Gladiator

Bøger udgivet af Gladiator

Skriftserie for ny dansk litteratur #3

af Josefine Klougart, Josefine Graakjær, Jacob Skygge

Skriftserie for ny dansk litteratur #3 er lavet i samarbejde mellem Forlaget Gladiator og Vestjyllands Højskole. Skriftserien indeholder bidrag af en lang række forfattere og billedkunstnere med tilknytning til Gladiator. Overskriften for skriftserien er Billedmageri & Social indignation — Utopi & Politisk digtning. Denne overskrift er ikke grebet ud af den blå luft, men valgt på baggrund af nogle tendenser, som redaktionen for skriftserien mener at have kunnet spore i de seneste års litteratur. Den sociale indignation ses som bekymring for samfundets udvikling i almindelighed, ét tema er marginalisering af de svage, bl.a. de psykiske syge, og hvad det i det hele taget vil sige at være normal, indvandring etc. Et andet tema er den globale opvarmning og hvad de klimatiske forandringer kommer til at betyde nu og her og på sigt. Med skriftserien ønsker redaktionen, forfattere og forlag at skabe ny dansk litteratur, som fortæller om vor tids situationer i et sprog, som taler til vore tids unge. Skriftserie for ny dansk litteratur giver et billede af tiden, som rækker ud over teksterne.

Hybrid

af Ninette Larsen

Ninette Larsen, Hybrid Ninette Larsen udtrykker i sine debutdigte Hybrid noget nyt, noget ikke-før-set. Hun repræsenterer ikke bare den yngste litteratur, hun inkarnerer den. Det vil sige: hun er en sådan ny litteratur. - Hun ånder sit udtryk med samme selvfølgelighed, som hun trækker vejret. Det er naturligt for hende at skrive præcis, som hun gør. Altså er hendes digte digte i naturform. Sådan som digte må være og skrives for et natur-talent.I mangel på den erfaring og det panser, som årerne giver eller kunne give, har hun kun sproget selv til rådighed. Men det har hun qua sin alder til gengæld også i overmål. Hun er nemlig i den fase af livet, hvor billederne bliver til. Det vil sige ikke-20-år-gammel. Man tænker uvilkårligt på Morti Vizki eller Michael Strunge. At der er den uspolerethed i billeddannelsen og i farten og dødsforagten. Og at den uspolerethed paradoksalt nok lever af og med det dybe sår.  Hybrid. 68 sider

Bedrag

af Eva Iversen

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu. Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende. At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange. Man kan sige, at Astrid spejler sin egen historie i nogle af de psykiatriske patienter, hun har kontakt med. Heri ligger en parallel til kærlighedsforholdet. For Astrid er det vigtigt at udholde at være i det forhold hun har til Arne. På samme måde som i nattevagten, undersøger hun ubevidst, hvor meget hun kan klare, inden hun går i stykker. Der er en dobbelthed her, for der er både en tvang hos Astrid til at skulle kunne udholde. Men der er også en længsel hos hende. Så længe hun kan udholde, styrer hun virkeligheden. Så er der ikke noget at være bange for. Det er en illusion. Men hun ved det ikke. Det er sammenbruddene over tid, der hjælper hende. Fordi det fortrængte kommer frem. Hun begynder at huske. Hun begynder at være mindre fragmenteret. Hun begynder at hænge mere sammen. Hun begynder at kunne nærme sig sig-selv. 

Hun er vred

af Maja Lee Langvad

Bogen fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatte­rens egne erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevel­ser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede.  Bogen er resulta­tet af mange års research, og den kommer rundt om en lang række emner som slægt­skab, racisme, køn, krig og global ulighed. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en underspillet humor.    Bogen beskriver et nyt erfaringsområde i dansk litteratur. En dybt personlig og poli­tisk bog, der kan læses som både et digt, et kollektivt vidnesbyrd og en dokumenta­tion af forholdene i adoptionsindustrien. Samtidig er bogen et vigtigt indspark i den aktuelle debat om transnational adoption, en debat der i mange år har været domine­ret af adoptanter og dem, der arbejder i adoptionsindustrien. Nu bliver debatten beriget en stemme, som er den adopteredes egen.    Maja Lee Langvad (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske. Fra 2007-2010 boede hun i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydko­rea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.          

Find Holger Danske Appendix

af Maja Lee Langvad

Bogen ligger i forlængelse af Maja Lee Langvads me­get roste debut Find Holger Danske fra 2006. På samme måde som i debuten stiller forfatteren en række spørgsmål til forskellige familiemedlemmer og til sig selv. Denne gang er spørgsmålene stillet efter mødet med de biologiske forældre, som også indgår i en fotoserie i bogen. Langvad viser os, at historien ikke slutter, der hvor ‘Sporløs’ slutter.   Maja Lee Langvad (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske. Fra 2007-2010 boede hun i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydko­rea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.

Mor og Busser

af Kristina Nya Glaffey

Mor og Busser er en romantisk komedie om en lesbisk kernefamilie i den kreative klasse, om hverken at være moren eller faren, og om at være voksen, selvom man dybest set opfatter sig selv som et barn.  Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg har illustre­ret bogen med 20 grafiske blade.  “Kristina Nya Glaffey er satiriker. Familiemønstre, øko-bevidsthed, 68-generationen, ekspertvælde og hverda­gens små selvfølgeligheder og kunstnerrollen står for skud. Men det er for så vidt set før. Det er der så mange, der gør i. Vi gider ikke høre mere. Men det mærkelige er, det er aldeles forunderligt, at selv det banale, det aller­mest trivielle hos Kristina Nya Glaffey bliver nyt. Vinklet igen. Følsomt og intelligent. Her under dække af barnets undrende perspektiv.” - Hans Otto Jørgensen Kristina Nya Glaffey er forfatter og født i 1979 og uddannet fra Forfatterskolen i 2005. Hun har tidligere udgivet prosabø­gerne Lykkejægere og Padder og krybdyr. Pernille Kløvedal Helweg er billedkunstner og født i 1946. Hun har været aktiv på den danske kulturscene siden 1970’erne og har mange bøger og udstillinger bag sig. www.pernillekloevedalhelweg.dk 

Nervernes adresse

af Lea Marie Løppenthin

Nervernes adresse er en bog om at være både uvirkelig og forlegen. Om at ville holde sig på god fod med vejrforholdene, i ligeså høj grad som med andre mennesker. Der er længsel efter at være forsvarsløs og efter at blive beskyttet. Det er sjovt og ikke sjovt. Men mest af alt søges en livsform, der kan tage angsten på sig som en gavmildhed.  Lea Marie Løppenthin (f. 1987) er uddan­net fra Forfatterskolen i 2013. ner­vernes adresse er hendes debut.

Marble

af Amalie Smith

Marble er en bog om marmor og koraller, antik polykromi og infrarødt fotografi, bemalede gipsafstøbninger og digitale 3D-modeller, arkaiske korestatuer og græske svampedykkere. En bog om at blive opslugt og om at længes – om Marble, der rejser fra Daniel og kærligheden i København til Athen for at lede efter farverester på byens antikke skulpturer, og om den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, der foretog en lignende rejse til samme by 110 år tidligere.

Øgledage

af Leif Panduro

Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse. At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.

Rosebud

af Josefine Graakjær Nielsen

JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN: ROSEBUD, ET DIGT Orson Welles film Citizen Kane er blevet kaldt verdens bedste film. Den handler om en stor mands karakter, mediemogulen Kane, og tegnes på baggrund af hans sidste ord: ”Rosebud”. Josefine Graakjærs debut, et langdigt, bærer netop titlen ”Rosebud”. I filmen oprulles historien om manden af en række journalister, som kommer med hver deres bud på, hvad manden kunne have ment med ordet ”Rosebud” og om der ikke i det ene ord skulle gemme sig en kerne af sandhed om ham. Og hvad finder de så? ”Rosebud” er ikke andet end det tåbelige fabriksnavn på en billig kælk. Men det er så til gengæld også den kælk, som Kane legede med som barn den dag, han blev fjernet fra sin mor. Josefine Graakjærs ”Rosebud” udgør på samme måde en slags kerne. Men uden at være en given ting. Det er et ord, først og fremmest et ord. Og så altså en hentydning til Kane. Hele digtet er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1) en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt - og 2) en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt. Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåsset. Men melankolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten. 

Emma Emma

af Ida Holmegaard

Emma Emma er en roman om sommerens arkitektur og landskaber. Hvor sidder feriens hjerte. Hvordan laver man kærlighed og omsorg om til begivenheder, man sammen kan bebo. En roman om jobs i serviceindustrien, om sankthansbål og om, på en gang at være nervøs og eksalteret over, ikke at kunne adskille sig selv fra andre og fra omverdenen. Romanen udfolder sig over en sommer, der er så lang, at det kan være svært at tro på, at den nogensinde slutter. Tiden er holdt op med at gå og er blevet til et stort, blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen. Ida Holmegaard er uddannet fra Forfatterskolen i København, med afgang i 2013.

Min far er en tiger

af Sara Roepstorff

MIN FAR ER EN TIGER er historien om en familie, som rammes af sygdom. Det er forfatterens minutiøse registrering af sorgen, vreden, fortvivlelsen og håbet i forbindelse med hendes fars kræftsygdom. Romanen er forfatterens heroiske bedrift, skrevet igennem 2 år og med næsten videnskabelig akkuratesse. Fra diagnosen stilles via stamcelletransplantation, raskmelding og videre. Romanen er på én gang overlevelsesstrategi og et portræt af en familie og en far.  MIN FAR ER EN TIGER skaber sit helt eget billedunivers, et univers af sprogligt overskud og stor skønhed, for simpelthen at give smerten bolig. For at ikke den og vi skal flakke hjemløse om.

Hun er vred

af Maja Lee Langvad

Bogen fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatte­rens egne erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevel­ser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede. Bogen er resulta­tet af mange års research, og den kommer rundt om en lang række emner som slægt­skab, racisme, køn, krig og global ulighed. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en underspillet humor.   Bogen beskriver et nyt erfaringsområde i dansk litteratur. En dybt personlig og poli­tisk bog, der kan læses som både et digt, et kollektivt vidnesbyrd og en dokumenta­tion af forholdene i adoptionsindustrien. Samtidig er bogen et vigtigt indspark i den aktuelle debat om transnational adoption, en debat der i mange år har været domine­ret af adoptanter og dem, der arbejder i adoptionsindustrien. Nu bliver debatten beriget en stemme, som er den adopteredes egen.   Maja Lee Langvad (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske. Fra 2007-2010 boede hun i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydko­rea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.          

Ingenmandsland

af Charlotte Strandgaard

Charlotte Strandgaard fejrer sit 50 års forfatterjubilæum med digtsamlingen Ingenmandsland, som er umiskendelig Charlotte Strandgaard.  I stemmeføringen og med hensyn til emnets presserende aktualitet. Stemmen er som altid lige sikker - Charlotte Strandgaard gør det aldrig vanskeligere, end det er, og det er svært, det er i sig selv en kunst – og emnet syg- og alderdom har, vil man erfare, smasket hende én lige i ansigtet: Lige før forløsningen falder han på gulvet. Med megen møje får vi hevet ham op. / Jeg får selv krampe i venstre ben igen lige før orgasmen. Vi flytter rundt på /mit ben. Og så lykkes det /endelig. Han mumler, at alderdommen  ikke vinder ved nærmere /bekendtskab. Humoren er en god partner,  den forløser som oftest de mest tåkrummende situationer, men det kan også blive så pinagtigt, spørgmålene til eksistensen så delikate,  at kun poesiens billedsprog kan hamle op med det. Således i Oldingens visdom: Hvordan ser oldingens visdom ud /Jeg prøver forgæves at se den for mig /Jeg prøver forgæves at tegne den /Jeg prøver forgæves at filme den // Sandet i hænderne drysser fra mig / Sandet er ikke til at holde fast /Sandet er oldingens visdoms enæggede tvilling Men der er også plads til, at Charlotte Strandgaard reflekterer over sin egen historie og egne bedrifter som forfatter i frontlinjen. Og ikke uden triumf konstaterer hun, at ligesom hun var den første, der skrev poesi om menstruationsblod og nedbrød tabuer der, sådan nedbryder hun nu tabuer om kroppens nedbrydning og fordærv og blod i afføringen.

Strunk

af Cecilie Lind

Strunk er et langdigt fuld af legesyge og viljestyrke. Det handler om at etablere en selvopholdelsesdrift, men at gøre det nynnende, at genopfinde rygsøjlen som strengeinstrument. Rummet er pigeværelset, og tonen er gurlesque. Det er et digt, der broderer sig frem, rastløst og uforsonligt. Digterkollegaen Signe Gjessing har læst bogen og skriver følgende: “STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig  forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.” Cecilie Lind debuterede i 2010 med den lille digtsamling, Ulven åd min eyeliner, på undergrundsforlaget OVBIDAT og har flere gange siden 2008 været publiceret i tidsskriftet Hvedekorn. I 2012 udkom Dughærget pupil accelererer tusmørke under Cecilie Linds egen genrebetegnelse, usagn, på Samleren. Lind blev i 2011 optaget på Forfatterskolen, som hun dimitterede fra i 2013.

Rød helikopter

af Karen Bergholt

Karen Bergholt (f.1964) debuterer med digtsamlingen Rød Helikopter. Rød Helikopter er et radikalt og modigt værk, et værk om at finde sammenhænge i sammenbruddet, at komme verdensvendt ud afkatastrofen.I Rød Helikopter er døden nærværende. Jeget, den kvindelige stemme, mister sin unge datter tilsindsforvirring og skizofreni. Sorgen følger efter, ligesom forræderi og forvirring, og det er såalvorlige emner, hvori præcision og humor bærer det igennem.Karen Bergholts Rød Helikopter er en balancegang i livet, et forsøg på at opretholde retningen i tilværelsens og sprogets sammenstyrtninger. Det er barndommens overmodige fodfæste i trækronerne; fra gren til gren, sikkert, opad, der sameksisterer med den modne kvindes natteønske om at forsvinde, at køre ind i vejværnet på motorvejen. Det er et liv uden retning, hvor kvinden bliver forladt af elskeren, en stoledans, med én deltager og ingen stole.Rød Helikopter er en digtcyklus, der vækker mindelser om J.P. Jacobsens arabeske lyrik, men gør det i en moderne form, hvor tragedien og minderne bliver båret smukt ind i sproget. Rød Helikopter er en hvirvel, et frit svæv.

Sommer

af Amalie Skram

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark. Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe. Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død.  Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til. Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4eg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin. Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form  er  fronterne trukket  skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

I udvalg

af Olivia Levison

Olivia Levison er sin generations bedste tænker. Debut med Min første Bog i 1874. Men som kvinde, når man ikke lige har Amalie Skrams kampgejst, afskåret fra offentligheden, usikker på, om ikke det kun er manden forundt at eje et skabende gen, kommer der ikke samlet set mere end én roman, endnu en novellesamling, en biografi om en engelsk socialist og et par anmeldser og nogle rejsebreve og andet småt i ugepressen ud af forfatterskabet. I et brev til forfatteren Erik Skram i 1879 skriver hun, at det hvirvlende, det usikre, det brudte Menneske er nået et Skridt videre end det vegetativt sikre. – Og: hun ser menneskene som blandet, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, og ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag. Denne hvirvlen og det at se Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag er helt i tråd med J.P. Jacobsens tænkning, når han i et brev til Edvard Brandes i 1880 skriver I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk Hel Her, ikke hos Brandes og hans snak om at sætte under debat, men i de to udsagn, Olivia Levison og J.P. Jacobsens, er det moderne menneske kommet på banen. I nærværende udvalg kommer man næsten hele vejen rundt i de kortere prosagenrer. Novelle og essay blandes fx i Støv til en helt ny og, kunne man påstå, privat genre. Sådan som genrespørgsmålet er vitalt for en række andre af tidens forfattere, Knud Hjortø med sine syner, Johannes V med sine myter og Marie Bregendahl med sine billeder. Men Olivia Levison er tidligt ude. Hun er så klog, og man bliver gerne klogere af at læse hende.

Horden

af Hans Otto Jørgensen

Horden er en bog med digterportrætter fra den periode, vi plejer at forbinde med Georg Brandes og det moderne Gennembrud og videre frem gennem symbolismen, det vil sige fra J.P. Jacobsens skelsættende novelle Mogens 1872 til Marie Bregendahls roman En dødsnat fra 1912. Med denne samling portrætter forrykker Hans Otto Jørgensen det herskende perspektiv på perioden. Brandes bliver sat til vægs, mens J.P. Jacobsen og Olivia Levisons flueøjede modernisme gør godt.  “Litteraturen kvalificeres ifølge J.P. Jacobsen ikke ved fasthed, ikke ved færdigetilstande, men ved en margen af muligheder, som giver plads til alt muligt.Ting, begivenheder etc. forløber ikke kun fra ét punkt til et andet, som årsag og virkning,i simpel linearitet, men oppebæres af komplekse, måske endda modsætningsfyldte uafgørligheder. Det er i omegnen af dette, det jacobsenske program, Horden foldes ud.” - Hans Otto Jørgensen 

Hvad mener du med vi

af Jacob Skyggebjerg

Den svære toer. Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken!  Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske  Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder. Syv kvindelige forfattere på skriveophold på en højskole i den fiktive midtjyske provinsby Vikøbing i påskeugen, hvor de arbejder på deres nye værker og hver aften læser de ting, de skriver, op for hinanden.    Men frem for skrivning, er det mere madlavning i køkkenet, kaffe og afslapning på terrassen, der trækker. Og diskussioner. Og diskuteret bliver der. De syv forfattere kommer fra hvert deres hjørne i det danske samfund, og med sig bringer de hver deres opfattelse af verden, hvert deres levede liv og historie, som de inderligt beretter om og debatterer med hinanden.    En undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det. På godt og ondt, og dermed en hyldest til de mennesker. Det kan man sgu da kalde et koncept. Jacob Skyggebjerg imiterer gennem kvinderne ubesværet en vifte af litterære genrer. En skriver for eksempel science fiction, en anden skriver på en børnebog, og en tredje på en erotisk krimi. Karaktererne fuldendes gennem deres respektive litterære stemmer. Hver med sine særheder og mangler, hver med sin charme. Væk er forfatterens jeg-fortæller, korsfæstet af karaktererne, for i Hvad mener du med vi, er scenen deres. Skyggebjerg er således blot en flue på væggen, men ikke en hvilken som helst flue, det er – som i Vor tids helt – en minutiøst registrerende en af slagsen. Man fatter ikke, den i en sådan grad kan gå ind i og være hver enkelt karakter; en fuldstændig identifikation.    Jalousi, bagtalelse. Dyb smerte og sorg. Skyggebjerg tør tage fat, hvor det gør allermest ondt. Men ikke for at dyrke smerten, tværtimod: Han er ikke vulgær, men nærmere renfærdig – og med en vanvittig appetit på livet, som er så smittende. Og en humor, der kan give selv den tristeste undertøjsblonde en forsonende tone.   Hvis Vor tids helt var hovedret, hvor der som råvarer i rigt mål doseredes af hovedstolen, af provinshul og stofkultur, er Hvad mener du med vi desserten, sukkersød og cremet, en kæmpedessert på lige over 300 sider. Hvis Vor tids helt stank af mand og sure sokker, dufter Hvad mener du med vi af kvinder.    Først og sidst: Kvinder.    Man kommer til at tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen. Tove Ditlevsen.

