlighed er ikke kun en dans på roser og lyserøde skyer. Kærligheden kan også svigte, uddø, misfortolkes, gøre ondt, være fjern, være for tæt på, ulovlig, naturlig, være væk, være hemmelig, være et tabu, være seksuel og meget mere. Alle digte giver udtryk for følelser, hændelser og relationer fra den virkelige verden. Uddrag af bogen Bange Mor, jeg er bange. Bange for ham den lange. Ham der altid sparker og slår, så jeg får de blå og gule mærker, så jeg mobbes med brøndbyens farver. Mor, mor, jeg er bange. Bange for ham den lange. Ham der er så populær, at jeg skal dø deraf. Mor, mor, ville ej miste dig. Derfor mister du mig. Men al den kærlighed, du gav mig, bliver begravet med mig i hjertet. Mor, mor, jeg elsker dig. Vores bånd bliver aldrig kappet. Mor, mor, jeg har taget nogle piller, og nu sover jeg stille.  Når mit hjerte stopper med at slå, vil al din kærlighed aldrig forgå. Om forfatteren Alexzander Hoffmann har skrevet digte siden folkeskolen. Kærlighedens mange bånd er hans debut.

Dansker

af Gorm Winther

Bagsidetekst  Bogen indeholder et sammendrag af klummer og artikler vedrørende politik, økonomi og samfund i Grønland. Ud over artikler om privatiseringsbølgen har artikelsamlingen andre facetter. Nogle af artiklerne ser kritisk på erhvervsskandaler i Grønland.   Artiklerne er præget af forholdene på det grønlandske universitet, Ilisimatusarfik, og af den arktiske forskning. De kollegiale kampe på universitetet er, på trods af at det er et lille universitet, akkurat lige så hårde, om ikke mere hårde, som på danske universiteter. Bogen fokuserer især på demokrati, magt og kolonialistiske og formynderiske holdninger. Den slags skinner i lige så høj grad igennem på universitetet som i det omkringliggende samfund.  En forsker har som andre en politisk holdning, og det ville være naivt at hævde, at samfundsforskning er objektiv. Bogen her er en debatbog præget af forfatterens holdninger og den viden, han har opbygget om det grønlandske samfund over 30 år.      Uddrag af bogen  At de mange bureaukratspirer tærer på bloktilskuddet, er ikke det eneste problem; deres velmenende ’bedreviden’ og formynderiske behandling af de ’stakkels vilde’ i Grønland er til tider næsten kvalmende. Om noget kan vi her se de hæslige konturer af Rudyard Kiplings billede af ’den hvide mands byrde’. Formynderi kaldes paternalisme. I det her tilfælde ytrer den sig på flere måder. Enten den nævnte bedreviden, der utilsigtet puffer den oprindelige befolkning i Grønland, inuitterne, ind i en offerrolle. Eller også som den patologiske omklamring af de ’ædle vilde’, der er nogle stakler, hvis de da ikke tilskrives nærmest guddommelige egenskaber hinsides al menneskelig natur.          Om forfatteren  Gorm Winther har været professor ved Aalborg og Grønlands Universiteter 1999-2010. Professor i forbindelse med det internationale polarår 2007-09. Tilknyttet Grønlandsprojektet ved Aalborg Universitetscenter 1983-88. Forskningsophold ved Cornell-universitetet i New York. Æresmedlem og bestyrelsesmedlem af European Federation of Employee Share Ownership. Forfatter til bøger og artikler om arktiske samfundsforhold.

Lille Martha

af Bente Willadsen

BagsidetekstEn ung mor findes myrdet i sit hjem, og hendes lille pige er borte. En kostbar dukke forsvinder fra et museum, og en ung kunstmaler holder udstilling, hvor et bestemt maleri tiltrækker sig opmærksomhed. Disse begivenheder kan forbindes med hinanden, og de to kvikke småpiger Fie og Grit bestemmer sig for at finde sammenhængen og morderen uden om politiet.  En donornål spiller en særlig rolle. Uddrag af bogen Søvnen ville ikke indfinde sig igen, så han stod op, iførte sig en silkeslåbrok og satte sig ind i stuen med et glas whisky til at klare hjernen. Han måt­te gennemtænke dette nyopståede problem med maleriet. Hvordan fik han fjernet dette nye bevis? Hans pande formørkedes af raseri. Nu havde han indstillet sig på, at hele den affære var fortid, og han kunne se fremad. Da solen stod op og lod sine stråler sende skarpe spyd af lys ind i stuen, sad han endnu og rasede. Om forfatteren Bente Ehlers Willadsen (f. 1931) er uddannet korrespon­dent og designer. Har arbejdet meget for kvindesagen i Dansk Kvindesamfund. Bor i Hillerød med sin sheltiehund, Carrie.