Min lille horror.

af Mette Zingenberg

Mette Zingenbergs debut-noveller Min lille horror er en parring mellem Tove Ditlevsen, Edgar Poe og sydens fugt og varme. Tove Ditlevsen for fortielser og løgne i relationerne mellem bedsteveninder, mellem far og datter eller mellem han og hun, når de leger voksne og opfører sig som om, de havde været gift i årevis. Edgar Poe for den konstante uhygge – selvfølgelig er der en kælder, og selvfølgelig er kælderen fyldt med reptilæg og andet kryb og indehaveren af herlighederne har selv noget slangeagtigt over sig – og for den fatale angst, som lig den æstetiske idiosynkrasi hos Poe vokser i testiklerne hos stakkels Eugenio i Eugenios klagesang og udvikler en selvstændig personlighed og navngives Goiter. Sydens sol og varme simpelthen fordi begivenhederne udspiller sig i syden, i diverse eksotiske miljøer.   Denne grundige bastard ligner ikke noget andet, der bliver skrevet på dansk i disse år, men det er ikke så mærkeligt: Forfatteren Mette Zingenberg har været bosiddende i Barcelona de seneste 12-14 år, siden hun var tyve. Hendes litterære opdragelse er i høj grad præget af den spanske fortællekunst, måske især magisk realisme fra Sydamerika. Et tiltrængt pust i andegården, for Min lille horror er – alle forskelle og ligheder til trods – helt sin egen.   Jeg hader den nederdel. Den ryger hele tiden op. Som et spøgelse, der leder efter noget, det har glemt, skrår jeg over vejen med stofposen med slangen i min rygsæk.   I vinduet hos dyrehandleren kan man se alle mulige slags salver til kæledyr. Der er ingen grænser for de penge, man kan bruge på lejetøj og tyggegummi til hunden. Kattegrus af krystaller. Skulle det nu være bedre? Jeg opremser for mig selv grunde til, at man bliver dyrehandler: Kærlighed til dyr. Ingen uddannelse. Familieforetagende. Forretning tæt på bopæl og derfor bekvemt. Gode arbejdstider. Nysgerrighed overfor alt, der bevæger sig.   En fyr har fulgt mig med blikket nede fra krydset. Han ser på min nederdel og smiler. Jeg kigger over på fyren i krydset.  Han snakker med sin kammerat. Nu kigger han igen. Jeg kan mærke det i reptildelen af min hjerne. Nedtælling, til fyren går væk over vejen. Tre, to, en. Lyskryds. Jeg hiver ned i nederdelen. Om to sekunder er der ikke længere forbindelse.   En ny stemme.   Og en ordentlig tur i psykens dunkle krinkelkroge med alle mulige former for afhængighed, hvis ikke af den anden – veninden eller partneren – så af stoffer. Det er længe siden, vi har set den stofafhængiges ulykke og død malet med så stor autoritet og kærlighed som her i novellen Reptilæg.

Manden i månen

af Hans Hedegaard Andersen

Lasse er sømand. Det vil sige: ikke romantisk sømand. Han er styrmand på et containerskib med 6 timer vagt 6 timer fri 6 timer vagt og 6 timer fri døgn efterdøgn. Han er på spanden og afmønstrer for at fejre nytår 2004 sammen med gamle venner fra Fanø/Esbjerg i Thailand. – Her oplever han den siden så berygtede tsunamis ødelæggelser på nærmestehold og hans livsbane ændres dramatisk. Men Hans Hedegaard Andersens Manden i månen handler ikke kun om Lasse. – Lasse er hovedperson, vi hører om hans første hyre på en fiskerkutter, hans første forelskelse etc, men han lever først og fremmest i kraft af nogle fænomenale miljøskildringer af de 35-40 årigevenner og eks-kæresten Christina, som dengang i forelskelsens tid kaldte Lasse Manden i månen. Så sødt, så sødt! – Nej, Manden i månen er ikke sød, men nøgtern. Man mærker fra første til sidste side forfatterensnysgerrighed efter at vide, hvordan skidtet virker, hans forkærlighed for eksaktviden, hvordan man fører et skib, og det er den selvsamme nysgerrighed, han har overfor Lasse og miljøet, og som skal føre ham og dem nogenlunde helskindetgennem livet.

Spartanerene + Rosa Luxemburg + Berlin

af Emil Bønnelycke

Litteraturhistorien var hurtig til mere at se Emil Bønnelycke som sensationsmager end som forfatter af betydning. Bønnelycke introducerede med digtsamlingen Ild og Ungdom ekspressionismen i DK i 1917, så megen kredit er man enige om at give ham, plus det at han fyrede en pistol af som den store finale på recitation af sin dødsmesse Rosa Luxemburg ved ekspressionistaftenen i Politikens Hus febr. 1919. Men måle sig med Otto Gelsted og Tom Kristensen kunne han ikke. - Og nej, det kunne han ikke. Han var ung og der var for meget Johs. V. Jensen-epigoneri over det. I formen og  i indholdet og den høje cigarføring. For mig har imidlertid Spartanerne fra 1919 en særstatus i Bønnelyckes forfatterskab. – jeg mener, det er hans vigtigste arbejde. Men litteraturhistorien gjorde det bekvemt for sig selv og kaldte den for ”et eksperiment”. For hvad ligger der egentlig bag flosklen ”eksperimenterende litteratur”.  Der ligger det i det, at der er den fuldbyrdede litteratur, som vi kan regne med, den særdeles pålidelige, som har fået det blå stempel etc., og så er der den, der kun er halv og ikke bliver regnet for meget mere end en spøg. Spartanerne handler om krig set med soldatens øjne. Ét spor forløber hos den unge soldat i militærstaten Sparta, et andet spor forløber hos den unge soldat helt fremme i skyttegravene under 1. verdenskrig, et tredje spor forløber hos rekrutten på kasernen i domkirkebyen. I virkeligheden fortæller de tre spor – som blev bortdømt som eksperiment – at krigen er ét og det samme. Alle steder og til alle tider. Hvor det unge menneskes identitet nedbrydes og han forvandles til en lille ubetydelig del i det store maskineri. Realismen hersker. Kærlighed og længsel og død står skarpt overfor hinanden. Bønnelycke tvinger med Spartanerne os læsere til at tænke over, hvad krig gør ved ikke bare soldaten, men os alle sammen.

Testamente & blomsterdigte

af Henrik S. Holck

Henrik S. Holck er tilbage. Det vil sige: han har været her før. Han tilhører vores fælles erindring. Eller: nej. Henrik S. Holck har været ude for længe, det er kun for et fåtal, at han er kult. Debut 1978 med digtsamlingen Vi Må Være Som Alt, som ps. Lars Bukdahl har kaldt et hovedværk i ny dansk litteratur. Samme år debuterede Michael Strunge med Livets Hastighed, og de to, Holck og Strunge, udgjorde sammen med F.P. Jac den ny generation i dansk poesi. Med Testamente og blomsterdigte vender Henrik S. Holck for alvor tilbage med en form, der ligner hyrdedigtningen. Digteren bevæger sig frem og tilbage mellem en række lyriske landskaber, som minder om musik. Med tilbagevendende variationer over kærligheden og livets dobbeltbunde natur mellem lyst/håb og smerte.

Freischwimmer

af Nis-Christian Bredholt

Freischwimmer er en skleroseramt mands bekendelser. Men det er meget mere end det, det er en flaksende fortælling, der tager sin begyndelse i Polen i 1980’erne over diagnosen sklerose i 1990’erne til den daglige kamp med den. Her er ikke tale om klynkende bekendelseslitteratur à la Knausgård, det er det diametralt modsatte, dette er den ægte kamp: “Min kamp, hvad bilder han sig ind?” Freischwimmer er Nis-Christian Bredholts debut. Freischwimmer er Gladiators første udgivelse med genrebetegnelsen Mixed media, det vil sige, man som læser kan forvente en tornado af prosa, poesi, fotos og organisationsdiagrammer.

Karma Cowboy

af Dan Turèll

Dan Turèll var 28, da den store digtbog Karma Cowboy udkom i 1974. – Men på det tidspunkt havde han allerede en lang-lang række udgivelser bag sig, niogtyve faktisk, fra sin debut Vibrationer i 1966. – For Turèll skrev hele tiden. Og ikke mindre væsentlig: udgav hele tiden og i alle mulige formater. 
Som sin egen forlægger, hos vennerne, og sammen med vennerne, som Dobbeltskrift med Peter Laugesen i 1973, og ikke mindst store, uhyre vigtige værker i sort indpakning på Arena, Forfatternes Forlag.
 – Man kan sige: Dan Turèll ånder i skrift.
 Både før og efter Karma Cowboy. – For nok er Karma Cowboy skelsættende, af mange regnet som hans gennembrud, væk fra det hallucinatoriske skrift-tematiske i enhver henseende uafgrænsede rum, han før havde færdedes i, og lige lukt ind i stuen til Hr. og Fru Danmark.
 Selvom det nok er en overdrivelse. Endnu. For det er en plads, som Vangede Billeder fra året efter, må tildeles. 
Men den slentrende sludrende politiserende og filosoferende Dan Turèll, som vi siden kom til holde så meget af, det er ham, der kommer på banen med Karma Cowboy. – Ham, som vi også synes, kender os og tager vare på os, og snakker og giver gode råd med på vejen. – Men nu! år 2016. Hvad skal vi med Dan Turèll nu?
 Svaret er meget enkelt: Læse ham. – Og det er ikke svært. Det er bare at glemme alt om manden med den sorte hat og det stærke blik og hengive sig til skriften. Til den dér malende puls, som hele tiden hvirvler stof op, stort og småt imellem hinanden, fra hverdagen, hvor selv det mest banale får værdi, og fra det, som har tidens fylde i sig, og som han uden videre formår at indfange og gøre hverdagslig, så det er til at forstå.
 Han trækker aldrig tingene ned, men tør omgås det sentimentale, og han bliver aldrig højtragende, mister aldrig jordforbindelse, heller ikke, når han tager livtag med tilværelsens store spørgsmål og liv og død. Han ser sammenhænge, hvor der ikke før var sammenhænge, forbinder ender, som aldrig før var i nærheden af at kunne knyttes.
 Der er én ting, han i hvert fald ikke er, og det er natur-romantiker. – Han gør oven i købet en dyd ud af det. Aldeles vidunderligt. Jeg elsker ham for det. At han tillader sig dét: at kokettere med, at naturen ikke siger ham en pind. Karma Cowboys lange afsluttende digt, Karma Cowboys Common Prayer, skrevet over og under inspiration fra Allen Ginsberg, den store amerikanske beat-digter, kører sådan her: 
Vær venlig mod dig selv, du er den eneste 
af din slags
 og du er ikke usårlig, du kan blive hadefuld og paranoid
 du kan blive angrebet af kræft forkølelse eller syfilis –
 Vær venlig mod dig selv, du er den ene 
hvis bløde finger trækker følelsens linie
 fra brystvorte til kønshår 
den hvis tunge forsvinder ind mellem læberne
 eller ind mellem hvide lår –
 Vær venlig mod dig selv, Harry, for uvenlighed opstår
 når kroppen eksploderer
 napalm herbicider og enorme dødsleje Viet Nam 
et mærkeligt sted at drømme om nu grene
 bøjes til side og vrede amerikanske ansigter 
griner deres søvngænger terror ind i dit sidste blik –
 Vær venlig mod dig selv, for din egen venligheds lykke
 vil overstrømme politiet i morgen 
fordi koen græder på marken og musen hyler i kattens hul – 
Vær venlig mod dette sted som er din nuværende bolig
 med boretårne og radarstationer og lægevagter
 og blomster i parkerne ved strømmende bække –
 Vær venlig mod din nabo som græder massive tårer
 på fjernsynssofaen
 han har intet andet hjem og hører ikke andet 
end telefonernes hårde stemmer 
klik, summen, kanalskift, og filmen forsvinder
 og han er overladt til natten alene, han forsvinder
 mellem sengens lagner –
 Vær venlig mod din forsvindende far og mor
 der stirrer ud af terrassevinduet
 som mælkevognen og ligvognen drejer om hjørnet –
 Vær venlig mod politikerne der græder i korridorerne 
i Whitehall Kreml Det Hvide Hus Louvre 
Peking Westminister City og Christiansborg 
aldrende vrede bange og frysende
 krybende orme krybende orme krybende orme TIMEN ER IND 
Se de syge, utilfredsstillede, underelskede, rynkede
 pander på Kaptajn Premierminister Præsident 
Sir Comrade FRYGT! Det digt bør have samme status som J.P. Jacobsens Arabesk til en Haandtegning af Michel Anglo og Johs. V. Jensens På Memphis Station – ligesom værket Karma Cowboy som sådan bør have samme status som f.eks. Inger Christensens DET. – For nu bare at få manden retteligen placeret i konge-/dronningerækken. Velkommen ombord. 
Kh Gladiator / Hans Otto Jørgensen

Bevægelser, formålsløst cirklende

af Dan Turèll

Dan Turèll (1946-93) var ikke-europæisk ikke-skandinavisk, men en klon af USA. Han var den første i DK til at praktisere beat, dvs. lade sin digtning hente energi fra og styre af den her puls, som kommer fra bluesmusik. Og han er den første, der ved at søge mod vest tværs over Amerika og videre over Stillehavet, ikke gennem dyb tysk tænkning og Schopenhauer, kommer i berøring med zenbuddhismen. Og hvis beaten kommer til at udgøre det første ben i hans digtning dér omkring 1970, udgør zen det andet. Endelig det tredje ben: hallucinogener og stofkultur … som Turèll fyrer op under i de år … i alle mulige subudgivelser, med titler som Changes of Light og Occult Confessions … kulminerende med BEVÆGELSER, FORMÅLSLØST CIRKLENDE i 1971.  Turèll praktiserer skrift. Uden den Villy Sørensen’ske lutring – som har redet dansk litteratur som en mare, fra eksistentialismens dage og hele vejen op og ud i gymnasier og almindelige læsere – uden forestillingen om, at det private skal lutres i et eller andet dyb, vi har i os, for at blive alment og forståeligt og frem for alt dybt nok til, at vi kan tage det alvorligt. – Turèll hamrer løs på skrivemaskinen, skriften strømmer og – har man fornemmelsen af – ryger direkte i trykken. I stedet for lutring sætter han alt ind på stilen, og det er så den alene, i dens umiddelbarhed, som så umiskendelig er Turèll, der sætter sig hos læseren.

New Forest

af Josefine Klougart

New Forest er en roman om lys og skove, familier og myter, kærlighed og død Mødre, søstre og døtre   I romanen møder vi en pige, en kvinde i 30'erne og en ældre dame. Pigen er på efterårsferie med sin familie og beslutter sig for at gå tur alene i plantagen bag huset. Den unge kvinde rejser rundt i Europa, alt imens hun kæmper for at gøre sig fri af et forhold der længe har gjort hende til en slags zombie, en levende død. Hen imod slutningen af bogen rejser hun til New Forest i Sydengland for at genfinde det område hvor hun var på ferie som barn, et sted der i hendes bevidsthed er blevet et mytologisk sted. Den ældre kvinde mister sin mand, og hun låser sig inde i huset med liget. Sådan lever de to videre sammen der i huset hvor tiden ligesom kroppen opløses, og han på den måde - for hende og for os - pludselig er levende igen og syg igen, og vi er igen tilbage i en tid hvor de var en familie; hvor pigerne drak saftevand i køkkenet, og hvor de skoldede høns ude bag huset. De tre generationer af kvinder bliver gennem bogen til en slags familie, eller de bliver hinandens fortid og fremtid, hinandens mødre og søstre og døtre.    Bogen beskriver passagerne i livet, tærskelerfaringer, der hvor noget er mellem formerne. Der hvor et menneske både er levende og dødt, hvor en erindring både er sandhed og løgn. Romanen insisterer på at det er i denne urolige sitren mellem stabile tilstande at livet er. Således udnytter romanen også genrens muligheder for at bevæge sig mellem fortælleformer, i en lyrisk ramme at veksle mellem dagbogsfragmenter og prosa.      Myterne   Man siger at historien skrives af sejrherrerne. Familien såvel som samfundet er en kampplads. Der kæmpes for retten til at definere fortiden og vælge det sprog og den fortælling som individets, familiens, kollektivets og samfundets erindringer skal fastholdes og fortælles i. Man forsøger på forskellige måder at enes om én fortælling. Med tiden bliver disse fortællinger myter, og de fremstår måske endda sande for os. Men hvordan bryder man ud af disse myter. Hvordan holder man sig i bevægelse som menneske, med andre ord: hvordan bevarer vi evnen til at frigøre os fra myterne. New Forest undersøger og nuancerer nogle af disse fortællinger og strukturer. Bogen - og dens kvinder - insisterer på at det er i opbruddet med de eksisterende myter og i skabelsen af nye fortællinger med flere perspektiver samt i udviklingen af nye sprog at vi får adgang til ny erkendelse. New Forest er en roman om denne kamp. Det er i den forstand en frigørelsesroman. En roman om at forlade noget man elsker, og noget man er - for på den måde at redde sig ud af et brændende hus i tide. En insisteren på at ville leve i en større, mere kompleks verden.       Naturen New Forest er samtidig en bog om naturen. En minutiøs beskrivelse af naturen omkring os og i os. Bogen er komponeret over døgnets bevægelse, mørke og lys og mørke igen. Den er en poetisk udgravning som når ned til andre lag i døgnet og i årstiderne - andre lag i erindringen end dem vi før har stirret os blinde på og indtil nu forstået os selv igennem. Ved at lade sansninger og tanker forbinde sig på nye måder fortælles der nye historier som vi kan finde os selv i for første gang. Den konkrete verden gennemtrænges af en indre, hemmelig virkelighed. Gennem den minutiøse og vedholdende beskrivelse af verdens og sindets mindste bevægelser opstår der en stille eksistentiel klang som løfter romanen til at være en stor fortælling om hvad det vil sige at være menneske. 

Vinden ind ad døren

af Kristian Leth

Kristian Leth er over det hele. Som radiomand, musiker, filosof, samfundsdebattør – og digter. Han er helt sin egen, både i sin tilgang til stoffet, som radiomand med sine montager, i det nys udkomne dobbeltskrift Historien om det hele som sparringspartner til DNA-forsker Eske Villerslev, og i sit meget brede interessefelt, som spænder lige fra norsk black metal via kristendom i den selvplagede puritanisme, som den kommer til udtryk i kroppens spægelse i vor tids helligdom, de hellige almindelige motionscentre og okkultisme på Haiti. – Og så er det jo alligevel en linje i det: det immaterielle. Hans band hedder betegnende nok The William Blakes. Også som digter er Kristian Leth sin egen. Fra debuten, den næsten spæde minimalistiske Land i 2002 til Besværet 2008 og Før og efter videnskab 2014. Der er en særlig snusfornuft over hans strofer, eller bedre: der er en insisteren på, at samtalen om hvad-som-helst vil kunne finde sted. Også om alt det, vi ikke forstår. Vinden ind ad døren er Kristian Leth hidtil mest ambitiøse værk. – Man mærker, at noget er sket i mandens liv, som grundlæggende har forandret det. Digtene er blevet længere og mere voluminøse. Der er tale om et stykke arkæologisk gravearbejde. I jorden, i kroppen og i erindringen. Naturen er til stede, men kun som rekvisit, det er i kulturlagene, digteren gør sine fund. – Og i blodet, helt bogstavligt, i det blod, der flyder gennem digterens årer, men som også i nogle mareridtsagtige passager flyder over og ud i landskabet, og som han kan gå der og soppe rundt i. På samme måde, når det gælder erindringen, er grænserne flydende. En erindring fra barndommen, hvor jeg’et er meget syg, og hvor der bliver bedt for ham, synes mindre at pege tilbage på en personlig eller privar erindring end til en fælles urscene.  Vinden ind ad døren minder mig visse steder om den irske digter Seamus Heaney, på en gang højstemt og konkret, universel og forankret i det lokale, Vejle Fjord etc. – Som bosiddende i New York er Leth mere provinsiel end nogen sinde. Men det er der en pointe i. Som det hedder i Historien om det hele er det åndelige liv lokal forankret. Han har hørt guderne le. – Hos Edith Södergran:                          Menneskene ved ej meget om sig selv,                          de tror, de er lige saa fattige som de viser sig i Livet,                          de ved ej, at Guderne bor i deres Bryst ugenkendte.                          Guderne ler, deres er Livet.                          De kører i Vogne, med glødende forspand etc   – Og hos Kristian Leth:                          Omkring Vejle Fjord ligger sollyset                          over alting som en håndspålæggelse                          en velsignelse, et helligt ord etc   Alt lader sig forstå – selv det, vi ikke forstår. For så forstår vi i alt fald dét. Og at vi må stramme os an for at være med. Tilværelsens store spørgsmål.

En to tre

af Ida Marie Hede

En to tre er en samlet genudgivelse af Ida Marie Hedes Seancer (2009), Det kemiske bryllup (2013) og Inferno (2014). I alle tre bøger skildres virkeligheden ikke gennem psykologiske dybder, men gennem skiftende vidensområder: Det geologiske, det teknologiske, det eventyrlige, det cinematiske, det arkæologiske, det kunsthistoriske, det biografiske, det psykologiske, det seksuelle, det materielle, det feministiske. Den egentlige hovedperson er den kultur, vi lever i. En kultur, der fetisherer både historiske figurer, begivenheder og sanselige former. Og hvor alle disse ting recirkulerer og ofte antager nye, porøse former. Alle tre bøger bevæger sig med lethed gennem tid og rum, de blander konstant det organiske og materielle med det teknologiske – sådan at teknologi og materialitet nærmest bliver acceleratorer for nye, smidige idéer, som en protest mod den mådeholdne tanke. I Seancer møder vi både Mary Shelley, Marilyn Monroe og spiritualisten Kate Fox. Bogen undersøger teknologiske opfindelser som morsekoden og elektriciteten og hvordan disse nybrud influerer bevidstheden, især ungpigesindet, og skaber mulighed for forandring. I Det kemiske bryllup fødes to tvillinger ud af en højttaler: Her er teknologien startskud for en alternativ slægtsrejse, bogen taler om kvindeliv, om kollektivitet, om oprindelse: Hvad består mennesket af? Af kulturens billeder, af dna, af kærlighedsforhold, af oprørstrang? Forbinder berøringer og fælles tilstande os i lige så høj grad som blodsbånd? I Inferno trænger substanserne sig på, psyken bliver nærmest en tilstand i materien, når August Strindbergs roman fra 1888 genskrives med udgangspunkt i det utopiske projekt det er, at genopfinde en olie, der kan redde verden fra undergang. Selvom der i de tre bøger er en bevægelse fra tekstsamlingen mod romanen, er alle tre værker mest af alt undersøgende, i tilblivelse.

Den Himmelske Elskov paa Jorden

af Jens August Schade

Den himmelske elskov igen-igen   1 Jens Agust Schade, født 1903 i Skive, død 1978 i København. Efter studentereksamen fra Viborg Katedralskole 1921 på universitetet i København, hvor han læste nationaløkonomi og i øvrigt sås i en kreds af åndsbeslægtede tilhørende Det Ny Studenter Samfund med dadaisten og ekspressionisten Broby-Johansen i spidsen. Også den vordende digter og journalist Harald Landt Momberg og den senere landsretssagfører, kommunisten Carl Madsen var i miljøet. Der har været knald på, lige her oven på 1. Verdenkrigs afslutning, hvor hele det gamle Europa lå i ruiner, materielt såvel som åndeligt. Havde Nietzsche mod slutningen af 1800-tallet proklameret Guds død, så havde det nok været en død, der først og fremmest havde med borgerskabets trosforhold at gøre, men med masse-døden i skyttegravene på Vestfronten blev guds død noget, der vedkom enhver. Ismerne væltede frem, den ene efter den anden: dadaisme, ekspressionisme, surrealisme ... Schade var surrealist, mild og sværmerisk fra sin debut 1926 med digtsamlingen Den levende violin og alle årene frem. Hvad enten han skrev lyrik, prosa eller dramatik, for selv om han er mest kendt for sine digte, mestrede han alle genrer. Herværende Den himmelske Elskov på Jorden fra 1931 er således hans prosadebut og et godt sted at begynde, hvis man ikke allerede er faldet over manden med den umiddelbare adgang til, hvad man bedst karakteriserer som universel kærlighed.   2 Schade-bøgerne er en ny serie af udgivelser af den bedste litteratur, der er og bliver skrevet på dansk, udgivet i samarbejde mellem forlaget Gladiator og Krabbesholm Højskole. Udgivelserne er tænkt som en hyldest til boghåndværket med vægt på papirkvalitet og grafisk tilrettelæggelse. Og fordi Krabbesholm ligger i Skive og Schade kommer fra Skive, er det samtidig en hyldest til denne den lyse digter. Det er planen, at der skal udkomme fire til fem titler pr. år. En blanding af nyt og gammelt. Og af alle genrer, for den traditionelle roman og det eksperimenterende digt fortjener i lige mål omhu hele vejen fra manuskript til redaktion og trykning og til du som læser står med den i hånden. I oktober kommer Eva Iversens fortællekreds To begravelser og en skilsmisse og Nadia Josefina El Saids digt-bog jeh suiz un alma og i december Hans Otto Jørgensens bastard Revolutionær, en Andy Warhol-komposition. VELKOMMEN OMBORD

Vi må være som alt + Jeg har forandret verden

af Henrik S. Holck

Henrik S. Holck har været ude for længe, det er kun for et fåtal, at han er kult. Debut 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt, som Lars Bukdahl har kaldt et hovedværk i ny dansk litteratur. Samme år debuterede Michael Strunge med Livets Hastighed, og de to, Holck og Strunge, udgjorde sammen med F.P. Jac den ny generation i dansk poesi. Den har længe været uopdrivelig, men nu er den her: Vi må være som alt i Gladiators Sandalserie, hvormed Holck er udråbt til klassiker som et kompliment til den gode smag. Andreas Pedersen skriver i sit efterskrift: "Vi må være som alt tager de svimlende afstande på sig, lever i de svimlende afstande, i et kontinuum, glædesfuldt: ”der findes ingen baggrund
 og heller ingen forgrund
 men fugle og fjelde
 og store stenstykker halvt af jorden 
himlens hvide ridt og røde bær i klaser” Det hele på én gang – ikke fugle og derefter fjelde og derefter stenstykker. ”Og” forstået som: sammen med, for ever together. ”Og” som den tyndeste, hurtigste forbindelse, swush. En perforeret verden. Gå forlæns og baglæns med samme utrolige lethed. At skrive som solens stråler, simpelthen … Stå ikke og sten, tegn ikke linjer i sandet og se dem forsvinde (gentag ikke din ”skæbne” i en række repræsentationer), find en eufori i kroppen, i at kunne rejse sig eller ligge som sandet, selv i den tilsyneladende lammelse er der ”blodets kropsrejse”, find denne solidaritet med livet i klarhed, i bevægelse, i levenhed, livstro, uprøvede kombinationsmuligheder, cirklende, gentagende, roterende, sivende, sydende, dampende, den måde det blinde finder vej på, spyt ordene ud som vand, før det dråbes: jordansigt, et månelivslys."

Gud mildner luften for de klippede får + hot shots

af Mogens Klitgaard

En moderne troubadour Mogens Klitgaards litterære karriere er kort, den starter omkring hans tredive års fødselsdag i 1936 og slutter ni år senere med hans alt for tidlige død i 1945. Klitgaard døde som følge af tuberkulose. Han debuterede i 1937 med Der sidder en mand i en sporvogn, som øjeblikkeligt slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938. Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige. Klitgaard er virituos, han skriver realisme, men sin helt egen form for realisme. Hans politiske ståsted og poetik er uadskillelig. Han skriver et sted: Et sundt demokrati vil altid ligne en byggeplads, en levende groende virksomhed, der aldrig opnår orden. Nej, det er godt at bo på en byggeplads. – Og på samme måde med hans skrift: Den er om ikke en byggeplads, så en slags montage, idet Klitgaard slipper fortællingen og zoomer ind på alle de små ting omkring stederne, menneskene og årstiderne, der samler sig og danner en helhed, et billede, modsætningsfyldt etc. Således bliver København, Klitgaards egen by, som han kender som sin egen bukselomme, både storstad og europæisk provins, rig og fattig, kaotisk og simpel – og han selv: et ganske almindeligt menneske, som han benævner sig selv i det poetiklignende essay En søndag for to år siden fra 1938, men også denne særlige. Der er ikke noget at prale af, og Klitgaard praler ikke, men giver den som moderne troubadour med en underspillet tone, som er helt hans egen. Man kunne sige: den er hans signatur. Gud mildner luften for de klippede får                         =   Et hovedværk i mellemkrigstidens danske litteratur.

To begravelser og en skilsmisse

af Eva Iversen

En kvinde går igen i alle fire fortællinger i fortællekredsen "To begravelser og en skilsmisse". I den første optræder hun som hovedperson i forskellige roller, hun er x-kone, x-tante og x-svigerinde, omtrent reduceret til kun at være x. I den anden er hun plejer på et hjem for ældre demente, og vi oplever både den demente kvindes og plejerens uværdige daglige liv på en institution. I to andre fortællinger ses kvinden, først som jævnaldrende veninde til en kræftsyg kvinde, og dernæst som ven med en drikfældig mandlig kunstner.     Det onde er på spil i Eva Iversens fortællinger, i familien, på plejehjemmet, i venskaber. Der foregår misbrug, manipulation, udstilling og udnyttelse.  "To begravelser og en skilsmisse" er en del af Schadeserien, en serie af håndlavede kunstbøger udarbejdet i samarbejde mellem forlaget Gladiator og Krabbesholm Højskole. Det visuelle og tekstlige udtryk er skabt i samarbejde med elever fra Krabbesholms grafisk linie.   Eva Iversen (f. 1954) debuterede i 2014 med romanen "Bedrag". 

jeh suiz un alma

af Nadia Josefine El Said

Hvilket navn er du? Hvilket ord er hen? Hvilken stol er han? Sådan spørges der igennem "jeh suiz un alma".      Det handler om at være. Navn, køn, nationalitet, sprog. Eller et (manglende) ord. Nada nunca nadie. Om at blive til.  En sjæl, et æble eller bogstavet a på et falmet fotografi. Om træer der tilpasser sig skoven, eller falder langs jorden.      Man kan kalde det et langdigt, en roman eller en organisme af tekst i billedform. Først og fremmest er det en bog.     Særligt er det en manøvre udi sprogets komplekse natur. Det bryder, lægger sig over siderne, danner figurer. Ord går i stykker, sættes sammen og ordnes. De kopieres, monteres og væves sammen. Et plagieret garn, en mørk pornografi. Men ordene er konkrete. Det hvide er vidt, og håret gror som sorte tråde i afløbet.                                               "jeh suiz un alma" er en del af Schadeserien, en serie af håndlavede kunstbøger udarbejdet i samarbejde mellem forlaget Gladiator og Krabbesholm Højskole. Det visuelle og tekstlige udtryk er skabt i samarbejde med elever fra Krabbesholms grafisk linie.   Nadia Josefine El Said (f. 1977)  (Alma Josefina El Said)    Nadia Josefine El Said kalder sig selv ordgrafiker og tekstbehandlingsmaskine. Tekstarbejdet befinder sig både i en traditionel litteratursammenhæng samt et billedkunstnerisk rum.   Udover skrivning, benytter hun sig af teknikker som transkribering og cut-up/collage. Sproget er primært dansk, med elementer af svensk, engelsk, finsk, arabisk.       Uddannet fra Den Danske Filmskole som animationsinstruktør 2002. Har arbejdet med animation, illustration og grafik, samt kunst- og tekstprojekter.  Hun har haft tekster i Hvedekorn, Slagtryk, Texas Longhorn, samt udstillet visuelle tekstværker på bl.a. Charlottenborg og Bornholms Kunstmuseum.     "jeh suiz un alma" er det første bogobjekt, Nadia Josefine El Said har faciliteret.

Mor og Busser skal skilles

af Kristina Nya Glaffey

MOR OG BUSSER SKAL SKILLES handler om en lesbisk kernefamilie i den kreative klasse, som går i opløsning og bliver til noget andet – et kludetæppe af lesbiske mødre og kærester og nye bofæller.  Kristina Nya Glaffeys Mor og Busser fra 2014 ender med den store forsoning, sådan som forsoningen nu engang ser ud i disse post-post-tider: familien tager på charterrejse, ned til varmen, til soppebassinet og hyggen. Mor og Busser skal skilles tager over lige der, hvor det gjorde allermest ondt, da den småborgerlige familie viser sit sande ansigt. Trods den ikke helt sædvanlige familie – mor og busser lever ægteskabligt, men er lesbiske, børnene indgivet pr. sæddonor – lever den fuldt op til vanlige mål for dansk standard (DS).  Men nu har Busser fået en ny kæreste, som også engang har været mors kæreste, og mor får en ny kæreste, som engang har været kæreste med alle mors og Bussers venner. Busser er flyttet ind i et kollektiv med sin barndomsven Peter, og da mor og Bussers tvillingedøtre får til opgave at tegne deres familie på et stykke A3-papir, som skal hænge over tavlen forenden af klasselokalet, er spørgsmålet om Emma og hendes søster så skal tegnes to gange eller skal de stå sammen i et af vinduerne og vinke over til mor eller Busser i huset ved siden af etc.  Vi kender historien, den er åh så triviel, så pinligt triviel. Og i Kristina Nya Glaffeys bøger bliver det ikke mindre pinligt, det er aldeles tåkrummende, men det er samtidig ustyrlig morsomt. Det er satire på højeste niveau: Intelligent og vedkommende.  Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg har illustreret bogen med 21 grafiske blade.  Citat fra bogen “Busser siger, at Emma og mig lige så godt kan få hele historien, og faktisk har vi allerede mødt hende, der samler Bussers IKEA-møbler, for det er nemlig Carl og Gustavs mor, som er en af mor og Bussers venner, som mor kendte, fordi hun også engang samlede hendes IKEA-møbler, og på den måde, siger Busser, er det hele noget, der hedder én stor pærevælling, som var en ret, man spiste rigtig meget i gamle dage, dengang man også godt kunne lide at gifte sig med sine fætre og kusiner, og få en masse børn med lave pander og meget store, strittende fortænder.”

Låsesmedsfilerne

af Halfdan Pisket

Halfdan Pisket – ham, ja – har lavet Låsesmedsfilerne, og den er mildt sagt anderledes. Det vil sige anderledes end Dansker-trilogien, Halfdan Piskets absolutte gennembrud inden for tegneseriekunsten. Ikke bare i Danmark, men også rundt om i det store udland.    Låsesmedsfilerne handler om en ung vildfaren og hans rejse frem mod svendeprøven som låsesmed, og hvad deraf fulgte. Enhver seksuel orientering prøves af, sadisme, masochisme etc., indtil alt bliver trivielt, og følelserne for den anden forsvinder. Et forsøg ud i det nekrofile bliver et vendepunkt.  En grotesk, pornografisk og ikke mindst humoristisk dannelsesrejse, for Halfdan Pisket er – hvad man ikke mærker i Dansker-triologien – netop også satiriker og humorist. Og et poetisk sprog, som vi slet ikke har set rækkevidden af.    Låsesmedsfilerne, fortæller Halfdan Pisket, var den første tegneserie, han skabte alene – over et par måneder i 2012 – og altså hans egentlige debut. Den er skabt ud af det vakuum af afmagt, der opstod i dagpengesystemet, efter han færdigjorde sin uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og det er tydeligt, at hans baggrund – eller ”dannelse” om man vil – kommer fra hjemmelavede zines, lange breve og kunst snarere end fra en traditionel tegneseriebaggrund. I bogen optræder en række elementer, der senere danner grundlag for hans trilogi (Desertør 2014, Kakerlak 2015 og Dansker 2016): minotauren, knivene, de ansigtsløse, kærlighed til referencen og – ikke mindst – et lemfældigt forhold til virkelighed og fiktion.    Låsesmedsfilerne trækker linjerne op bagud og komplimenterer Dansker-trilogien. Værket bliver bestandig større.