Kosova

af Niels Henrik Hooge

På mange planer og i stor detaljerigdom skildrer Kosova de historiske begivenheder omkring århundredeskiftet, der senere førte til den kosovariske nations fødsel. Romanen går bag kulisserne i ellers vanskeligt tilgængelige miljøer på et tidspunkt, hvor hele verdens søgelys var rettet mod Balkan, og beskriver brudlinjer og hændelser af afgørende betydning for regionens demokratiske udvikling, såvel som en bred mosaik af menneskeskæbner i konfliktens malstrøm. Bogens optimistiske budskab er, at støtte til frihedsbevægelser og kampen for menneskerettigheder overalt i verden betaler sig, når man med folkeretten i ryggen handler ud fra tvingende humanitære hensyn.  Et af højdepunkterne er den minutiøse skildring af en af de mest dramatiske miljøkampagner, en dansk miljøaktivist har deltaget i – lukningen af blysmelteriet i Zvecan.         Uddrag af bogen  Der findes ingen alternativer til initiativ, risikovilje og pligten til altid at forsøge at gøre det rigtige, ingen genveje eller lette løsninger. At en aktivistisk udenrigspolitik indimellem løber ind i modvind eller slår fejl, bør derfor ikke afskrække nogen.  Det eneste, der ikke er nogen undskyldning for, er ikke at handle i rette tid, hvis man har muligheden for at gøre det.  For dét tilgiver historien med sikkerhed ikke.        Om forfatteren  Niels Henrik Hooge er jurist og magister i filosofi. Hans store interesse for miljø og bæredygtighed går mange år tilbage i tiden og har manifesteret sig i aktivisme, samarbejde med en lang række miljøorganisationer i Danmark og udlandet såvel som i mange forskellige typer tekster.    

Ingen anemoner er så blå

af Karen Zubari

Ingen anemoner er så blå som dem i den lollandske skovbund, for på Lolland stortrives både blå anemoner, sukkerroer, havørne og poeter. Karen Zubari opdagede Lolland i 2007 og beskrev i Digte fra en blondekant sydhavsøens lyksaligheder og dens fandenivoldske befolkning.  Ingen anemoner er så blå er et udpluk af, hvad hun i øvrigt har skrevet. Ganske vist har de fleste af teksterne en melodi allerede, men nye komponister er velkomne til også at lade sig inspirere.  Der er tekster om lidt af hvert: Lolland og Danmark, ballader, kærlighed, sang og eftertanke. I det åbne landskab, under den høje himmel, har fantasien frit spil. Rim og versefødder bringer poesien inden for rækkevidde. Tit har folk sagt, når Karen Zubari har læst op ude omkring, at de ellers ikke plejer at være til digte, men dem her, dem kunne de da forstå. Større ros kan ingen digter vist få.      Uddrag af bogen     Ta’r Sankt Peter mod en skilling?  Skal man mon ha’ medlemskort?  Kan man sikre sig en stilling  uden at slide alt for hårdt?  Kan man tjene sig lidt bonus?  Kan man få returbillet?  Tror du mon, der er et kursus,  og mon sproget det er let?  Ta’r de Dankort der i Himlen?  Er der råd til ekstra kræs?  Eller bli’r man væk i vrimlen  og i dagligdagens ræs?        Om forfatteren  Karen Zubari (f. 1953) stammer fra Bagsværd, men flyttede i 2007 til Lolland. Hun er tekstforfatter til viser og sange, debuterede som lyriker i 2015 med Digte fra en blondekant og bidrog senere samme år til StORDstrømmen Antologi 2015 med ”Er det dig i morgen?” og andre erindrings­glimt i prosa.

Skæbnetræf

af Bente Ehlers Willadsen

Samlingens ti noveller, hvoraf nogle er inspireret af virkelige hændelser, foregår over en periode på næsten 100 år. Det gennemgående tema er hvorfor? Hvorfor handler nogle mennesker imod deres egne interesser? Hvorfor styrter Birthe ud af skolelokalet for aldrig at vende tilbage? Og hvorfor overgiver Lone sig til sidst i Tabu? Novellerne afspejler, hvordan uovervejede bemærkninger eller handlinger fører skæbnesvangre beslutninger med sig. Menneskenes børn er langtfra altid de fornuftsvæsener, som de gerne vil fremstå som.      Uddrag af bogen  Der bliver stille. Anne føler sig presset op i en krog. Hun føler både Karens og ekspeditricens blikke som sylespidse nåle.   – Nå, jamen så tager jeg den. De kan måske hænge den til side til i morgen. Min mand kommer og betaler den.  Karen smiler anerkendende. Ekspeditricens udtryk siger tydeligt, at hun nu tilgiver alt. Hun er lutter smil og imødekommenhed og skriver Annes adresse op. Men Anne er tung om hjertet, da de forlader forretningen. Karen har ikke købt den orange, den gør hende for bleg, og hun var ikke interesseret i at prøve andre. Anne ser langt efter hende, da hun fjerner sig med lette skridt. – Hvordan gik dette til? spørger hun undrende sig selv.        Om forfatteren  Bente Ehlers Willadsen (f. 1931) er uddannet korrespon­dent og designer. Har arbejdet meget for kvindesagen i Dansk Kvindesamfund. Bor i Hillerød med sin sheltiehund, Carrie.

Sandhedens timer bag lyset

af Søs Beck

Sandhedens timer bag lyset er Søs Becks dybt personlig digtsamling om et menneskes kamp for at vende tilbage til et værdigt liv. Hun kæmper med at komme ovenpå efter en arbejdsskade, men der kommer hele tiden forhindringer i vejen. Forsikringsselskab, sygehus og kommune spænder ben for hende, og det giver dybe sår på sjælen. Alligevel giver hun ikke op og kæmper sig stædigt tilbage til livet. Det at skrive digte hjælper hende med at sætte ord på smerten, men livet i det fri med hendes heste er den bedste terapi.        Uddrag af bogen  Afmagt  Afmagt mærker jeg dybt i mig,  jeg kan ej tæmme min frygt.  Den kommer og går  i store ryk.  Hver gang jeg føler lykke  skabes en ulykke,  sår åbnes igen.  Mit liv,  hvad er det værd?  Ingenting,  jeg er kun til besvær.  Maler, tegner, skriver,  et væld af følelser flyder.        Om forfatteren  Søs Beck er født 1969 i København, men opvokset i Kgs. Lyngby. Hun er billedkunstner og henter sin inspiration i naturen. Hun har tidligere udgivet børnebogen Møkkes bakketop.  