FRYDEN

af Andreas Pedersen

Hjemmeliv, kærlighedsliv, rejseliv - det er nok de vigtigste elementer i det reservoir, Fryden øser af. Med en klar overvægt i pladsen til hjemmelivet på gården med far og mor og brødrene. Ikke i et nostalgisk tilbageblik, men i kærlighed til hver enkelt nu som før. Andreas Pedersens portrætter af forældrene står og lyser efter endt læsning. I al deres skrøbelighed og menneskelighed.              Fryden er vis, men den er også ung og beruset – måske først af alt beruset, det mærkes helt ned i den enkelte strofe, hvert enkelt velvalgte ord  – og så opstår der undervejs og tydeligst i rejsedigtene en selvstændiggørelse af det unge menneske. I kærlighedsmødet, som er uden flovhed eller plat ironi, men af hjertet rent, og i mødet med en tilfældig medpassager i metroen i Tokyo.  Præcision i billede og tankegang og argument, som forløber ubesværet i digte, der er op til flere sider lange. Velkommen i labyrinten!                

Panser

af Lea Marie Løppenthin

Panser er en roman med indbygget græsk drama. Dramaet udspiller sig i San Francisco, hvor Ingeborg, Klara, Sophie, Juan, Thomas og ikke mindst Andy, bor. En tragisk begivenhed får koret til at blande sig i menneskenes liv, og dét viser sig at være til alles bedste. Herefter følger en kort dannelsesroman og et brev.    Alt i alt en gruopvækkende, smuk og morsom fortælling om kærlighed, vrede og panser.    Halfdan Pisket har bidraget med smukke illustrationer til både forside og indmad.  Lea Marie Løppenthin (f. 1987) blev færdig på forfatterskolen i 2013. Hun har to udgivelser bag sig, Nervernes adresse (2014) udgivet ved Gladiator, samt Marts er bedst (2016) udgivet ved forlaget Ovbidat. Panser er hendes første roman. 

Af Dekadent Babari + Holbek som tegner

af Johannes Holbek

Johannes Holbek  Af Dekadent Barbari + Holbek som tegner  HOLBEK ER STOR   Jeg skrev i Den bronzefarve kalkun 1993 en hyldest til Johannes Holbek. Indledningen lyder sådan her: Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. – Han sagde: ”Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitch, glimmerværk. – For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse må søge.” – Det har jeg tænkt meget over siden. – Men altså, han er stor. Det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker ...   Holbeks Af Dekandent Barbari kommer meget belejligt til jul, til denne i alt misforståede højtid. Han er en kalkun, og det i sig selv er naragtigt. Forsåvidt vi i DK, fordi vi er danske, spiser and. Det er ikke til at holde ud, vi skulle have været englændere og spist kalkun. – Jeg er sikker på, Holbek meget bedre ville have kunnet klare sig som engelskmand. Han ville, som han sagde, være urban, han stræbte efter den om jeg så må sige ultimative dannelse.   Holbek, et barn af William Blake, Lautréamonts fætter, urban. Tegner og digter. I denne Sandaludgivelse er det primært digteren, vi har fokus på. Hasselbalchs kultur-bibliotek lavede en glimrende introduktion til hans tegninger, som man kan tjekke ud, indtil Sandalserien får taget sig sammen til også at udgive hans billeder.   Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, tilhørte, som han selv siger, et Bjerg af Ahner. Født 1872, allerede som helt ung dedikeret for kunst og litteratur. Ophold i flere omgange op gennem halvfemserne i ensomhed i Paris, fattig  og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard Brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med et egentlig sammenbrud til følge.       Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, hvor han også optræder som bølle. Holbek har ingenting andet end sin skrift. Rasende og uregerlig. Hans opgør var med lutherdommen og den uhæmmede materialisme. Hans svar: at bryde sammen. Død for egen hånd 1903.       Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling i Den Fri i 1904:    Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper mod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrøse demokratiske barbari. Hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, mere af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed.    Jo, i denne søde juletid er Holbek et must. Så ikke alting bliver så fadt og forløjet og ho-ho-Magasin-og-julemandsagtigt. Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embeds medfør hos lægmand og lærd, dumhed, hjerteløshed. Det er, hvad han ser. Han er på det nærmeste paralyseret. Han foragter middelmådighed, og han foragter frem for alt institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet. 

Tvillingeromanerne Blandt de Unge & I Fest og Trængsler

af Marie Bregendahl

Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig. Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende. Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling. Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

Leipziger Tagebuch

af Selma Rosenfeldt-Olsen

Frida er udvekslingsstudent fra Kbh i Leipzig i det tidligere Østtyskland. Hun er ikke noget i sig selv, en tom beholder, som søger indhold. Hun har hang til kunsten, færdes blandt unge med lignende tilbøjeligheder, og længes usigelig efter én at holde af – eller måske, slet og ret: den store kærlighed.   Men det er svært. Men hun er åben. – Alting er så alt for uforpligtende. Vi følger Frida i nogle måneder, fra vinteren bliver til forår, hvor den fremmede verden strømmer uhindret igennem hende.   Og sammen bliver vi klogere på, hvad historien har at sige os med dens reminiscenser fra 2. verdenskrig og kommunisttiden, ikke bare i erindringen hos de gamle, men helt ned i gadebilledet med dets levninger af huse fra før det store bombardement side om side med DDR-plattenbau. Og ikke mindst den nye generations ironiske dyrkelse af det hengangne og opblomstringen af nynazismen.   Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman er ikke bare velturneret, den er klog. Frida laver fejl på fejl, men der er noget forsonligt over hende, måske netop fordi hun laver fejl. Der er noget klovn over hende.   Hun vil være fotograf, men de fleste af hendes billeder er mislykkede, uskarpe eller taget fra for lang afstand. Hun tager MDMA, første gang med succes, anden gang går det galt, og hun får det virkelig dårligt. Ham, hun er forlibt i, vil ikke have hende, selv om hun gør sig alle mulige anstalter, mens ham, hun ikke vil have, ikke er til at være i fred for.   Men udgangen er lykkelig og en ny begyndelse. – Ligesom romanen synes at være begyndelsen på et forfatterskab.

Alcatraz

af Luca Talamona

Alcatraz er en kunstnerkoloni, et kulturelt fristed i Umbriens bjerge i Italien, hvor Luca Engberg Talamonas far bor. Man får straks associationer til den berygtede fængselsø ud for San Fransisco. Fængslet er vel at mærke et af de mest sikrede, hvor bl.a. Al Capone sad, og i bogen er det også sikkert fra begyndelsen, at faren ikke undslipper kræft-døden.   Digtene handler om den kræftsyge far, en verdensmand, tidligere medarbejder på såvel Det Italienske Kulturinstitut i København som på Den Italienske Ambassade i Tel Aviv.   Han har venner over det meste af verden og er stor i slaget til det sidste. Sønnen er på besøg, naboerne forstyrrer, alt imens faren fremviser en enorm optimisme og stædighed i en stræben efter at forlænge livet gennem film, litteratur, samvær og teknologi.   Digtene handler også om et kulturmøde: det ekspressive italienske (faren og hans familie) overfor det nedtonede danske (sønnen og hans mor). Det er frem for alt i det møde og i absurditeten, at digtene henter deres energi. Humoren, der udspringer af de absurde situationer, er hele tiden tilstede, særlig i kraft af en påtrængende ældre nabo.   Man kan ikke lade være med at tænke på den amerikanske beat-digtning, især Allen Ginsbergs dødsdigt til sin mor Kaddish til Naomi. Alt kommer med i Luca Engberg Talamonas vildtvoksende digtning, lugten af død, anekdoter, erindringer fra farens barndom og farens livslange fascination af film. Til det sidste levede drømmen om at vise film for et publikum i Alcatraz, som han havde gjort det på Det Italienske Kulturinstitut.   Alt fastholdes og styres af farens dødssyge tilstand.   En kæmpedebut. Ovenpå Lea Løppenthins Nervernes adresse fra 2014 og Andreas Pedersens Fryden fra 2016. Lyrikken har det rigtig godt.

Dansker-trilogien

af Halfdan Pisket

Halfdan Piskets gennembrudsværk Dansker-trilogien er en samlet udgivelse af de meget roste og inden for dansk tegneseriekunst epokegørende Desertør, Kakerlak og Dansker.  Politikens Kim Skotte skrev bl.a. i sin anmeldelse: Det er en helt enestående kraftpræstation i dansk tegnehistorie, der afsluttes med tredje del af Halfdan Piskets fortælling om faderens brydsomme rejse fra tyrkisk desertør til en slags dansker. Med en i perioder kriminel indvandrers blik på det danske samfund og dets normer udgør trilogien et nyt og voldsomt interessant snit på langs af de senere årtiers danmarkshistorie. Men lad os lige hænge den sociologiske kasket på en knage et øjeblik. For Halfdan Piskets trilogi ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’ er først og fremmest et stærkt kick fra uventet hold. Grafisk og fortællemæssigt en voldsom, intens og intim fortælling om vold, misbrug, kultursammenstød og desperate familierelationer, der simpelthen ikke har sin mage herhjemme. Det er ikke hver dag, en tegneserie præsterer at ryste mig følelsesmæssigt, men Pisket gør det gang på gang. Det er stærke og tankevækkende sager. Færdiggørelsen af trilogien med ’Dansker’ er i mine øjne en kulturbegivenhed af de store. En tegneroman af en kaliber og karakter, der sætter skel i kunstarten graphic novel på et tidspunkt, hvor genren er i fuld gang med at opnå en ny grad af anerkendelse. Og: Piskets værk er allerede oversat til norsk, svensk, hollandsk og fransk.

Jalousi

af Jacob Skyggebjerg

Jacob Skyggebjergs Bonnie-&-Clyde-agtige roman Jalousi gennemspiller på klassisk vis den store kærligheds rus med øjnes svimlende dyb etc. – og den store kærligheds opløsning ved hovedpersonen HPs altødelæggende jalousi. Jeg har sagt det før: Jacob Skyggebjerg kan det hele. Dette lille kammerspil, som Jalousi dybest set er, ikke kun bekræfter talentet, men fuldbyrder det. Man kan heller ikke med sin tredje bog blive ved med at nøjes med prædikatet talentfuld. Nu skal det være. Efter den obligatoriske komme-til-hovedstaden-og-falde-dybt-roman Vor tids helt – i tradition med Johs. Jørgensens små mester-romaner fra begyndelsen af 1890erne eller Johs. V Jensens Danskere og Ejnar Elkjær – og den store satiriske samtidsroman Hvad mener du med vi strammes grebet, formatet er mindre og til at styre og så gør det for alvor ondt. Samsine og HP er det unge par. De lever livet hårdt, på samfundets skyggeside, i en af kommunen anvist bolig etc, det skal gå galt. Nattesjov og druk og almindelig utilpassethed. De rige får deres bekomst, der lægges ikke fingre imellem, det er på den vis også en fortælling om samfundsklasser. Men det er noget så banalt som jalousi, noget så ædende, der ødelægger ikke alene forholdet, men også HP, så han til sidst krabber rundt som en anden idiot. Idet han på detektiv-manér kortægger Samsines færden hin ulyksalige aften. Men når det gør så ondt, er det fordi, Jakob Skyggebjerg formår at levendegøre sine personer. Selv om de er outlaws – hvad det end betyder, outlaws – er de præcist som alle vi andre: legesyge, drillesyge, frem for alt: kærlighedshungrende … og for hans vedkommende sygelig jaloux. Hun er af småborgerlig herkomst og elsker alt, hvad der er småborgerligt, hygge og fødselsdag og kat, mens Han er en skide proletar, som aldrig kan blive andet end proletarisk og uformående med hensyn til bordskik og hvordan man håndterer parforholdets vanskeligheder. Klimaks i den henseende: han brækker hendes arm. Men iøvrigt er de to, hun og han, så meget mere, end hvilken klasse de kommer fra. Med hensyn til vildskab er de lige vilde, eller – man tror det næppe – hun distancerer ham. Hun kan ikke få nok, der skal flere øl til, mere vin. Hun er på mange måder et barn, han en sensymbolistisk drømmer. Som sagt: Der er noget Bonnie & Clyde over dem. De klarer den, man bliver ved med at tro, de klarer den, det kan ikke være andet, når vi elsker dem så meget, og alligevel går det galt. Vi ved det godt. – Jeg kan sagtens se Jalousi som film. Men så skulle Ingmar Bergmann genopstå, for det er det, det er. I sidste instans. Et satans psykologisk drama. — Et kammerspil.

Det underdanige og det magtfulde

af Susan Simonsen

Susan Simonsen debuterer med DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE, en hybrid af genrer, fra reportagen over essaystikken til det lyriske. Det handler om den politiske kultur på Christiansborg. Susan Simonsen skriver om sine erfaringer som praktikant hos Venstre og senere som medarbejder i Social- og Integrationsministeriet (fra 2010 til 2012).   Men DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE er ikke en "sladder-bog", som vi ellers har set eksempler på, men en kritisk analyse af de politiske arbejdsprocesser og den politiske debat – og det er alt andet end kedeligt. I kraft af sin sikre sans for form og hvilke muligheder de formelle greb rummer, styrer Susan Simonsen os igennem dagene, ugerne, månederne, hvor hendes drøm om at blive del af embedsmandsvældet nedbrydes, og hvor ikke kun hendes personlighed, men også kroppen bliver syg.   Et møde på Karen Hækkerups kontor. Citat: Alle sætter sig hierarkisk, og vi taler ikke om det. Hierarkiet har automatiseret vores bevægelser, den personlige stillingtagen udebliver. Personligheden har man liggende derhjemme. Vi er slaver for hierarkiets gnidningsløse mekanik.   Essaystikken tager sig af analysen, reportagen beskriver forholdene hos henholdsvis Venstre og i ministeriet, det lyriske inddrager det private og kroppens erfaringer i det pres, der opstår undervejs. Samlet: en stadig insisteren på det hele menneske.   DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE sætter den politiske kultur under lup. Den afslører dobbeltmoral, magtmisbrug etc. Det er tåkrummende pinligt at læse om ydmygelsen af dem, der er underst, at læse om chikane pga. køn, at en hel sværm af unge venstreløver tager i byen, da det rygtes, at vores helt – Susan – serverer i meget lidt tøj og med politikasket på hovedet på en bar for at tjene til brødet (praktikken er selvfølgelig ulønnet). Det er så pinligt, hvordan de – venstredyrene og Susan – efterfølgende skal gå op og ned af hinanden på arbejdet.   Et andet citat: Inger Støjberg fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i opposition. Den afgørende besked er: “I praktikanter skal finde områder, hvor Venstre kan være uenig med regeringen. I skal skrive debatindlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det, og vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi ministerierne til at arbejde, og vi forhindrer dem i at udvikle ny politik.”   Det er ikke det billede, vi gerne vil have af politik. Det lyder som 5te kolonne-virksomhed – men det er godt at vide, at det er sådan, det foregår. At det i oppositionen handler om sabotage af regeringens arbejde. Man bliver simpelthen klogere af at læse DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE – jeg gjorde i hvert fald.

Revolutionær

af Hans Otto Jørgensen

Litteraturen lever i høj grad af urimelige påstande. Således påstår Hans Otto Jørgensen i Revolutionær, at han fra sit sjette år forfaldt til revolten, fordi han blev sparket halvt ihjel af et par kvier, fordi hans far, som skulle have passet ham – og altså også passet på ham – svigtede og forsvandt ud i laden, og fordi hospitalet svigtede og lod ham ligge og ingenting sige i 2 måneder. Som det hedder: Volden kommer fra neden, fra et ophøjet sted. Det fornedrede ophøjes. Men det er kun ét spor. – En Andy Warhol-komposition peger nemlig på en række serier, nogle opkaldt efter Warhol, som BEAUTIFUL flowers, Flesh, CAMPBELL’S SOUP, det er de vandrette linjer, andre, og det er så de lodrette, har William S. Burroughs, bondemanden Jens Thorsensen og søsterens død som strøm. Alle ikonografiske størrelser, som er kendt fra Hans Otto Jørgensens tidligere bøger, fra debuten Tårnet i 1989 via Nåden fra 1996 til Hestens øjne 2008, og som her gennemskrives igen. Som en undersøgelse, hvor nye forbindelser opstår og forsvinder til fordel for endnu andre fortællinger. Hans Otto Jørgensen har talt om, at det er bekvemt, at have et net at indfange stoffet med. I Revolutionær forsøger han at skrive uden for dette net. Uden for lands lov og ret. I en geografi, som bliver kaldt Burroughs Island. En anden påstand: Kysset er tilbage for den, som smadrede alting. Som udgør forsoning. Hvor det ellers kan være svært at se, hvor forsoningen er. Hvor der er plads. På Herrens mark.

Har jeg været her før

af Sandra Holm

Har jeg været her før? spørger Sandra Holm i bogens allerførste linje. Hun befinder sig i sit barndomshjem i svenske Norrland tæt på polarcirklen og burde kende svaret. Alligevel er hun i tvivl. Eller er det måske bare kokketeri: Spørgsmål. Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg. Der er så meget at se, at høre, at vide, at henrykkes over. Romanen er organiseret serielt, hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig, ambitiøs, drikkende skriverkvinde. Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983) efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med. Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette et ord.  Det inspirerer Sandra Holm. Hun bor i København, men tager til Milano. Her vil hun kunne skrive og drikke som Pentti  Saarikoski. Hun vil være en skandale som han. De indgår en slags pagt, men det er svært for hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset. Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm vender det om til et gentagende spørgsmål. Men ikke kun titel-spørgsmålet går igen, også Polarcirklen, som man med dens særegne karakter – midnatssol om sommeren, polarnat om vinteren – kun kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt: polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti Saarikoski, som også kommer der oppe fra det høje nord. Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen, hvad jeg skulle gøre? – I det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen. Alle steder er jeget i kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og gennemtrivialiseret. Men modsat Polarcirklen er kussen og flasken til at tage og føle på, sproget bliver vulgært, safterne flyder. Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at sammenligne den med sin ungdomskrop Den er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller henrykkelsen, som er sværest at forklare og beskrive. Har jeg været her før udkom 1978, Sandra Holms tredje bog, efter debuten Barnlige slagsmål 1969 – hun udgav endnu én, Dans mit mismod væk 1982 – og var et hit, blev anmeldt på dagen etc. Men døden tog ikke kun Sandra Holm, 1987, da hun var 44 år gammel, men også hendes forfatterskab. Det være hermed genintroduceret.