Goddag, allesammen!

af Arne Ipsen

Tiden efter Anden Verdenskrig var hård og sammenbidt, men også præget af behov for fælles kulturoplevelser. Ikke mindst omkring radioen. Det lyder måske underligt i en tid med avanceret TV og iPads. Men mange danskere født omkring 1950 og tidligere mindes radioglæderne og tiden, hvor sangkor, orkestre, teatergrupper m.m. blomstrede. 1950’erne blev Børneradioens, ja i det hele taget radioens, guldalder. Hos børnene steg forventningerne, når der klokken 16.20 blev sagt: ”Goddag, allesammen!” Især hørespillene kunne samle børn og unge, ofte også voksne. Bogens forfatter mindes personlige radioglæder og udviklingen af et sangkor og bornholmske teaterglæder.  Forfatteren har samlet oplysninger i Danmarks Radios arkiv og interviewede engang radioens tidligere ’Onkel Kai’. Dr.med. Henning Kirk fortæller om sin tid som Juniorscenedreng, og maleren Bent Katzeff fortæller om oplevelser i Børneradioens maleklub. Blandt citaterne i ’Efterord og eftertanke’ fremhæves især skuespilleren Vigga Bros meninger som stærke udtryk for børnekulturens betydning for menneskers udvikling.      Uddrag af bogen  Ind imellem oplevelserne med børnebøger og hørespil søgte vi børn ud til skovstranden mod syd. Her i den uberørte natur mellem silderøgerierne og ’Kultippen’ kunne jeg forestille mig handlingen i børnebøger og hørespil … Skovområdet kunne sagtens blive til sceneplads for Børnene i Nyskoven. ’Kultippen’ kunne blive et eller andet bjerg i et fremmed land.          Om forfatteren  Arne Ipsen var i mange år journalist ved ugeavisen Det Grønne Område med historie, teater og socialvæsen som stofområder. Forfatter og medforfatter til en lang række topografisk-folkloristiske bøger om lokaliteter på fødeøen Bornholm, i Københavns nordlige omegn og på Christianshavn. Folkekultur og fortælleglæde er særlige drivkræfter i skrivearbejdet.

Malerne på Markvej

af Annette Østergård

Michael Ancher sagde engang til sin ven P.S. Krøyer: ”Jeg tænkte, hvis det lykkedes for os at skildre de mennesker, som lever omkring os her – ja – så har vi dog gjort landet lidt større.” Skagensmalernes billeder er fyldt med gode historier – både ved første og ved gentagne øjesyn, og alle anekdoterne om kunstnerkolonien er sammen med billederne med til at fastholde en unik epoke i kunsthistorien. Malerne på Markvej formidler og lukker op for en verden, der fortæller om et stykke dansk kunsthistorie i børnehøjde. Bogen åbner børnenes se-øjne og styrker deres evne til fordybelse og iagttagelse. Bogen tager læseren med på en vandring rundt i Anna og Michael Anchers hus og slutter med Krøyers Sankt Hansblus på Skagen Sønderstrand, hvor hele malerkolonien er samlet til Skt. Hans sammen med skagboerne. Malerne på Markvej er både til fællesoplevelse ved højtlæsning og til fordybelse for det enkelte barn.

I halvskygge

af Hans Kristian Jørgensen

I besættelsestiden kunne tyskerplagede byfolk beskæmmet – men også lidt stolt – slynge landboere den sætning i hovedet: Vi levede i skyggen af herrefolket, mens I bare slikkede sol og sad fedt!  Det er sandt, at besættelsesmagten hærgede befolkningen voldsomt i de større byer i Danmark, men modstand og frihedskamp groede og voksede både i by og på land, og det medførte voldshandlinger, likvideringer og repressalier fra tysk side overalt i vort land.  En bondeknægt levede i krigsårene på landet, og i disse noveller gengiver han sine oplevelser; såvel børn som unge og gamle beretter om de fem onde år på landet. I det mindste var det et liv i halvskygge!      Uddrag af bogen  ”Ja, er han kommet op nu, ligger han da og sveder i Helvede – hvor skulle en tysker ellers drive i land?”   ”Tysker eller ej – vi taler da om et kristenmenneske som vi andre, skulle jeg mene.”  “Nej, ved du nu hvad, Katrine! Nu er du vist ved at blive gammel! Er du svagsynet, siden du ikke kan se forskel på tyskerrak og vi andre godtfolk?”  Katrine tog en dyb indånding – så bed hun:  “Mine øjne er vist gode nok, siden de ser jeres slagterbutik fyldt hver morgen med tyskere, og I leverer vel også til vandrehjemmet? Kan slagtermesteren ikke se forskel på tyskernes penge og på godtfolks skillinger – så hils ham fra mig og sig, at han er ved at blive svagsynet!”  Slagtermadammen snappede ef
ter vejret; skønt hårdt ramt besindede hun sig, fnyste og drejede om på hælen – sejlede videre i den morgenstille gade.        Om forfatteren  Hans Kristian Jørgensen (f. 1934 i Midtjylland) er landmandssøn og har som læreruddannet virket i folkeskolen, i efterskolen og højskolen. Som forstander oprettede han en ny ungdomsskole, inden han blev sognepræst og provst i Vestjylland. Som emeritus i Viborg debuterede han i 2013 med romanen Lange spor, der nu efterfølges af en novellesamling.