Erotiske Situationer

af Emil Aarestrup

Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder Erotiske Situationer. En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte  handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud. Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele. Digtene er gerne opkaldt efter deres lokalitet: I Teatret, I en Landsbykirke osv. Således er scenen på forhånd sat og det poetiske og erotiske øjeblik kan udfolde sig i rum. Eller de er opkaldt efter aktiviteten, det der sætter rammen for det øjeblik, hvor eros viser sit ansigt. For eksempel i digtet Fjerboldtspillet. Det vigtige er langt fra badmintonspillet, men netop det øjeblik, hvor jegets blik møder badmintonspillerindens. Jeg stod paa Torvet – Himmel, Hvor Øieblik kan nyttes! Dit Blik og mit – hvor hastigt, Hvor lykkeligt de mødtes!   Hvert digt kan læses vertikalt og give mening som et selvstændigt digt, formfuldendt og afsluttet, men der er også en horisontal dimension, en fortælling, der forløber ad værkets længdeakse. Som en novelle. Det er en kærlighedshistorie, eller en forførelseshistorie, hvor en borgerlig piges seksualitet skal vækkes og langsomt modnes. Hun hører til i huset, borgerskabets bastion, han i naturen, som fri elsker og fritænker. Han er koket og arbejder samtidig på forførelsen med en læges nøjagtighed, følger hende på afstand, betragter hende gennem husets vinduer, lokker hende ud i naturen, som man kan sige er hans element, men i digtet Kanefarten, da deres elskov endelig skal fuldbyrdes, siger hun nej. Hun bliver syg, svækkes og dør til sidst. På den måde har vi en trefaset novelle, der spænder over: tilnærmelse, hengivelse og død. Altså en ulykkelig kærlighedshistorie, der ender med døden for den ene, kvinden, men hvor til gengæld, gennem smerten, jeget fødes som digter. Det vil sige: han gennemgår en transformation fra elsker til digter i overensstemmelse med det romantiske ideal om digtning og inspiration.

Bedårende

af Ida Marie Hede

Ida Marie Hedes Bedårende består af fire dele og handler om familien og det samfund, der omgiver den. Det handler om familiens fortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet, hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Om overlevelse, forfald og undergang. I første del møder vi B i familielivet med partneren Q og i symbiosen med datteren Æ. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede i Bs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag. Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennem underverdenen. Bedårende er en vandring gennem et døderum, som også er et kærlighedsrum. Det er umuligt at sige, hvor døden begynder eller slutter, hvor livet begynder eller slutter. Billederne af døden er animerede og rumlige. Kærlighedsbillederne romantiske, slidte og autoerotiske. Det handler egentlig ikke om et endeligt. Bakterier bor som familier i vores kroppe, akkurat som vi bor i vores familier i en større omverden, vi ikke kender til fulde, men som vi oplever gennem billeder og fortællinger. Man kan trænge igennem alle kroppe, og alle kroppe trænger sig på. Man kan trænge igennem alle familier, og alle familier trænger sig på. Både barnet, liget og den elskede er bedårende. Når det gælder dem, vi elsker, har vi ingen fornemmelse for afstande. Om Ida Marie Hedes trilogi, En, To, Tre (Seancer, 2009, Det kemiske bryllup, 2013, og Inferno, 2014, samlet  udgivelse 2016) skrev Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen:  I Ida Marie Hedes psykedeliske og vitalistiske forfatterskab er mennesker ikke andet end “bunker af jord, eksplosioner af gas, fantastiske landskaber af ribben, råd, tarme og maddiker i royale lilla farver.” Med (gen) udgivelsen tegner der sig et billede af et utrolig konsistent og kompromisløst forfatterskab … I stedet for at henholde sig til plot og psykologisk dybde bevæger hun sig i krydsfeltet mellem litteratur og kunst, mellem tekst og performance, mellem æstetik og viden(skab). På engelsk taler man for tiden meget om art writing og theory-fiction, og det er til en vis grad også, hvad der er tale om her. Med Bedårende både fortsætter og bryder Ida Marie Hede sin undersøgelse af, hvad litteratur er og kan. Farens død giver fortællingen en anden alvor, ikke kun den del, hvor døden indtræffer – dødens skygge er over alt. Og fortællingen bliver mere netop fortælling, end hvad vi før har set.

Corinna og jeg

af Pia Busk

Seksualitetens mørke sider er det centrale tema for digteren Pia Busk. I sin anden digtsamling uddyber hun sit litterære projekt med en vidtfavnende versfortælling, der trækker på både oldtidens elegiske digte og på nutidens rå erfaringer. Fortælleren, en ung kvinde, opsøges i de tidlige forårsmåneder omkring årtusindskiftet af en ældre, halt professor. Forholdet udvikler sig og snart kommer professoren som fast gæst hver uge. Med kastanjetræets lysegrønne blade uden for det åbentstående vindue i hendes værelse går lektionen ud på at ligge mellem lagnerne og læse Ovids latin. Fra Ovid kommer også den kvinde, professoren er betaget af og som spejles i titlen: Det er Corinna fra Ovids første og mest erotiske digte: Amores. Men professorens betagelse af Corinna og hans besættelse af den romerske oldtid og episke digte smitter af på den unge kvinde. Gennem de grå ringe af stær i professorens øjne ser hun tilbage gennem tiderne og Ovids passioner. Hun tager Corinna til sig og begynder at se en tvillingeverden gennem sit eget og en romersk elskerindes blik. Forholdet varer elleve år og som tiden går, kan hun ikke længere skjule sine egne problemer. Dobbeltlivet, afhængigheden, og den nye, mærkelige oplevelse det er for hende at skrive ting ned i de kinabøger, hun bruger til at holde styr på sine aftaler. Det er kinabøgerne, der sammen med Ovids Amores senere kommer til at udgøre råstoffet for denne voksende digtfortælling. Corinna og jeg er en trekant af Ovid, heroin og poesi. Hvor første dels centrale tema er Ovids digte og professorens tragikomiske væsen, fokuserer anden del, Kastanjely, på fortællerens hårde afvænning. Her findes blandt andet en suite ”Metadonsonetter”: Det er en kunst at blande heroin og kokain.      Ingen skal sige andet. Der er kunstnere iblandt os: dygtige hænder, som blander      pulvere, så de racer side om side i det kapløb, enhver junkie afholder i sine hullede blodbaner.      Du er lodret åndssvag, hvis du ikke tror på den metafor. Det var den første linje, jeg nogensinde      skrev, og den er lige så klodset som den er ærlig: En ny hånd fordeler de små bunker på spejlet, min hånd,      kan du høre, hvordan barberbladet skrider, og jeg lægger alt for meget i ordene: gylden tjære,      optursnektar, mudderslik, sød smat, honeyball. Og når linjerne bare er fulde af lort? ”Det er som metadon,”      sagde min roommate: ”Alting smager af prosa.” Det er et konkret og sanset vidnesbyrd fra en af livets mere smertefulde ’afdelinger.’ Man kommer til at tro på, at der er kunstnere iblandt os. Man tror på den hjælpeløshed, hvor barberbladet skrider henover et arret spejl. Tredje og sidste suite har titlen Den ny tosomhed og beskriver fortællerens ’genopstandelse’ på den anden side af afhængigheden gennem en sansemættet rejse til Cairo. Det er også her, år efter professorens død, at Pia Busk samler trådene i digtsamlingen. Det er nært, fuldt af dufte og flodvand – man får selv lyst til at rejse dybt ind Cairos garverier, hvor Gud går rundt blandt huderne og holder styr på sjælene på et regneark sin MacBook Pro. I den forstand er Corinna og jeg en utraditionel rejseguide til underverdenen og op dernede fra og ud i livets skærende lys. En tredelt bevægelse og en indsigt i et liv, der ellers sjældent løfter stemmen. En historie om en kvindes emancipation gennem den klassiske litteratur. Pia Busk debuterede i 2015 med Grotten, som tegnede et sprogligt kort over halvt gemte kælderadresser i København og omegn. Det var en mørk seksuel historie fuld af gru og litterære allusioner, men også en fortælling præget af underverdenens sært karske lyriske jargon. Med Corinna og jeg får vi hele baggrundshistorien med.  billedkunstneren Troels Carlsen, der også lavede omslag til debutbogen Grotten, har til Corinna og jeg lavet både omslag og vignetter, hvor han behandler temaerne i sin originale streg.

Ezra Pound / William S. Burroughs / Lou Reed

af Dan Turèll

Man kunne sige det samme om Dan Turèll, som Dan Turèll sagde om Allen Ginsberg: Ginsberg er vokset og vokset med årene, han har transcenderet sig selv for hvert nyt årti, han har stadig været nye og andre steder henne – og dog har han hele tiden været den samme skæve, forvirrede Allen fra Paterson, New Jersey, der i sin ungdom, altid lige skulle til at rejse et eller andet sted hen, ligegyldig hvor … Og: Han har eksperimenteret med alle de tilstande der kan trække et menneske ud af sit sædvanlige fængsel: med drugs, med religion, med udskejelse, med faste, med bøn. Lige bortset fra, at Dan Turèll ikke er fra Paterson, New Jersey, men en skide Vangede-boy fra Vangede, det vil sige – i forhold til Gentofte – den forkerte side. Med Medie Montager fra 1975 fortsætter Gladiator og Chili Turèll maraton-udgivelserne af Dan Turèll. Efter Carma Cowboy og Bevægelser formålsløst cirklende fra henholdsvis 1974 og 1971, som begge har lyrikken som omdrejningspunkt, er vi nået til reporteren og essayisten, eller simpelthen Medie-Montage-Mageren Turèll, han, som ved så meget og har så meget på hjerte, han brænder. – Kort: formidleren Turèll. Det handler om slægten, det vil sige: bedstefar Ezra Pound, onkel Bill Burroughs og fætter-Lou (Lou Reed). Hvor den samtidige Vangede Billeder handlede om familie og naboer, genboer og de handlende i alle tiders trygge Vangede er vi her inviteret indenfor i æteren, den privat Turèll’ske æter vel at mærke, idiosynkratisk og anderledes farlig. Om Pound: I London, i 1908, 23 år gammel, erklærede Pound nysgerrigheden hellig. Ikke skønheden, ikke kærligheden, ikke moralen – men nysgerrigheden, måske som den håndværksmæssige, praktiske manifestation af kærligheden … Han så nysgerrigheden som en dør, man går igennem ”til en langsom forståelse (langsom selv om den kan være en løbende serie af lysende forståelse og opfattelse i glimt).” Om William S. Burroughs: Hvad Burroughs har erfaret som følge af sit bevidsthedsarbejde gennem stoffer og sprog er det samme: at ”Verden” i sidste instans er en sansefilm … enhver selv kan skabe, men oftest får skabt for sig af et kontrolsystem. Dette kontrolsystem opererer ved hjælp af ord og billeder … Og hele samfundets kontrolsystem, om samfundet så er kommunistisk eller kapitalistisk, består af ord skjult under vilkårlige betegnelser som ”jura”, ”psykologi” eller ”politik” … For Burroughs er konsekvensen indlysende. Han raser: Klip kontrollinjerne. Gå til modangreb. Dette er en teknisk operation. Endelig om Lou Reed: De vil til enhver tid sige Lou Reeds nerver er i uorden, at han er neurotisk, syg eller gal. Velvet Underground er skyggen mellem Lou Reed og klinikken. Læg mærke til ordet håndværk i Turèlls omtale af Pound. Turèll regnede sig selv for håndværker, som hans far var elektriker, det er her hans stolthed ligger, og det er bl.a. af bedstefar Pound, onkel Bill og fætter-Lou, han lærer – og med dem, thank good! han lærer fra sig.

Til en engels forsvar

af Cecilie Lind

ROMAN OM EN ENGEL OG EN PIGE Cecilie Lind romandebuterer med Til en engels forsvar, hendes femte bog.   Hver sætning hos Cecilie Lind har attitude og temperament: skriften vrænger, er sødladen, indigneret, næsten hallucinatorisk, den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med meta-kommentarer og synske hvirvler.   En engel går i krig. En engel forfalder. En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af en pige, som skytsengel, men forelsker sig i pigen. Hun bliver lidenskabelig, det går ikke, hun forvises. Pigen kommer til orde. Englen stilles for retten. Det ser sort ud, og Gud træder til.   Jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed – Og sandelig siger jeg jer: Jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse – åh tilgivelse. Hvilket lifligt fænomen. At kunne befris for sig selv og sin almagt, og sin altoverskyggende angst, og sin altopslugende kærlighed. Jeg elsker alt itu, og jeg græder mine guddommelige tårer hver eneste aften, og min gråd er regnen der falder og befrier ørkenen for sin tørst i den kolde kolde stjernenat.   Cecilie Lind, født 1991, debuterede i 2010 med Ulven åd min eyeliner, siden har hun udgivet Dughærget pupil accelererer tusmørke, 2012, Strunk, 2015 og Scarykost, 2016.

Skygger paa Jorden

af Tove Meyer

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden. Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt. Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg. Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis. Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden:                      Højt over vort Hoved gaar Solen                   men under os Skyggernes Hær                   tegner onde Karrikaturer                   af denne vor jordiske Færd og videre                         Som sorte Flammer de slikker                    langs Klodens buede Hvælv                    fortærer alt hvad de støder paa                   – fortærer til sidst os selv.

Indbydelse til vovehalsene

af Dorothee Elmiger

Schweiziske Dorothee Elmigers roman Indbydelse til vovehalsene er sat i triste omgivelser: et smuldrende kulminedistrikt, hvor der er store revner i jordoverfladen, og alt emmer af forladthed og ødelæggelse. En brand brød for årtier tilbage ud i minegangene under jorden, og branden brænder videre som en slags forbandelse. Vi hører om de få huse, der er blevet stående i det øde land, og om deres beboere. Søstrene Margarete og Fritzi Stein er døtre af chefpolitiinspektør H. Stein og bor oven over politistationen. Deres mor er stukket af, og deres far er som de andre politibetjente: et magtliderligt fjols og lige så lidt villig til at erkende, at hans verden er ved at falde fra hinanden, som han er parat til ændre noget. Eller at besvare søstrenes mange spørgsmål for den sags skyld. De må søge svarene selv. Margarete og Fritzi tager på en ekspedition for at finde en flod, de mener kan forklare dem deres historie. De har en plan om at kalde unge mennesker fra hele verden sammen ved denne flod. Forehavendet  i bogen er aktivistisk; det spørger HVORDAN FINDER VI HINANDEN? Indbydelse til vovehalsene er Dorothee Elmigers bud på et skrækindjagende fremtidsscenarie. Den er fra 2010 men er alarmerende aktuel i forhold til situationen i USA og den fattige, vrede, hvide befolkning i sydstaterne, der valgte Donald Trump til præsident, fordi han lovede dem at få en ellers afdød kulmineindustri tilbage på benene igen. Dorothee Elmiger er født i 1985 og Indbydelse til vovehalsene er hendes debutroman. Den blev blandt andet honoreret med Kelag-Prisen ved Ingeborg Bachmann-festivalen samme år, som den udkom. Dorothee Elmiger har ikke tidligere været oversat til dansk.

Helvede opløser sig

af Jens August Schade

 Schade var surrealist, mild og sværmerisk, fra sin debut 1926 med digtsamlingen Den levende violin og alle årerne frem. Hvad enten han skrev lyrik, prosa eller dramatik, for selv om han er mest kendt for sine digte, gjorde han sig i alle genrer.   Herværende Helvede opløser sig fra 1953 er den modne Schades værk, bohemens værk, fra det Københavnske natteliv anno efterkrigstid.  - Et godt sted at begynde. Hvis man ikke allerede er faldet over manden med den umiddelbare adgang til – hvad man bedst karakteriserer som – universel kærligheden.   Med efterskrift af Peter Laugesen, som én gang for alle – på tværs af alle ismer – placerer Schade i en dansk-jysk tradition med Johs. V. Jensen og Thøger Larsen som pejlemærker.

Ballader om vold og ømhed

af Lean Nielsen

Lean Nielsen voksede op på Vesterbro med et anstrengt forhold til sin verdensfjerne, pinsemissionske mor. Faderen forlod tidligt hjemmet. Den trygge base eksisterer ikke og hjemløsheden hersker fra en tidlig alder. I sit 14. til 17. år, som beskrives i den selvbiografiske Ballader om Vold og Ømhed fra, når han at være afsted som landvæsenelev, tjene som skibsdreng på fem forskellige skibe og at blive indsat på to forskellige ungdomshjem. Hvert skib, hver gård, hvert børnehjem stikker han af fra før aftalt tid, for at komme hjem til moren, men det varer ikke længe, før han igen flygter fra hende.             Som det fremgår allerede af titlen, tilhører værket balladegenren. Det er ikke lyrisk, men episk båret, vægten ligger på det fortællende. Det ligner mere den tyske balladedigtning, som vi blandt andet kender fra Bertolt Brecht og protestsangeren Wolf Biermannm, end noget dansk. Der er i overenstemmelse med genren en koncentrationen omkring ydre begivenheder og dramatiske handlingsforløb. Desuden er skrivestilen frivol, uden billeddannelse og med med forholdsvis simple sætningskonstruktioner:   jeg slog hende, min mor, under brystet og hun / faldt om / og jeg sad helt stiv på stolen og så hende ligge / på gulvet / mens hun jamrede sig mens hun græd og sagde / ”dette fortryder du når jeg ligger med en græstørv / over hovedet” / og jeg sagde ingenting, jeg fortrød var stiv / og min bror sad stiv og tavs over for mig / min lillesøster stod og så ned i gulvet / og jeg kunne ikke sige ”bare du ikke havde slået mig med den brødkniv / i hovedet / bare du ikke havde slået det gjorde så ondt / det gjorde så ondt at mærke at jeg ikke var /  velkommen / så ondt at mærke hvor oprevet du var over / at jeg havde rømmet fra stedfar / ... Man kunne nemt forestille sig, hvor meget så ladet en begivenhed som den at slå sin egen mor i gulvet kunne fylde i en roman. Den kunne i sig selv udgøre hele omdrejningspunktet for et værk. Her beskrives selve handlingen, reaktionen, og bevæggrunden på atten linjer, og man føler sig ikke snydt for hverken information eller indlevelse. Som Torben Brostrøm skrev i en anmeldelse i Information i 1976: I en roman ville man forvente analyse af tavsheden, i disse ballader formuleres den som tavshed. Så meget kan Lean Nielsen med sit sprog, og så meget ballade er der altså i stilen. Og det er netop det særlige ved Lean Nielsens digtning. 