Hårspættens hårspændespæn

af Thomas Stordal Philipsen

I Syvmileskoven sker der de mærkeligste ting. Hårspætten Henry (hvilket i sig selv er mærkeligt – en fugl med hår!) studerer biller i sit drivhus sammen med sin bedste ven Krage Kristian. Soldaterbillerne er de mest spændende, men man skal dog ikke spise dem!  Et andet sted i skoven opfører billerne en billeballet i bedste westernstil. Her møder du blandt andet Bille The Kid og Buffalo Bille!  Alt imens forsøger borgmesteren i smådyrsbyen Hårkøbing, Ronald Krikand, at blive præsident i hele Syvmileskoven. Til (stor!) ”hjælp” har han sin tro følgesvend, Villy Væsel.  En dag finder Henry Hårspætte nogle hårspænder, som et menneske har ”tabt”. Snart galoperer han rundt på et af dem, og flere af skovens fugle følger trop. Hermed ser en ny sportsdisciplin dagens lys: et hårspændespæn!        Uddrag af bogen  ”Og starten er gået,” kaglede Kalle Kalkun, og nu gik det stærkt. Både i feltet af galoperende fugle og ordstrømmen, der kom ud af kalkunens næb. ”Dorthe Duehøg er kommet godt fra start efterfulgt af Børge Bogfinke og Henry Hårspætte. Lige efter dem følger Søren Solsort og Birthe Kærsanger. Frederik Fuglekonge og Torkild Træløber er sakket lidt bagud, og håbløst sidst har vi Simon Skovskade, der sidder på hårspændet i sin noget specielle skovskadestilling.”   ”Ja, det har jeg aldrig set før,” siger Tue Trane, ”det kan da ikke være særligt behageligt.”  ”Næppe. Måske også derfor han er sidst,” meddelte kalkunen tørt. ”Nu sker der noget. Fuglekongen rører på sig og er kommet op på den forjættede fjerdeplads, der giver adgang til semifinalen.”          Om forfatteren  Thomas Stordal Philipsen er født i 1971 og opvokset i Vestjylland, nu bosiddende på Fyn. Han er uddannet cand.mag. i middelalderarkæologi fra Aarhus Universitet i 2002 og meritlærer fra Odense Seminarium i 2006. Han har i de sidste 15 år arbejdet med formidling og undervisning i både museums- og skoleverdenen.

Uden for kærlighedszonen

af Josefine Rye

Året er 2072. Den nye tidsalder er begyndt. En tidsalder, der lader mennesker kæmpe mellem lyset og mørket. Alle er passagerer på vej mod det næste tog, på deres livsrejse, som drives og styres af flere kræfter. Togene kører i alle retninger, både horisontalt og vertikalt, og mod Jordzonens mørke steder og de lyse, inden for kærlighedszonen. Med sig bærer de missionen om at føre folk mod det rigtige Menneskerige. Men findes det?
Uden for jordzonen følger de kosmiske bevidste passagerernes rejse for at hjælpe dem. For der er farer på den lange vej. Oven over himmelhvælvingerne, i stjernefelterne, skaber de nye tankebuer baseret på både negative og positive tanker. Tankebuerne skaber mere lys. Kosmisk lys.          Uddrag af bogen  Når alferne har sunget deres sang mod havet, flyver de videre mod nye højder. De følger den vej, som er lagt for dem hen over skylagene. De fungerer som kilder for den nye verdens begyndelse, og med deres små øje kan de se langt frem, når de når de rette højdedrag, hvorfra den nye energi kan bære dem videre.  Hen over himlen under dem samler små skyer sig. De lægger sig mellem de flydende øer og former små passager, hvorimellem alferne kan flyve rundt. Herfra ser de hen over den jordiske verden. De ser ham på hans rejse, og de følger ham som skytsengle. Deres viden bringer de videre til de højere skylag. Til de kosmiske bevidste.  De ser ham ved springvandet. Ved stenmurene. De ser ham nu køre videre med toget. Et sølvtog, der stopper lige frem for ham. Han møder det, da han går om hjørnet ved en kirke.          Om forfatteren  Josefine Rye har spillet teater, arbejdet på café og været model. I en alder af 30 år valgte hun som antropologistuderende at engagere sig i socialpolitisk arbejde. Men kunsten har altid været hendes drivkraft. Med denne roman håber hun at kunne inspirere andre til at leve deres drømme ud.   

Det som ingen ser

af Kasper Valentin

Hvad gør man, når man pludselig rammes af invaliderende smerter, som lægerne bare siger er indbildning? Hvad gør man, når man mister sin identitet og bliver opgivet og overladt til sig selv af det system, der ellers skulle hjælpe en?    Det som ingen ser fortæller Kasper Valentins barske historie om at være usynligt syg, og hvordan han håndterede det, at hverken læger, familie eller venner kunne se, at der var noget galt med ham. Det er også historien om, hvordan han fik tilværelsen til at fungere igen, efter han mistede sin gamle tilværelse og sine drømme om fremtiden.      Uddrag af bogen  Hver gang jeg kom til min læge, kunne jeg mærke, at han var en smule irriteret over, at jeg ikke ville acceptere min formodede psykiske sygdom. Jeg blev ligeledes irriteret over, at han kunne finde på at nævne det over for mig, da jeg allerede havde en erklæring fra en psykiater på, at der intet psykisk var galt med mig, men den var han åbenbart hævet over. En dag, hvor jeg havde en konsultation hos ham, havde han lige været på et kursus i en ny diagnose. Det var første gang, at jeg hørte ordet funktionel lidelse. En psykiatrisk diagnose, som samler stort set alle fysiske diagnoser under én psykisk paraply.            Om forfatteren  Kasper Valentin (f. 1983) er opvokset og bosat i Svendborg. Han er uddannet folkeskolelærer og CEO for sundhedsportalen BetterWing. I 2008 blev han ramt af invaliderende smerter, der ændrede hans liv, og han har siden da oplevet systemet indefra og de udfordringer, en usynlig sygdom fører med sig. I 2014 medvirkede han i DR-dokumentaren De uhelbredelige?