Min historie

af Ole Kollerød

Ole Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840, kroppen blev parteret og lagt på et hjul og hovedet sat på en stage. Mens han sad de syv måneder i Stokhuskælderen og ventede på eksekveringen af dødsdommen skrev han flittigt på sin levnedsskildring, Min Historie. Min Historie er efter bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur. Ole Kollerød har ikke mere end måske to-tre års skolegang, men forstår alt vedrørende sin situation. Han analyserer samfundsforholdene, hvad der er oppe og nede, men fører sig samtidig frem med en digters kneb og veltalenhed. Han ved, hvad det vil sige at fortælle, han sætter en scene og skildrer levende sine personer, eller han henvender sig til direkte læseren og appellerer til dennes forståelse og sympati. Han er en charlatan og skriver lystfuldt om sine erobringer, han ironiserer over og håner sine modstandere. Ole Kollerød lever i en tid og et samfund, som også er H.C. Andersens. En tid hvor tyveri af nogle kirsebær i en skål giver stokkeprygl og tyveri af et klæde udbredt til blegning i en have livstid i fængslet. Det er ikke sharialov, men det ligner, det er den samme primitive form for straf, afhugning af fingre og anden form for lemlæstelse med invaliditet til følge. Min Historie er flerstrenget. Det er på en gang et fortvivlet forsvarsskrift, en forklaring på, hvorfor det gik som det gik, og en kritik af samfundets misforhold og uretfærdighed. Lov og ret er de riges lov og ret, og Ole Kollerød finder sin identitet ved at fremstille sig selv som repræsentant for de fattige og mishandlede. Ikke ulig H.C. Andersen, men med modsat fortegn. Og ligesom H.C. Andersens eventyr er gennemsyret af vold, tænk bare på Fyrtøjet og Lille Claus og Store Claus, hvor hovederne ruller, så det er en lyst, er også Min Historie gennemsyret af vold. Og druk og liderlighed. I familien, i tjenesteforhold, i nattelivet og ikke mindst i fængslet, hvor der ikke spares på nogen ting for at få en tilståelse ud af de ofte uskyldige fanger.

Tantaluskvaler

af Adda Ravnkilde

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde.               Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

Der er altid nogen at befri

af Johanne Kirstine Fall

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Falls roman Der er altid nogen at befri, skal indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følger nøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellem en ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling. Det er chokerende læsning. Ikke kun i portrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smugles ind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på. Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gør alt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen at befri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvad Katrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren og kæresten ... hun lyver over for sig selv.  Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme og selvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsens alvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen:   ”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen.   ”Nej”, siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrol over, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.” Katrina er i konflikt med sig selv. Hun er grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne Kirstine Fall har med rammefortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt et rum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fra en krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbart og simpelt som at spise. Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, og Katrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så de selvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikke historie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser. Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinas psykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik i vrangforestillingen: Vi sidder samlede ved frokosten. Jeg skal spise rejseost. Jeg tager en bid af knækbrødet, der vokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden på mine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejerne fra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud … Der er altid nogen at befri er en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem – og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver som læser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.

Cassandra

af Joakim Vilandt

Cassandra er en samling af fem korte bøger, fem skildringer af verdens dans mellem udvikling og undergang. Hver bogs fortælling er sin egen brik i en kaotisk profeti, hvor selv fortællerens stemme er i afmagt. Lovsange kalder på Gud, et ukendeligt mørkt væsen, der dog har sit greb i alle livets voksende dele. Stemmen samler sig uformående mod en hadefuld overstadighed, hvor næring betyder gift og skabelse betyder destruktion.  See Følge. Jeg kunde mumle saa mange varme Bjæff om det rige Skin, det gyldne Grums fran Solnedgangen, der kæles nedad i den graa Mark kaldet asfalt, mellem de polerte Mure. Kund mumle saa mange Hvalpes vrede Bjæff imod Hals Trug Baandet over deres Skuldre. Gyldenvarmt. Kunde mumle Skin Rige over det faldende Gyldne Sol ventende over Zootarnet, stillesagte førend Mørket kværker. Et Skin saaet Lyes af oss orange skumklart , Søjler aff Varme fra vores Bjæf, saa Rige stablet af sovende Hvalpes Bunke. Kapitlerne omfatter en del forskellige genrer, og Cassandra har både spor af poesi, korttekst, prædiken, essayistik og profetiske syner. Hver tekst er opløst i et anakronistisk særsprog. Man rives ind og ud af et faux-kierkegaardsk dansk, panskandinavisk, oldgræsk og klange, der kun tilhører afgrundens støj. Særsprogets stemme påkalder sin egen støj og selvmodsigelse. Bag den vævede tekst findes en psykologi, splittet ad mellem ungdomsminder, argumenter og rablerier. Denne "Cassandra" når næsten at fremkomme, men er forudbestemt til kollaps som alt andet i fortællingen, når stemmen flænses, brændes eller knuses. Selve Cassandras bøger er fragmenter af denne stemme. Nogle handler om minderne før profetierne, andre fremmaner dystert had, andre fortæller om den uundgåelige undergang, nogle beskriver et magisk kollaps, der allerede er sket. Det er en bog af kontraster i kor, der kan læses forfra, bagfra, tilfældigt eller som opslagsværk. Et særegent og dybt nødvendigt arbejde.

Relikvie

af Julie Mendel

Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om de mindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke en hverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvad man kunne kalde etisk fordring. Da vi kørte over broen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, som sidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon, før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede at vaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vi krydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgt hende med, at det insisterede på hendes vegne. Kvinden kræver absolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i bussen i forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nok menneske. Fordi man i ensomheden lever på grænsen af det menneskelige. Det bliver en nødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. For simpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden. Vi er meget langt fra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det i selve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tiden insisteres på som noget, der både kan nægte og frelse. Relikvie består af 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betyder noget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt, at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden. I første del opholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagens hændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden. I anden del er jeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er om muligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren Kurt Cobain, som bliver en slags åndelig livsledsager. Men de piller, jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i den sol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, at jeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg er forfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliver fuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommer jeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg må græde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens. Endelig i tredje del ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter, ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men også dem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig ny betydning. Julie Mendel appellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med en anden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den meget roste samling Fryden, som på samme måde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på det gode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, at den kommer til at synge ... Næsten umenneskelig. Selve skriften, det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine røde brystvorte. Du skal ikke være bange. Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.

Ivan Blank

af Aleksandar Šajin

Aleksandar Šajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa Volvo og vovse … Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin. Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtningelejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureaukratiet bliver udstillet, hvilket absolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså – endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at søge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt. Men omdrejningspunktet i romanen er kærligheden, det øjensynlig umulige i at få et forhold til at vare. Aleksandar Šajin kan skrive indfølt om erotik og forelskelse, men Ivan er akavet og reflekterer for meget, ser også den intime situation på afstand: Det var en slags meditation, det at svæve umærkeligt over Maries hoved og hendes lange, mørke hår, der snoede sig langs hendes ansigts højre side og ned ad halsen, hvor hendes krop forsvandt så tæt på hans, klistret af sved til hans brystkasse. Det er det lille ord meditation, der skaber afstanden – og allerede i den sætning, der følger ovenstående, er der kommet et barn til – Svævende i de hvide lagener befandt de sig i rummet sammen med det lille spædbarn, som sov ved siden af i sin egen lille seng med tremmer – Ivans ven, Johannes, kan ikke lade være med, hver gang de ses, at pirke til netop det med børnene. At Ivan har så mange, og der er så mange hensyn, mens Johannes selv i sin egen optik er fri, men hans rejse til Goa eller hvor, det er, er ikke sådan lige at realisere. Jeg elsker Johannes. – Aleksandar Šajin er i det hele taget skrap til bipersonerne. Ekskærester og ekskoner bliver bragt til live en efter en, de får det, de skal have, så man forstår dem, de har en vilje og en stemme, og de lykkes eller skuffes. Ivan vil hele tiden videre, græsset er altid grønnere på den anden side, men fortiden hænger ved. Sammen med Marie – jf. citatet – er han i romanens begyndelse på jagt efter et nyt hus, der skal de realisere drømmen om det gode liv, én gang for alle, romanen er vejen ad hvilken, der også kommer noget rationalitet ind i billedet. Plus netop noget af det, som manglede i indledningscitatet: hengivelse og væren i nuet. Det er det, komedien kan, den har den kartarsis i sig, kan være både menneskelig og guddommelig. Det er en fornøjelse.  Aleksandar Šajin har været medredaktør af litteraturtidsskrifter i Sarajevo og Beograd og har udgivet Tiden-Tiderne i 2003, en digtsamling, et par dramaer og noveller på serbokroatisk og dansk, plus Rosa og Valters notater, to dagbogsromaner i 2007 og 2011, samt et essay, ”Om Sjælen” i Brøndums encyklopædi i 1996.

Medskyldig

af Simon Glinvad

Simon Glinvads roman Medskyldig handler om at finde sig til rette med sit ansvar. Ansvar for sin familie, i samfundet og i forhold til sig selv. Med alle de forventninger, der er, om at være en god søn, en god far, at kunne forsørge sig selv og sine børn – og måske ikke mindst indfri egne ambitioner om en karriere som forfatter. Det er internationalt snit over Medskyldig. Simon Glinvad færdes hjemmevant i de europæiske storbyer, han citerer de store forfattere og refererer og diskuterer uden at ryste på hånden førende sociologer og humanismeforskning i det hele taget, men tag ikke fejl: Alting er forankret i egne erfaringer og egen familiehistorie og formidlet i en enkel personlig stil. Grænser spiller en vigtig rolle. Grænsen mellem barn og voksen, mellem faren og den modne mand og en farfar på vej ind i alzheimers skyggeland. Grænsen mellem rig og fattig, mellem det velbjærgede Danmark og mennesker, som er flygtet fra krig og ødelæggelse. Grænsen mellem motorvejen og det stillestående land og mellem provinsielt villakvarter og metropolen. Og hele tiden forbinder Simon Glinvad det fysiske og det mentale rum, de rum, som er akkurat nu, men som altid også har en fortid og en fremtid. Forfatteren er altid både barn – søn og sønnesøn og dattersøn – og forsørger, eller bedre: opdrager for sine egne to og hen ad vejen tre sønner. Og på den måde bliver Medskyldig også et stykke Danmarkshistorie med agrarsamfundet repræsenteret af mormor og morfar, velfærdsstaten af farfar som politimand og det teknologiske spring af faren, som direktør for IBM. "Jeg kørte mod Allerød ad den lange Sjælsmarkvej som fører forbi Sjælsø og den nedlagte Sjælsmark Kaserne som for nylig er blevet til et udrejsecenter for afviste asylansøgere. Det er en af de smukkeste landeveje i området, med det dybe fald mod søen på den ene side og militærets tilvoksede øvelsesterræn på den anden, og nok har vejen ikke mange bugtninger, men den er bakket, og bakker er en sjældenhed i denne del af landet. Efter kasernen kommer det åbne stykke land hvor søen trækker blikket til sig, og kort efter følger Sandholmlejren, endnu en tidligere kaserne der nu er landets største asylcenter. Efter Sandholm løber vejen lang og lige gennem Blovstrød og skovene der er gennemskåret på kryds og tværs, og først i skoven begynder den at sno sig før den endelig fører ind i stationsbyen Allerød." Karaktererne er tegnet ømt og indlevet. Det gælder både mormor og morfar på gården i Nordjylland og den demente farfar, men også i tilbageblik forfatterens jævnaldrende ven fra folkeskolen og rock-bandet og hele vejen frem til nu og den syriske flygtning, forfatteren beslutter sig for at tage over til Esbjerg og besøge bare for at forstå hans situation. – Man holder af dem. Simon Glinvad skriver medrivende, som læser glemmer man tid og sted. Konflikterne i både samfundet med f.eks. de tiltagende problemer med flygtninge fra et krigshærget Syrien og på det personlige plan bliver stadig mere udtalte, reflektionerne – både de kold-hjernede og de selvbebrejdende – tilsvarende dybere, men frem for løsninger hober spørgsmålene sig op. Som læser bliver man klogere på verden i en globaliseret tidsalder og de konflikter, der udspiller sig overalt, og man bliver tvunget til at tage stilling og vælge side: For eller imod humanismen. Medskyldig er Simon Glinvads fjerde roman. Han debuterede 2005 med PetersborgExpres, siden kom Jetlag i 2008 og Min grønne himmel i 2013. Simon Glinvad skriver fast for det europæiske kulturmagasin Lettre International, hvor flere af bogens kapitler har været offentliggjort, ligesom et kortere stykke har været bragt i dagbladet Information med titlen En stol til Hr. Nielsen.

Min byzantinske notesbog

af Elof Westergaard

Med udgangspunkt i den byzantinske kirkes billedunivers, som det kommer til udtryk bl.a. i kirkerummet, i kirkens ikonografi og helgenskildringer og relikvier, nærmer Elof Westergaard sig en dybere forståelse af de store mysterier i livet gennem Maria bebudelse, opstandelsen fra de døde, Helligåndens nærvær og næstekærligheden. Elof Westergaard er biskop i Ribe, men hans tilgang til stoffet i Min byzantinske Notesbog er skønlitterær. Han har en kolossal viden – teologisk og om den byzantinske verden – og trakterer denne viden med skønlitterære virkemidler. Verden forstås konkret i den byzantinske kunst, og den poetiske styrke hos Elof Westergaard er ligeledes det konkrete. – Sådan som også Gunnar Ekelöf peger på i det brev til Ella Hilbäck, som er valgt som bogens motto: Vet du att jag altid tyckt om din poesi, jag tycker den är realistisk, den har med ting at göra, fysiska eller andliga, men ting… För mig måste posesin vara i sak. Elof Westergaard skriver ud fra den personlige oplevelse og med de virkemidler, som tilgodeser det personlige: prosa-digtet, epifanien og essayet. Han analyserer, vender og drejer, og afrunder sine betragtninger med et spørgsmål eller en åbning af stoffet fremfor en konklusion. Og hele tiden er der denne vekselvirkning: Ligesom den byzantinske ikonografi og legenderne giver til og inspirerer Elof Westergaards digtning, sådan giver denne digtning også til læserens forståelse af det enkelte billede og den enkelte fortælling. Man kigger på billedet og læser Elof Westergaards tekst og kigger igen og ser pludselig så meget mere. – På den måde udgør bogen med tekst og billeder en helhed.

J.e.d.

af Edith Rode

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangarde Edith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig. – Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri. Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift. Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist. 

Mit halve liv

af Anita Furu

Anita Furu debuterer med romanen Mit halve liv. Det er i den grad en god historie og en stor fortælling om Ruth: Fra hun i 1906 bliver forældreløs i Rusland i en jødisk ortodoks familie og adopteret af en velhavende jødisk kvinde i København, via ægteskab med en norsk forretningsmand med base i San Sebastián i Baskerlandet i Spanien til ægtemanden dør, og til Ruth omkring 1950 er tilbage i København og endnu engang skal begynde på en frisk. Titlen Mit halve liv refererer til Ruths tab af familie og fortid. Hele livet igennem længes hun efter sine brødre og sin søster, som også blev bortadopteret, og hele livet har hun en fornemmelse af, at hendes mama i København har forhindret hende i gensynet med den ældste bror, som lovede at tage hende med til Amerika. Det er en smerte, som der aldrig bliver plads til at dele. Hverken med mama eller hendes barnepige eller veninderne – og da slet ikke med manden. Der sker altid alt for meget. Bosiddende i Baskerlandet må den lille familie – Ruth har fået en datter – evakueres til Danmark under den spanske borgerkrig. Manden siger, at de må blive i København "til Franco har jaget de kommunistiske banditter ud." Og det er meget den tone, der er i Anita Furus roman. Der bliver røget masser af cigaretter og drukket tæt og festet. Jødedommen er langt væk, Ruth er fuldstændig assimileret, men så rammer den alligevel i forbindelse med Hitler og Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Tilbage i Baskerlandet er Ruth i sikkerhed, mens familien i København må flygte over sundet til Sverige. Anita Furu formår både at gøre de store verdensomvæltende begivenheder og Ruths private historie nærværende. Hun er stærk i miljøskildringerne, både hvad angår den jødiske families snærende bånd i København og det frie og muntre liv i den skandinaviske koloni i San Sebastián. Først og sidst står Ruth lyslevende for læseren, fordi Anita Furus karakterer er så klare, hvad enten det gælder mama eller barnepigen eller veninderne eller hendes norske ægtefælle. Der er virkelig noget at glæde sig til for ham og hende, som holder af den gode historie.

Johannes

af Josefine Graakjær

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt. Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på. I prologen et resume af fortællingen: Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min. Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992. Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger. Fra prologen fører Josefine Graakjær sin læser ind i hvad man kunne kalde et stemmernes rige. Idet forfatteren lader os lære sine personer at kende indefra, gennem deres tanker og tale. Farfaren, Richard, farfarens kæreste Pia, oldemor. – Alt sammen igennem barnebarnet Josefine Graakjærs eksklusive og tror-jeg-godt-man-kan-sige forelskede skrift. En skrift som så rammende – som en art poetik – beskrives i romanen: Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv. Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene. Og det er her på sin plads at sige, at Josefine Graakjær skriver en særlig form for litteratur. Ikke lige ud ad landevejen. Hun skriver en form for litteratur, som indeholder sig selv. Hvilket vil sige, at man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer. Således på den ene side udgør teksten i den grad sin egen autonomi. På den anden side, hvis man accepterer præmissen, er Josefine Graakjærs indlevelse i sine karakterer så righoldig at man kommer dybt ind i den menneskelige krop og psykes kringelkroge. For krop og psyke hører hos Josefine Graakjær i romanen Johannes uløseligt sammen. Ligesom man, når man taler om form, bliver kastet over i indhold, og når man taler om indhold bliver kastet over i formen, sådan hænger også krop og psyke sammen. – Ikke på et abstrakt plan, men i sætning for sætning. Og det er netop sætningerne hos Josefine Graakjær, der gør en svimmel. Det er her, det sker, det er her, man frydes og det er her, man næsten ikke tør trække vejret, for hvad sker der. Farfaren, Johannes, romanens ubestridte hovedperson er ramt på kornet. En gammel mand, liderlig og fortabt, hallucineret, sødmefuld og vulgær. – Man bliver klogere som menneske af at læse Josefine Graakjær.

Min tro

af Charlotte Strandgaard

Med udgangspunkt i kirkeårets evangelietekster, som søndag efter søndag læses op under gudstjenesten og som præsten prædiker over, har Charlotte Strandgaard med digtsamlingen Min tro givet sin personlige tolkning af troens spørgsmål. Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, skriver i sin anbefaling: Charlotte Strandgaard har med denne Min tro begået en andagtsbog. Man læser en bibelsk tekst og følger kirkeåret og derefter rykker man 2000 år frem i historien og læser hendes overvejelser.  Overvejelserne er sprogligt enkle, rammende, eftertænksomme og ganske ofte provokerende. Personerne er ikke ophøjede og fjerne, men meget tæt på. Nærmest ubehageligt tæt på, men derfor også læsværdig. Der er ikke plads til idealisering, hverken af den bibelske person eller læseren. Personligt finder jeg karakteristikken af kvinderne i Ny Testamente meget stærke og i de digte, hvor Charlotte Strandgaards eget liv tydeligt anvendes som baggrund, er teksterne gribende og bevæger læseren. Forfatteren er meget generøs med sine egne erfaringer og derfor er teksterne oprigtige og til at forholde sig til. Det kan ikke siges bedre. Charlotte Strandgaard bruger hele sin poetiske pondus i den for hende karakteristisk enkle stil og med en ukuelige vilje til at se realiteterne i øjnene. Charlotte Strandgaard mistede i 2011 sin søn og hendes identifikation med jomfru Maria som mor og hendes tab af sønnen er gribende læsning. Halfdan Pisket har med tegneserietrilogien Desertør, Kakerlak og Dansker, 2014-2016, slået sit navn fast som en fornyer af genren i Danmark. – Hans 16 tegninger til Charlotte Strandgaards digte er ikke én til én illustrationer, men fremstår som et værk i værket: fra bebudelsen over Jesu lidelseshistorie og Marias skrig ved korsnedtagelsen til Maria himmelfart. Ligesom Charlotte Strandgaard har sine oplevelser og sin fortolkning af de bibelske fortællinger, sådan har Halfdan Pisket også sine oplevelser og sin fortolkning udtrykt gennem den enkle streg, som er hans, og med brug af bare én farve, rød, som både refererer til Kristi lidelse og Helligåndens ild. Tilsammen revitaliserer de to kunstnere, digteren og tegneren, med udgangspunkt i evangelierne det aldrig fuldt besvarede spørgsmål, om der er en mening med lidelsen.

Fem dage for ROSE

af Hans Hedegaard Andersen

Rudyard Kipling, Herman Melville, Joseph Conrad, B. Traven skriver om sømænd og livet til havs. Det er den tradition, Hans Hedegaard Andersen tager op. Hans debutroman Manden i månen fra 2016 havde den fuldbefarne sømand Lasse som hovedperson, styrmand på Mærsks containerskibe i vagter af 3 måneders varighed syd om Afrika, men med skibe som i sig selv udgjorde hele kontinenter, så havet selv nærmest var usynligt. Anderledes er det i Fem dage for ROSE: Hovedpersonen Simon er amatør. Han har en drøm om at sejle, så da han og hans kæreste Laura skal på ferie, er hans første indskydelse sejlferie. Laura modsætter sig, det gider hun ikke, hun dyrker triatlon og kan ikke forestille sig noget mere kedeligt end fjorten dage ombord på en båd. I Florida møder parret ved et tilfælde den fallerede pilot og racerkører, Steve. Han har en båd, ROSE, som skal sejles fra en havn til en anden, og inden Simon og Laura har set sig om, er de overtalt til at foretage sejladsen. Heraf titlen. Her kommer havet til sin ret og det så meget, at det er lige ved at gøre det af med Simon. – Det foregår i Den Mexikanske Golf, motoren sætter ud, for det første, og for det andet bliver det et allerhelvedes uvejr. Her er udfordringer som hos ovennævnte klassikere fra sejlbådenes tid, hvor det handler om liv og død. Spillet – for man synes næsten at have et spil foran sig som på teater eller i en film – er sublimt, magtforholdene parret imellem skifter hele tiden og den ellers vage Simon bliver gennem de voldsomme udfordringer fra havet mand. Det er den korte version af fortællingen, den er elementært spændende, som en spændingsroman, med en jævnt stigende kurve. Den handler om løgn og bedrag, hvordan de to mistror hinanden. Og hvordan parforholdet som sådan er på spil. De fleste mandlige forfattere kan skrive om tvivlesyge mænd, nogle af dem også om mænd, der bliver mænd, men Hans Hedegaard Andersen kan også skrive om kvinder. I lange passager i Fem dage for Rose – og ikke kun i konfliktsituationer, men også i erotiske scener og i ønsket om at blive gravid – folder forfatteren sig ud med en unik forståelse af den feminine kvindes selvforståelse. Ydermere får man som læser et sjældent indfølt blik på denne Steve og hans miljø i Floridas sumpe ved The Forgotten Coast og kontrasten hertil i form af de unge og meget rige på det ferieresort, hvor Simon og Laura restituerer sig efter den farefulde sejlads i Den Mexikanske Golf. Fem dage for ROSE er både en udflugt med døden, en kærlighedshistorie og en miljøskildring.

Blackhawk

af Grete Roulund

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.                        Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian.    Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab. 

Scorebysundfortællinger

af Pia Arke

Pia Arkes Scoresbysundhistorier er et drama uden sidestykke i dansk litteratur. Bogen handler om en fuldstændig vanvittig kreds af danske privatpersoner med polarforskeren Ejnar Mikkelsen i spidsen, som udlever deres egne private ambitioner udenom regeringen og det danske folketing og i 1925 flytter 100 grønlændere tusind kilometer nord på, fra Angmagssalik til Scoresbysund. Disse danskere havde selv kolonialiseret Scoresbysund i 1924 for at sikre Nordøstgrønland forblev dansk, efter Norge havde rumlet med idéen om, at landet var deres. 21 fuldvoksne danske mænd var taget derop om sommeren for at bygge nogle hytter, men det var grønlænderne, mor, far og børn, der skulle bebo dette udsted permanent. Og her starter Scoresbysundhistorier, midt i dette kolonidrama, vi danskere så ofte forsøger at feje ind under gulvtæppet.      Pia Arke fortæller ved at spore sine egne rødder, sin egen historie – hendes egne bedsteforældre var blandt de udvalgte grønlændere der måtte udstå danskernes dominans. Hun bruger fotos, breve og interviews og stykke for stykke, i en slags detektivhistorie, kortlægger hun disse grønlænders liv, med anker i det geografisk sted og samfundet Scoresbysund. Derfor er Scoresbysundhistorier en afgørende brik i vores selvforståelse af koloniseringen af Grønland, der nu gøres bred tilgængelig, for den danske befolkning. Det er intet mindre end en vanvittig god, omend frygtindgydende, historie om Danmarks rolle som sen kolonimagt.

Høstnætter

af Christian Skov

Høstnætter (1994) er ikke blot en roman, men snarere et filosofisk eksperiment – en messende meditation over forholdet mellem bevidsthed og omverden, virkelighed og drøm. Romanen er forankret i det danske agrarsamfund anno 1900, hvor vi følger den unge dreng Jes, mens han lever som arbejdsdreng på en gård, hvor han går til hånde på marken og i staldene. Jes har ingen forældre, vi ved ikke hvor han kommer fra eller hvem han er, kun at han bevæger sig i grænselandet mellem voksen og barn: at han på den ene side er håbløst angst, og til tider overvældes af en uforklarlig lammende frygtsomhed, og på den anden side blot er en ung dreng, med alt hvad det indebærer af usikkerhed, forelskelseskvaler og spirende seksualitet.                        Romanens strukturerende princip er en faren ind og ud af drøm og virkelighed, Jes’ store tvivl og de implicitte spørgsmål: Hvad findes udenfor menneskets egen bevidsthed? Hvad er virkeligt og hvad er forestilling? Og hvis det forestillede forekommer det enkelte individ ligeså validt eller afgørende som det virkelige, hvilken betydning har det så at skelne?   Efteråret er i ham, det er, som hører han en levendes klage, det er det ikke, det er blæsten; ellers er det køerne, han hører; når blæsten holder en pause, eller det er aftener uden blæst, er det køernes brummen og hiven i bindslerne; det er, som den lyd aldrig vil slippe ham; kan andet ikke døve den, er den der. Det er, som skal han altid være i dette kammer; han er til tider ved at tro, det er kun her, han altid er, at det kun er i ham, der er morgener og dage uden  for kamret, så er det dette, han skal kæmpe med.    Hvert eneste scene, hvert eneste billede i Høstnætter er så energiladet, så fuldkommen overbevisende, at ingen læser kan tvivle på Skovs kompromisløse sprogunivers, der med sikker hånd giver litterær form til den unge, tvivlende bevidsthed. 

Degnens Hus

af Hulda Lütken

Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund.  Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“    Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.   

Den usynlige vilje

af Hans Lynge

Hans Lynge (1906 – 1988) var en grønlandsk maler, billedhugger og forfatter, men også samfundsdebattør og politiker, der igennem hele sit kunstneriske virke opponerede stærkt mod den danske kolonimagts umyndiggørelse af det grønlandske folk. Lynges Den usynliges vilje er et hovedværk i den grønlandske litteratur og burde også være det i den danske.    Hans Lynge skriver om Grønland og grønlandsk kultur til og ikke mindst for grønlænderne. Men fortællingen er mindst ligeså medrivende for den uvidende læser. Værkets tematik – hævnmordet – er skrevet på baggrund af en virkelig begivenhed i en fangerbygd i det nordlige Grønland. To brødre opdager, at den mand der har opfostret dem ikke er deres far, men deres fars morder. Og så opstår kvalerne mellem ære og pligt, skam og samvittighed, familiekærlighed og samfundsforventninger. For hvem skal man ære og adlyde? Den afdøde far der beder om hævn, eller morderen, der har opfostret de to brødre, som var de hans egne?    Dag og nat forfulgtes Ulloriaq af skyggen af den uhævnede faders sjæl, ikke et øjeblik lod den hans tanker i ro. Værst var det om aftenen, når han lagde sig for at sove, da kom den til ham fra graven for at bede ham om den eneste ting, man kan ønske sig fra det sted: fred. Hvordan skulle han da kunne undslå sig fra at lade det blod flyde, som kunne give faderens sjæl den fred, den sådan tørstede efter?    Den usynliges vilje er ikke blot et overbevisende indblik i den nu næsten uddøde grønlandske fangerkultur, men også en bevægende fortælling om et menneskes indre konflikt mellem ære og samvittighed. 

Mellem to søer

af Albert Dam

I 1934 udgav den danske forfatter Albert Dam den skæbnetunge klassiker Saa kom det nye Brødkorn, der hurtigt blev et hovedværk i dansk litteratur. Romanen blev hyldet som et eminent hjemstavnsportræt, og Dam blev især anerkendt for hans raffinerede beskæftigelse med skyld og skæbne som afgørende faktorer i menneskets færden på jorden. Men allerede næsten 30 år inden, med hans debut Mellem de to søer (1906), havde Dam taget disse spørgsmål op i en mindre, men højst bemærkelsesværdig, thrillerroman, hvor et trekantsdrama udspiller sig mellem to unge piger og den nytilkomne Karl Bay i et jysk landsogn. Et trekantsdrama der får fatale konsekvenser, for dem alle tre.                        Hvad der er særligt glædeligt ved at stifte bekendtskab med Dams debut er hans endnu uforbeholdne begejstring for det makabre, og hans fremmaning af menneskepsykens mørke og komplekse sider. Dam placerer, via sine miljøskildringer af de små jyske bondesamfund, modernismen i den danske landbrugsmuld: Han forener en slags naturromantik med modernismens forkærlighed for det sanseberusende, som vi ser det hos tidligere franske storbydigtere såsom Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Og det er særligt her hans billeddybde brillerer, som her, hvor den myrdede Mathilde forenes med natten.    Mathilde sidder mod egen; i mørket synes hun at strække sig ud til hvile i natten. Ovre fra krattet er der en, der forsvinder ovenud og løber op ad skelstien. – Natten lider. Mørket kæmper med enkelte stjerner højst oppe; men nu kommer månen til undsætning; den har lykkelig slæbt sig op af skyerne et sted ovre; da den kommer ud ovre på en åben plads, breder den sig og ser sig omkring. Med blidt sørgmodige stråler betragter den et øjeblik den døde eg og Mathilde, der sidder så roligt op imod den.    Det er også dette træk, der gør Albert Dams forfatterskab særlig pikant. Mellem de to søer er et overraskende værk, som bør vække begejstring i enhver læser, der har tørstet efter en anderledes og uhyggeligt velskrevet thriller. 

Madame D'Ora

af Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensen (1873 – 1950) er en dansk nationalskat. Romaner som Kongens Fald og Den Lange Rejse bidrog til at han modtog Nobelprisen i litteratur i 1944, der sikrede ham en plads som en af de mest prominente figurer indenfor europæisk litteraturhistorie, dengang såvel som nu.    Madame D’Ora er den første af Jensens to Amerikaromaner, den udkom kort efter Kongens Fald og chokerede datidens læsere i både sin form og indhold. For Madame D’Ora er kitsch af værste skuffe, og et overraskende projekt fra Jensens hånd. Romanens handling udspiller sig i New York, hvor den Londonfødte videnskabsmand Edmund Hall søger efter selve livets grundstof, mens hans kone Madame D’Ora kæmper med jalousien over Halls fascination af unge kvinder og det spirituelle.  De to hovedpersoner er i sig selv parodier: Edmund Hall er videnskabsmand og som i myten om Faust i færd med at finde selve livets urstof, det vil sige, som Hall selv udtrykker det: hvad Stof er og hvordan det kan omsættes til Kraft. Og Madame D’ora er falleret varietésangerinde, og allerede for gammel til at indtage rollen som forførende viv. Selve romanens genreopbygning er også en parodi: ikke blot over kærlighedsromanens melodrama, men også thriller-og horrorgenren.        På den måde er Madame D’Ora en rigtig ’amerikanerroman’ – fyldt med spænding og gys, men også humor og den ironiske distance, vi sådan praler af at bemestre her i det kolde nord. Og ikke mindst er den en sand fornøjelse for enhver, der ønsker at dykke ned i et overraskende saftigt hjørne af Johannes V. Jensens forfatterskab.

Vejen går gennem luften

af Inge Pedersen

Vejen går gennem luften er en roman om en ung kvinde, der rejser til et seminarium i Vestjylland for at blive lærer. Her havner hun uforberedt i et miljø, der er præget på den ene side af en folkelig, glad grundtvigianisme, på den anden side af Indre Mission. Vi er i 1950’erne med frihedsdrømme, rock’n’roll, oprøret i Ungarn og en spirende seksuel frigørelse. Men som så mange seminarier dengang er dette ikke kun defineret af, at eleverne skal blive gode lærere. Der findes i lige så høj grad elementer af en moralistisk og kønsforskrækket vækkelsesånd. Og da veninden Mona bliver gravid, får det fatale konsekvenser. Romanens hovedperson kender vi fra Inge Pedersens to seneste romaner Og halsen af en svane og Til Amerika. Nu er hun 19 år, nysgerrig og oplevelsessyg. Der skal ske noget. Hun er sværmerisk, tvivler på egne evner, men er også kompromisløs og konsekvent. Og det er netop i denne omskiftelighed, i hovedpersonens mange facetter, at Vejen går gennem luften konstant overrasker. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske.

Krigens Ofre

af Karin Michaëlis

Krigens Ofre er en samling reportager fra første verdenskrig, der for de syv ud af elleves vedkommende er omskrevne aviskroniker, flest fra Politiken, nogle fra Die Zeit.  Karin Michaëlis er ikke objektiv eller neutral, men stilen og sprogtonen er den klangbund, der bærer reportagerne frem så det er umuligt at se, hvad der er digtning og hvad der er sandhed. Netop fordi hun skriver som forfatter og bryder radikalt med krigstelegrammernes tørre og tilsyneladende neutrale opremsninger, får hun en helt enestående plads i den danske behandling af første verdenskrig.   Karin Michaëlis demonstrerer her at humanismen findes  - også der hvor man mindst venter det. I krigens elendighed blandt almindelige mennesker. Og vi skal blive berørt og klogere, måske, på menneskets evne til at fastholde medmenneskeligheden  - på trods. Vi skal se dette skildret i et pågående og nyskabende sprog som lader spontaniteten og empatien komme til orde, og måske kan vi via Karin Michaëlis´ oplevelser i krigens bagland komme videre til hendes forfatterskabs kortlægning af menneskets   -  og især kvindens  -   forsøg på at skabe en tilværelse båret af kærlighed, solidaritet og frihed.  Krigens Ofre giver stof til eftertanke om krigens rædsler, men også brugbare indsigter til vores aktuelle situation i Danmark anno 2017    -  hundrede år efter. 

RESPONSE TO IMPACT

af Jan Krogsgaard

Jan Krogsgaards værk RESPONSE TO IMPACT tager udgangspunkt i nedskrevne noter fra en syv-otte årig periode, hvor Krogsgaard har arbejdet i Burma/Thailand, Cambodia og boet på en ø i Vietnam.   Under sit arbejde med to større filmprojekter, det ene i Cambodia med bl.a. optagelser af monologer med tidligere lavt-rangerende Khmer Rouge-soldater, som blev til museumsværket Voices of Khmer Rouge, og et andet projekt i Burma, som blev til den Oscarnominerede dokumentarfilm om undergrundsjournalistik med titlen Burma VJ –Reporting From a Closed Country, opholdt Krogsgaard sig oftest i en øde bugt på en ø i Vietnam. Herfra påbegyndte han sit arbejde med det, der er blevet til bogen RESPONSE TO IMPACT.   Og titlen er meget sigende, for det er netop det denne bog er: refleksioner over og reaktioner på det voldsomme miljø, som Krogsgaard skildrede i sine film. RESPONSE TO IMPACT er et selvstændigt værk, der reflekterer over det tab af sprog, som krigen medfører. Han skriver et nyt sprog frem, et sprog der nødvendigvis vil opstå på ruinerne af det gamle sprog, den gamle erfaringsverden fra før volden, fra før mødet med krigen.   Hvad er det her for en verden? Beskrivelserne kan virke fragmenterede, erfaringerne næsten uforståelige, men tag ikke fejl. I sine vedvarende og insisterende beskrivelse af krigserfaringerne lykkes det Krogsgaard at give et nuanceret billede af krigens væsen gennem en skildring af krigserfaringens desorienterede og ubegribelige logik. Hvis man da kan tale om logik, hvis den ikke netop er helt og aldeles suspenderet i en sådan verden.