Drengen, der løb væk og gemte sig på taget

af Jari Dolberg

Rigtig mange mennesker lider af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Landsforeningen SPOR anslår, at ca. 100.000 voksne danskere slås med det, der skete dem for længe siden. Jeg kan nu se, at mine malerier i mange år har kredset om den historie, jeg først nu kan sætte ord på. Det har været en lang, smertefuld rejse igennem dét, der har været med til at sætte så stort et præg på hele mit liv. Det er mit håb, at bogen her kan være med til at sætte fokus på et område, der stadig er meget tabubelagt.  Det har så store konsekvenser, når et barn bliver krænket. Og vi har som samfund og som enkeltpersoner en 3-delt forpligtelse: at gøre hvad vi kan for at forhindre overgreb, at skabe lovgivning, der kan standse krænkerne, og – at sørge for den rigtige hjælp, til dem, der har lidt skade.      Uddrag af bogen  Taget  var fladt  mit tilflugtssted om natten  Det var koldt  nogle gange frostvejr  Jeg kunne høre at I ledte efter mig  vrede og sultne  som kannibaler  der er blevet snydt for et måltid          Om forfatteren  Jari Dolberg, født Knudsen. Født 1971 i Randers, opvokset i Assentoft. Student fra Aarhus Akademi 1999. Stud. theol. 1999-2002. Billedkunstner med særligt fokus på maleri, grafik og skulptur. Diverse udstillinger i Danmark, Tyskland og Norge. Medlem af Landsforeningen SPOR.

Vinterdigte

af Jørgen Nancke

Så er Jørgen Nancke på banen igen – med sin anden digtsamling. Sværten fra hans første er knap nok blevet tør, før hans nye er en realitet. Og hvilken digtsamling. Ægte, autentisk og stemningsfyldt. Hele følelsesregistret er igen i spil i hans digte: fra fortidens magtesløse tristhedstanker til kærlighedens varme og fristende tilstedeværelse.  I hans første digtsamling Ravnsort spirede et nyt ”jeg” lige så skrøbeligt frem.  Med Vinterdigte har Jørgen Nancke gjort sig en bevidst anskuelse ”Jeg ved, hvad jeg har været – jeg ved, hvad jeg er”. En opvågning, som han udtrykker gennem poesi.   ”Den, der opfatter fremtiden som modvind, går i den forkerte retning” (Martin Held, professor). Jørgen Nancke beskriver modvind på fremragende vis – men lader sig ikke snigløbe. Han forbliver tro mod sin drøm om at skrive, han forbliver tro mod sin skabertrang og afstemmer på fineste vis sit talent i en retning, der bærer fremtiden i sig.    Gert Radoor  Priv. prakt. psykolog og coach          Uddrag af bogen  Frosne Blade  Jordens blottede, bugtede blodåre er fast frosset til,    og himmelen lægger nænsomt sit usynlige kuldeslør som et ligklæde hen over. Iskold og døende hvid ligger den livløs mellem volde af stivnet, furet jord,  mens naturens vintertårer tavst løber under de glasklare, sorte is-ar   og som flygtige minder om sommer   stikker sylespidser af strå op gennem dens kolde, glitrende krystalhud,  og de knækkede siv støtter sig op ad hinanden i hviskende sorg,   mens de frosne blade kaster sig lydløst i døden fra træskelletternes top.          Om forfatteren  Jørgen Nancke har bevæget sig fra den sociale arvs forkrøblende univers og ud til en plads i livets lys. Hans udvikling har været præget af mørke, melankoli og modvind, hvilket afspejles i teksternes dyb. Jørgen Nancke kan i dag opleves med både lyrik og musik – begge dele afspejler et levet mønsterbryderliv.  Læs mere på: www.riverside.dk

Kærlighedens tornefulde vej

af Nikkie Holm Cordua

Kærlighedens tornefulde vej handler om den svære kærlighed og den smerte, kærlighedssvigtet fører med sig.        Uddrag af bogen   Mit livstræ  På stranden lytter jeg til havets bølgeslag,  sidder og længes efter dig;  synes, alt er håbløst.  Du var som et livstræ  fyldt af sang og glæde;  et livstræ, hvor jeg kunne finde hvile.  Jeg fik aldrig sagt de ord,  jeg gerne ville.  Nu synes min vej svær og stenet at gå på,  sorgens toner fylder mit sind.  Jeg vandrer nu mod Tåredalen,  for jeg kan aldrig glemme dig, mit livstræ.  Tag aldrig dagen for givet;  tro ikke, at alt kan nås en anden dag,  for livet er ikke en selvfølge.  En stille bøn jeg beder,  kun med dig bliver jeg glad igen.        Om forfatteren  Nikkie Holm Cordua (f. 1978) tager i sin digtning udgangspunkt i sit eget liv og egne erfaringer. Kærlighedens tornefulde vej er hendes debut.    

Drengen, der skiftede job

af Else Cederborg

BagsidetekstDa Steffen dør, er han kun otte år, hvilket betyder, at han er blevet snydt for 66 af de år, han egentlig skulle have haft. Det skaber kaos i Himmel og Helvede, men først og fremmest fordi han ikke vil finde sig i det og protesterer kraftigt. Hverken engle eller djævle ved, hvad de skal gøre ved ham og hans fuldt berettigede krav, men så er der en, der får en ide: Lad ham blive Dødens medhjælper, indtil man finder en permanent løsning på problemet. Døden er en ældgammel, men meget samvittighedsfuld embedsmand, og han har virkelig brug for hjælp i det daglige. Jobbet som hans assistent er krævende, men også meget spændende. Det er dog langtfra alt, som idealisten Steffen kan acceptere, så han får både interessante oplevelser og en hel del at brokke sig over, selv som død … Uddrag af bogen Efter at have fået denne afdøde ekspederet videre i systemet, fortsatte de til en anden. Det var en stakkels, forslået mand, der sad ret op og ned på jorden. Blodet dryppede fra hans mange sår, og han jamrede af smerte. Da Døden lagde sin skelethånd på skulderen af ham, så han dog ikke særlig forbavset ud, men lod sig føre af sted uden de store protester. Steffen var ikke bare chokeret, men direkte forarget. Manden var højst 30 år, og han lignede ikke en slagsbror. Han var sandsynligvis blevet overfaldet og rullet af en eller anden bandit. Da han spurgte Døden, hvad der var foregået, sagde han: “Det er såmænd den ottende, som denne mands morder har berøvet livet.”“Jamen skulle vi så ikke tage ham i stedet for?” råbte Steffen. “Vi kunne jo også give politiet et praj om, hvem det er.”Døden så meget forbavset ud, og det var tydeligt, at den tanke aldrig var faldet ham ind, og at han også så den som højst besynderlig. “Næh,” sagde han, “det kan vi ikke. Det er ikke vores opgave. Vi skal bare indhøste afdøde og få ham afleveret i Riget.” Om forfatteren Else Cederborg er cand.mag. i dansk og engelsk. Før i tiden skrev hun især kronikker og debatindlæg samt faglige artikler og anmeldelser for bl.a. Politiken. For få år siden blev hun grebet af en litterær raptus, hvorefter hun har udgivet rigtig meget, både fortællinger og digte.

Den sidste passager

af Niels Martinov

Kriminovellen er en respekteret genre, som de bedste krimiforfattere har gjort brug af. På få sider beskrives en forbrydelse eller konflikt, hvis løsning på den allersidste side helst skal overrumple læseren. For hvem er den skyldige? Hvem snyder hvem? That’s the question, Dr. Watson, som Sherlock Holmes har udtrykt det.  Der er efterhånden sjældent, at der udgives en samling kriminoveller af en dansk forfatter.  Med Den sidste passager giver krimiforfatteren Niels Martinov sit bud på 18 kriminoveller af i dag. På Forlaget mellemgaard har Niels Martinov fået udgivet tre romaner i sin serie om kommissær Stein.   Om Ud hvor du ikke kan bunde skrev Lokalavisen Frederiksberg: ”Martinov er veteran, og han ryster ikke på hænderne … Romanen er intens, medrivende og underholdende.”  Om Du er en ond mand hed det i Weekendavisen: ”En underholdende kriminalroman … Niels Martinov rammer i sin krimi den danske hverdag i 2014 på kornet.”      Uddrag af bogen  ”Men lad mig lige en sidste gang skære det ud i pap for dig,” vedblev han. ”Derude i mørket venter en psykopat, der driver gæk med politiet. Han venter blot på, at en pige som dig stiger af bussen, helt alene, og uden nogen til at forsvare sig, det er det eneste, han har i tankerne. Men du virker, som om du er ligeglad.”   Den sidste sætning blev tilføjet med en tydelig forundring i stemmen.   ”Jeg er ikke ligeglad,” svarede hun knap hørligt.   ”Jo, du er ligeglad. Ja, værre end det. Du provokerer ham. Du udfordrer ham. Du siger lige op i hans åbne ansigt: Ha ha, som om jeg er bange for dig, ha ha, som om det rager mig en høstblomst, om du har myrdet de tre piger, ha ha, jeg er ikke en skid bange for dig. Du kan ikke gøre mig noget. Det er det, du siger, det ved du godt, ikke? Lige op i fjæset på ham.”   Hun svarede ikke. Ikke i første omgang. Hun var nærmest kravlet helt ind i sin mørkegrønne parkacoat, og det kunne godt se ud, som om hun havde givet slip på livet og allerede lagt sin skæbne i hånden på den ukendte morder, der lurede et sted derude.          Om forfatteren  Niels Martinov har siden sin debut i 1984 fået udgivet en snes bøger. Det drejer sig dels om spændingsromaner og dels om biografier om f. eks. Henrik Stangerup, C.V. Jørgensen og Ole Ernst.

Verdens lykkeligste land

af Joachim Novicki Nielsen

BagsidetekstDet lille kongerige mod nord er igen blevet kåret til verdens lykkeligste land, men hvad hjælper det forretningsmanden Gert, der stadig er underlagt det fjols af en direktør? Den unge Maria har ikke fået andet en ydmygelser ud af at være smuk og sød. Men ligesom Gert har hun en plan. Det har Saed også. Han vil være dansker, for han er født her, selvom hans forældre er iranere. Grethe forstår godt danskernes lykke, men de må også forstå, at hun som enke er bekymret for den stigende kriminalitet. For man kan jo ikke stole på nogen, så Grethe tager sine forholdsregler ligesom Psycho, der nok skal få sit gamle øgenavn, Brille, rystet af sig. En gang for alle.Og så er der Morten. Han handler med brugte naziuniformer, fordi det nemmere end noget andet finansierer det, han skal bruge for at blive lykkelig. Uddrag af bogen Når jeg får ordet i vores konferencelokale, har jeg det som en Apollo-raket, der stiger til vejrs. Ophøjet. Stolt. En slags avantgarde, der skal ud og hente viden, ingen andre har. Forskellen er blot den, at jeg, modsat Apollo-raketten, allerede har hentet min viden. Jeg er foran. Men jeg kan ikke spille dét kort endnu. Jeg starter i stedet med at kæle. Jeg siger, at jeg vurderer Søren til at være en dygtig direktør, og at jeg ved, hvor mange forhold han skal holde styr på som virksomhedens daglige leder. Så kommer jeg med lidt almene betragtninger om Generates markedssituation og lader det munde ud i en konklusion om, at vi er nødt til at gøre noget ved vores alt for høje lønomkostninger. Søren ser sig nervøst omkring. De fire andre fra bestyrelsen ser afventende op på Henrik, vores bestyrelsesformand. Hvad mener han mon? Han bider læberne sammen (på den der Morten Olsen-måde) og vejer sine ord. Jeg venter. Han rømmer sig og gør anstalter til at rejse sig. Jeg venter. Han skubber stolen tilbage og rejser sig. Mit afgørende moment er kommet, og jeg skærer ham af: ”NORDIC LEAN!” siger jeg. Om forfatteren Joachim Novicki Nielsen (f. 1973) instruerer og skriver film. Han er tidligere speedwaykører, men måtte uddanne sig til økonom for at betale sin gæld. Han er desuden ivrig samfundsdebattør med dannelse som et tilbagevendende emne. Verdens lykkeligste land er hans debut.

Ussel

af Jørgen Vangsted

Bagsidetekst  Assel er som så mange andre landsbyer truet af afvikling. Specielt efter kommunesammenlægningen er det gået stærkt. De folkevalgte er forblændede af tal og den politiske nødvendighed, og en stærk embedsmand kan med sine regneark bevise, at skolen ikke længere kan betale sig. Ellers skal alt helst være som det plejer, og det er i sig selv ved at bremse udviklingen. Indgroede konventioner fortæller om det, man gør, og det, man ikke gør, mens sladderen vogter over sine bysbørn. Men det kan tilflyttere måske lave om på? Ussel er en polemisk, humoristisk historie om det, som nye grænseoverskridende ideer kan føre med sig. Men det er også en fortælling om menneskelig skrøbelighed, for der er som regel altid en flankeret dagsorden at forholde sig til …        Uddrag af bogen ”Jeg er præst her i byen, hvis du skulle have glemt det!”  ”Og …?”   ”Derfor kan jeg selvfølgelig ikke deltage i den slags. Og hvad tror du, Laurids siger til, at en af hans lærere er med?”   ”Laurids! Herregud. Hvis det stod til ham, drejede Jorden slet ikke rundt mere. Det er en alt for hasarderet oplevelse for folk som ham.”  ”Sikkert. Men jeg gør det ikke, Thomas.”  ”Torsten kan få noget til at ske her i byen. Kan du komme i tanker om andre, der tager initiativ til noget som helst?”   ”Det er muligt, at Torsten kan noget, andre ikke kan. Men nøgenløb, Thomas ..."  Om forfatteren Jørgen Vangsted er født og opvokset i Serritslev nord for Brønderslev. Han er tømreruddannet og folkeskolelærer, er politisk engageret og har tidligere skrevet mange debatindlæg samt selvudgivet Rejsen til Grønland i 2010. Vangsted har desuden sammen med sin familie medvirket i Jørgen Vestergaards debatfilm Landsbyen lever.

Spionagenterne og tyvene i den grå varevogn

af Anne Mette Asp

Niki og Victor prøver igen at hjælpe Mads, der stadig har det dårligt derhjemme. Derfor kommer de tættere på hans voldelige stedfar, end de bryder sig om, og det bliver ikke bedre af, at han er ven med skolens pedel. Snart bliver det utrygt for Niki at gå i skole.   Spionagenterne og tyvene i den grå varevogn er tredje og sidste bind i serien.

Musefamilien på eventyr

af Eva Lange Jacobsen

– Av, min musefinger! En mus har skåret sig på en flaske, og en anden mus har brændt sig på et cigaretskod. Affald fra mennesker giver de små mus skader, men nu skal det være slut.  Læs om de seje musebørn, der går til kamp mod affald i naturen.

Pan og pindprinsen

af Ibi-Pippi & Poul Pava

Pan og pindprinsen er et klassisk eventyr, der har fået en overhaling, så det er blevet tidssvarende. I de eventyr, som vi alle fik læst højt som børn, var der altid en morale eller en beskrivelse af samfundsmæssige udfordringer eller problematikker. Det gælder også for Pan og pindprinsen, der er den første børne­bog på dansk, der i eventyrform beskæftiger sig med homoseksualitet. Historien er en hyldest til mangfoldigheden, og den understreger vigtigheden af, at man accepterer den måde, man selv og andre er skabt og lever på.   Eventyret er fortalt i et letlæst sprog og er særlig velegnet til højtlæsning for mindre børn. Det kan dog sagtens læses af større børn og voksne, da dets finurlige sprogunivers har ­noget at sige til læsere i alle aldre.        Om forfatteren  Ibi-Pippi (f. 1977) er forfatter, kunstner og politisk aktivist. Han er på kort tid blevet landskendt for sine kunstneriske happenings, der blandt andet har sat fokus på homoseksuelles rettigheder, materialistisk overforbrug og dyre­velfærd. Han er desuden forfatter til flere bøger og digtsamlinger.    Poul Pava (f. 1967) er kunstner, designer, jazzmusiker og digter. Han har malet i over 30 år og er kendt for de karakteristiske figurer i naiv og spontan stil, der beskriver ”barnet i os alle”. Hans univers indeholder alt fra større malerier, lærredstryk, posters, design på porcelæn og meget andet.

DET LETTE VALG

af ALMEDINA BAJRAMOVIC BOSKAILO

Det at spise gluten- og sukkerfrit har i løbet af de senere år vist sig at give et bedre liv for rigtig mange mennesker inklusive mig. Mange almindelige problemer i dagligdagen som oppustethed, diarre, forstoppelse og mavekramper kan være forårsaget af, at man ikke tåler gluten. Denne bog er derfor tænkt som en håndsrækning både til dig, der skal i gang med en kostomlægning, og til dig, der allerede har gavn af at spise gluten- og sukkerfrit, men har lyst til ny inspiration til dine måltider. Det lette valg – glad og sund uden gluten og sukker er en kogebog fyldt med opskrifter i sunde udgaver med mange grøntsager og uden hvedemel og sukker. Almedina Bajramovic Boskailo viser, at det sunde valg ikke behøver at være svært, og hun har her samlet sine bedste opskrifter på nem, sund og lækker hverdagsmad til alle dagens måltider. Om forfatteren Almedina Bajramovic Boskailo kommer oprindeligt fra Bosnien-Hercegovina. Hun arbejder til daglig som gymnasielærer i Aalborg, og sund madlavning er en af hendes største passioner ved siden af undervisningen. Hun er kendt fra bloggen sund_inspiration på Instagram, hvor hun ofte deler sine egne erfaringer og lækre opskrifter med sine følgere.

Historien om solbærdyret

af Hanne Bistrup

Historien om solbærdyret handler om et barns møde med naturen og om, hvordan fantasi og virkelighed somme tider kan forveksles, indtil børn lærer at kende forskel. Når voksne beskylder børn for at lyve, glemmer de, at børnene selv tror på det, de siger. Løgnen lærer de først at kende senere.  Bogen er illustreret tegneren Nini Torp.  

Historien om Saga Studio

af Paw Kåre Pedersen & Niels Jørgen Clement

Dette er historien om Saga Studio. Det legendariske filmselskab, der stod bag en lang række af de nu klassiske film fra den folkelige danske films guldalder. Primus motor bag selskabet var John Olsen, der stiftede selskabet og helt usædvanligt drev det som et enkeltmandsfirma frem til sin død i slutningen af 1959. Hans sidste film blev en opsummering af hele hans produktion og et højdepunkt i den danske folkekomedietradition: Baronessen fra benzintanken. Den driftige John Olsen skrev selv det grundlæggende manuskript til denne og de fleste af den tids andre Saga-film. Han drev sideløbende filmudlejningsselskabet Teatrenes Films-Kontor samt den enorme københavnske premierebiograf Saga Teatret.    Denne bog er et kig ind bag kameraet, hvor vi følger selskabets forhistorie, dets opbygning og optagelserne af de enkelte film fra John Olsens periode. Via interviews og udtalelser givet gennem tiderne er det langt hen ad vejen de implicerede Saga-folk og deres efterkommere, der selv fortæller historien.      Uddrag af bogen  Ikke alene havde han mistet udlejningen af de populære ASA-film, som Henning Karmark og Lau Lauritzen producerede – han fik heller ikke længere ASA-filmenes premierer på Saga Teatret. Hvis John Olsen for alvor skulle holde gryden i kog, måtte han etablere et nyt filmselskab, som kunne producere en række populære danske film pr. år til udlejning igennem hans udlejningsselskab og til premiere på Saga Teatret. Nordisk Film, Palladium og nu også ASA disponerede til anden side, så der var ikke anden mulighed end at starte helt forfra for sig selv, hvis han ville fortsætte på samme niveau som hidtil. John Olsens nye filmselskab måtte have sit eget atelier …        Om forfatteren  Paw Kåre Pedersen (f. 1972) har tidligere skrevet bøgerne om Lau Lauritzen og ASA Film (2010-2012) samt linernotes til diverse cd-udgivelser. Senest De allerbedste med John Mogensen: Hvad er der så mer’? (Universal, 2014). Uddannet inden for forsikring og har arbejdet på kontor i den branche i 20 år.   Niels Jørgen Clement (f. 1945) er uddannet civiløkonom (HD/Organisation) og selvstændig virksomhedskonsulent og underviser på videregående erhvervsuddannelser i ledelsesfag. Har i en lang årrække lavet research på de gamle danske filmselskabers organisation, ledelsesforhold og nøglepersoner. Desuden har han skrevet artikler til Det Danske Filminstituts Filmdatabase (2007) og til Filmleksikon (Gyldendal, 2010).