Livet er en fest og så dør man

af Nikolaj Tange Lange

En technoklub i Berlin der damper under en tre uger lang hedebølge. Folk daser i skyggen på hullede lædersofaer og tungekysser i krogene. Og de sniffer, sluger og sælger. En ecstasy-hangover kureres med speed: Jagten på den næste rus er allestedsnærværende. På Berlins klubscene betyder klokken ikke noget, dagslyset kommer og går, og det samme gør opturen – og efter den nedturen med svedeture, depressive tanker og en altoverskyggende tørhed i munden. Vi følger Nikolaj, en 29-årig homoseksuel mand med forfatterdrømme. Vi er med hele vejen: Til festerne hvor den ene nat glider over i den næste, i Nikolajs slidte lejlighed, når han vågner alene med telefonen som eneste selskab og i playroomet hos Klaus, Nikolajs 17 år ældre elsker, hvis liv er gået i stå, siden han mod forventning overlevede sin HIV-diagnose i 1980’erne. Men Livet er en fest og så dør man er meget mere end en roman om hårde stoffer og hård sex. Det er også en roman om den ukuelige søgen efter nogen at holde af. Og om den eufori der findes i forelskelsen. Dette farvestrålende, hvileløse liv i Berlin er ikke uden konsekvenser. Her festes med livet som indsats.

BLÅ

af Helene Johanne Christensen

Helene Johanne Christensens debut, digtsuiten Blå, er sensationel i sin insisteren på det enkle eller ligefrem bogstavelige. Blå afbilder ikke verden, men er verden – eller bedre: verden i sin tilbliven, en metamorfose. Blå er en kærlighedshistorie, som – omkring frasen et nyt lys – insisterer på ikke at ville nøjes, insisterer på og længes efter en forandring af relationen mellem jeget og den elskede. Der er noget Inger Christensensk over dens måde at organisere stoffet på i en stadig gentagelse og variation af de samme få elementer: et værelse, havet, en åben plads, en statue, farven blå. I og for sig er der tale om en ganske nøgtern undersøgelse af sproget, hvordan det er i glidningen mellem elementerne, betydningen opstår. Men det er også – samtidig med denne undersøgelse, og heri ligger digtenes stærke nødvendighed – et helt almindeligt menneskes desperate forsøg på at fastholde et håb om forløsning.  Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.

ADRIEN

af Helena Thau

ADRIEN er en roman om at rejse og forelske sig. Det er en kærlighedserklæring til livet, naturen, vejene og til de lokale der modtager de rejsende med gavmildhed – giver et måltid mad, et lift, en varm seng at sove i. Elena møder den sælsomme og smukke Adrien på færgen fra Kreta til Githio, og de påbegynder vandringen gennem Peloponnese sammen. De længste veje tilbyder de smukkeste gaver, skriver Adrien til Elena. Og det er på denne lange rejse, at vi med Elena oplever, hvad det vil sige at drømme, at tro, at forelske sig og sidenhen overleve denne forelskelse. ADRIEN er Helena Thaus debutroman.

HJÆLP

af Jacob Skyggebjerg

Det starter med en bytur. Værtshusuorden, en voldsom anholdelse. To år senere skal der fældes dom i sagen. Hvem kan huske hvad der egentlig skete. To betjentes ord mod en borgers. En bagatelsag. Det bliver til en behandlingsdom på fem år.   Fem år i det psykiatriske system. Fem års destruktion. Fem års stilstand. Fem år som død, som ingenting, som patient. Fem års ødelæggelse, tilintetgørelse, knuste drømme, uddannelse, jobs, relationer. Fem års gøren svag. Fem års hjælp. HJÆLP er Jacob Skyggebjergs vidnesbyrd fra det bizarre forløb, han i perioden 2008-2013 var igennem med en behandlingsdom og det psykiatriske system, der forvalter sådan en. Det starter med en næsten uskyldig bytur i Vejle, og det slutter med udgivelsen af debutromanen Vor tids helt og det gennembrud, den afstedkom. Men HJÆLP er mere end et vidnesbyrd om turen gennem psykiatriens ofte umenneskeliggørende maskineri. Det er også et desperat råb om hjælp, et ungt menneskes insisteren på menneskelig forståelse fra et system, der insisterer på systemets forståelse.

1,7 tipping point

af Silja E.K. Henderson

Hybridværket 1,7 tipping point er en montage bestående af forfatterens egne digte, dagbogsblade og erindringsbrokker, readymades om verdens tilstand fra internettet og en dystopisk novelle, der tematiserer menneskets nuværende tilstand: katastrofeafventende. Igennem værkets utallige referencer fra alt fra videnskabelige artikler til twitter-opslag oversvømmes læseren af informationen. I en vekslen mellem det nære og hjemlige i dagbogsnotaterne og det truende apokalyptiske i faktaklip og statistikker skriver Henderson klimakrise, ulighedskrise og flygtningekrise sammen til én og samme problemstilling – og kæmper som menneske, intellektuel og som mor på den ene side med at erkende sin egen og samfundets apati, og på den anden side med at overskride den i det fælles og hudløse ‘vi’. Henderson skriver sig ind i den kritiske tradition, der de seneste år har blomstret med danske forfattere såsom Lars Skinnebach og Theis Ørntoft, men også internationale kunstnere som Ai Wei Wei og økokritikkens teoretiske fader Timothy Morton.

Elastik

af Johanne Bille

Elastik er en roman om at være kvinde. Om at være kvinde mellem kvinder, mellem mænd og om at være alene med sin kvindekrop. Alice bryder sig ikke om at være kvinde. Hun føler sig fremmed i sin krop, med sit køn. På samme tid er Elastik også en moderne, høvisk kærlighedshistorie. Om Alices fortiede, men stormfulde forelskelse i den enigmatiske Mathilde. En forelskelse, der ikke findes plads til hverken i Alices forhold til kæresten Simon, til Mathildes mand Alexander eller i Alice selv. Elastik handler om ikke at ville nøjes med at finde sig til rette – i parforholdet, i samfundet og i sig selv. Om at ville kærligheden og fællesskabet, men ikke kunne løsrive sig fra sin egen egoisme og narcissisme. Hvordan kan vi være sammen? Det spørgsmål bliver i Elastik til: hvordan bruger vi hinanden?

den uanstændige madam D

af Hilda Hilst

den uanstændige madam D består af den skøre kones tale, når hun tager det, de andre kalder galskab, på sig: sin kamp for at forstå døden og volden, sine metafysiske spekulationer og sin vrede mod sit århundredes mand. Erindringer blander sig med stumper af samtaler og længere dialoger uden at danne et fremadskridende narrativ, men bogens situation er enkel nok: Jeg-fortælleren Hillé har mistet sin mand Ehud og er flyttet ind under trappen i sit hus, hvor hun nu hjemsøges af de døde og af landsbysamfundet omkring hende. Romanen bliver på denne måde til en diskussion af både åndelige og konkrete sociale vilkår set fra en håbløst isoleret position: den gale enkekvindes. Hilda Hilst (1930-2004) skrev lyrik, dramatik og prosa og hendes omfattende forfatterskab kredsede bl.a. om sindssyge, seksualitet og religiøs splittelse. I modsætning til eksempelvis sin ven og landsfælle, Clarice Lispector, valgte Hilst at udkomme på mindre forlag og ofte i særudgivelser, og hendes modvilje mod det litterære etablissement har medvirket til, at udlandet har været lang tid om at opdage hende. den uanstændige madam D er den første udgivelse af Hilda Hilst på dansk.

Jeg skal med til fuglenes fødselsdag

af İlhan Berk

Jeg skal med til fuglenes fødselsdag er et poesi-eksperiment, hvor  modernismens mange retninger fra surrealisme til konkretisme blandes sammen. Resultatet er et underligt, smukt og overraskende sprogligt monument – en poetisk verden bygget efter den konkrete verdens hemmeligheder. İlhan Berk skrev engang, at ”det, som poesien ønsker at vise, er sig selv.” Og Jeg skal med til fuglenes fødselsdag lever fuldstændigt op til dette. İlhan Berk (1918 – 2008) er en af de mest betydningsfulde digtere i den moderne tyrkiske litteratur. Han var forfatter til mere end tredive digtsamlinger, samt litteraturkritiske skrifter og selvbiografier. Berk var en modernist par excellence, og hver eneste digtsamling fra hans hånd var et nyt, overraskende, fantasifuldt og udfordrende eksperiment. At skrive digte var en lidenskab for ham. Han sagde: ”Jeg betragter verden som et sted at skrive, ikke et sted at leve.”

Stillezone

af Shosha Raymond

Stillezone handler om at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie. At opdage at alle er børn hele livet. Shosha Florrie Raymond er født 1993, opvokset på Frederiksberg og i Nordvest og bosiddende i et kollektiv i Rødovre. Stillezone er hendes debut. "Jeg står foran spejlet på mit værelse og undersøger mine armhuler. Hårene er krusede og flere centimeter lange. Stiklingerne skal trækkes fra hinanden. Jeg sidder på plantemaskinen og planter porrer. Hjulet mellem mine ben består af to runde plastikflader, der skiftevis bliver tvunget fra hinanden og klemt sammen. Når mellemrummet opstår, stikker jeg en porrestikling ind i åbningen.” 

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver

af claus ejner

JEG TÆNKER IKKE OVER, HVAD JEG LAVER er lige så meget en læsebog, som den er en billedbog. Ikke fordi det skrevne fylder ret meget – nogle få billeder har en kort ledsagende tekst – men fordi billederne skal læses. De er fulde af betydning, overraskende og ofte med en venden-på-hovedet-logik à la Storm P. Automattegningerne i JEG TÆNKER IKKE OVER, HVAD JEG LAVER har rod i en surrealistisk tradition. De gengiver et sanset og ubevidst aftryk af mødet med verden og flere af billederne kan ses som kommentarer til vores fælles hverdag, til vores forudfattede mening om dette og hint. Vores sociale interageren, vores drømme om kærlighed og rigdom etc. vrides en gang og afsløres i deres buldrende tomhed. – Den irsk-franske forfatter Samuel Beckett er en nærliggende reference, det absurde som sådan, men humoren, den særlige claus ejnerske humor, holder os fast. Men der er også visionære, helt-ude-i-hampen-billeder, som skaber helt nye universer, andre muligheder, nye forbindelser mellem allerede kendte størrelser af typen gør-det-selv eller fra forbrug-og-smid-væk-samfundet. Og så parafraseres, citeres og refereres der indimellem også til forskellige historiske kunstværker. Bogen viser 92 udvalgte automattegninger, der er lavet i perioden fra den 8. september 2016 til den 23. maj 2017. claus ejner er billedkunstner. Han arbejder med tegning, gouache og performance.

April

af Sonja Hauberg

Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn. Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961.  April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog.  Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet. Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende. For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene.    April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..

Vær god ved dyrene

af Monica Isakstuen

Karens familie går i opløsning. Hun er ikke lykkes med at holde sammen på familien og hun må skilles fra faderen til hendes lille datter. Nu skal hun til at dele sin datter. Der melder sig et kor af stemmer, en strøm af gode råd og formaninger, et helt nyt sprog: Tilknytning. Forudsigelig adfærd. deleordning. Forældremyndighed. Overgangsfase.  Monica Isakstuen tager med romanen VÆR GOD VED DYRENE fat på et aktuelt og ekstremt betændt problemfelt i mange menneskers liv i dag: Hvad gør vi når kernefamilien falder fra hinanden, og forældre og børn skal finde nye måder at leve på - hver for sig og sammen?  VÆR GOD VED DYRENE er Monica Isakstuens gennembrudsroman og hendes første bog på dansk. I 2016 blev romanen tildelt Norges største litteraturpris, Brageprisen, for årets bedste roman. 

Spild

af Carl Hansen Fahlberg

Carl Hansen Fahlberg (f. 1870) er opvokset i datidens nørrebroske slum i København. Han tog ansættelse ved Københavns Opdagelsespoliti, og det var mens han bestred dette hverv, han skrev Spild. Han var dedikeret i sit arbejde, og var blandt andet manden, der fik fingeraftrykidentifikationsmetoden indført i Danmark.  Spild er en undergangsfortælling, men den er først og fremmest dannelsesroman. Den beskriver den livsbane, der nærmest er uundgåelig for fattige i datidens København. Det er børn, der dag ud og dag ind konfronteres med deres elendige kår og samtidig skal se på, hvad der er at mæske sig i på den anden side. Det er livet i de rædderlige lejligheder med fugt og skarn i hjørnet og drukne forældre, der slås og ikke tør eje møbler, fordi de så ikke kan få den fattighjælp, de har brug for. Et spild af mennesker og alt hvad de indeholder af tanker og drømme og håb, et spild af samfundsressourcer. Spild alene som blot og bar læseoplevelse besidder en helt absurd intensitet. Det ligger i bogens undertitel: Silhouetter fra forbryderverdenen, at de karakterer – de skæbner – og de begivenheder, handlinger og situationer, der illustreres, er kunstfærdige gengivelser af virkelighed.Vi er med hele vejen gennem Spild.  Vi ser, vi lugter, vi smager, vi hører, vi føler, vi fornemmer – intet dokumentarværks rekonstruktioner i levende billeder kunne have taget os bedre med gennem 1890’ernes slum!

Natsangersken

af Ulla Ryum

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.    Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.    Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske.  Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

Løg

af Harald Herdal

Løg er en roman, der foregår rundt omkring i København og lidt også ude i Charlottenlund og ad landet til, men først og fremmest foregår den inde i hovederne på bogens syv centralkarakterer.  Løg er ikke en handlingsbåren roman, det er ikke klassisk drama. Handlingen er meget stilfærdig, en trissen rundt i den stille, begivenhedsløse bliven til arbejder – et ikkeeventyr uden heltedåd – det er det gigantiske drama, der foregår inden i hovederne på disse grå eksistenser, der er fortællingen. Nedbrydelsen fra drømmende ungt menneske til færdigt formet arbejder.     Vi følger de syv hovedpersoner (lidt af barndommen og siden) fra de med konfirmationen gør deres entre i voksenlivet og nogle få år frem, hvor de – ifølge samfundets normer – er fuldendte mennesker, gift, med barn, lejlighed, regninger og gæld. Hvad der udadtil kunne synes at være en dannelse, der foregår og gør børnene til voksne, bidragende borgere, er i virkeligheden én lang fornedring af dem som personer – som de mennesker, de er.     Der er altså en grund til, at strukturen er, som den er – der er ikke, som Hans Kirk ellers formulerede det i sin anmeldelse ved bogens udgivelse, tale om „en håndfuld noveller, der er plukket i stykker og sat sammen igen til en roman“ – der er ikke tale om syv selvstændige fortællinger, men derimod én fælles fortælling om livets udvikling, formningen af sindets lag, på de betingelser, som er stillet i de københavnske slumkvarterer og deres befolknings traditioner.    Kirk brød sig ikke om Løg, fordi den ikke var en eventyrlig fortælling om arbejdere, der klarede den, den var ikke en vejledning i eller en påstand om muligheder for at gøre noget til det bedre – den var ærlig, og det var menneskenes naturs ageren i ikkenaturen, den handlede om. Og derfor, i sidste ende, en tordnen mod samfundets institutioner med arv og familie og ægteskab og forpligtelser. Et oprør mod det, der ikke er frihed – arbejderslum eller ikke – det er det, der er Herdals ærinde. Harald Herdal 1900-1978. Debuterede med digtsamlingen Nyt Sind (1929). Senere udkom romanerne Man skal jo leve (1934), Løg (1935) og En Egn af Landet (1939). Derudover omfatter Herdals forfatterskab talrige noveller, essays og artikler.

Drømme

af Rud Lange

Man kan drømme på to måder; man ønske sig noget, håbefuldt, naivt, og man kan hallucinere, mens man sover. Rud Langes roman Drømme (1910) drømmer på begge måder, og det bruges til at give talerør til de ødelagte eksistenser, der fandtes på Brøndstræde tilbage i slutningen af det 19. århundrede. Det er en umådelig københavnsk og historisk bog, men dens beskrivelse af usselhed er genkendelig for den moderne dansker Drømme er en grim bog, der udstiller lusetheden i sin samtid, men det er også en smuk bog. Det er en fortælling om en krop i forfald. Kroppen har tuberkulose, og dens afhængighed af alkohol etableres nærmest plat. Kroppen er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad den længere. Denne krop af skidt og møg erklærer dog allerede på anden side, at den nægter at dø så usselt som på fattiggården, og kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den  Bogen er skøn i sin syrefuldhed, men også i sin tvetydighed, da Marie før sine syner er sultende, dehydreret, gammel, svag og syg.  Drømmene kan både forstås som en gave/test fra Himmelen og som en hallucination, og skismen imellem de to giver læseren en rigtig bitter smag i munden: enten er universet uretfærdigt, eller også er universet uretfærdigt. Marie håber på at få al sin jordiske lidelse til at give mening på et højere plan, men selv hvis hun går til himmels, har det gamle Danmark stadig skidt på hende. Både fysisk og åndeligt.

Roman

af Vagn Lundbye

Af alle steder foregår romanen på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem.  Erik Thygesen udtrykker i antologien Prosa fra 1970, at Vagn Lundbyes strategi går ud på at flytte balancen fra den alvidende fortæller, skabt og næret af forfatteren, til i virkeligheden en uvidende, fortsat allestedsnærværende fortæller. Den alvidende fortæller erstattes af en lang række observationsposter indenfor det fiktionsrum, hvorfra fortælleren henter sit stof, og som ved den stadige gentagelse, i en seriel opbygning, bliver romanen.   Vagn Lundbyes poetik eller metode er klar, enkel og uden svinkeærinder: Himlen er overskyet og kan hvert øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille traktørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rundkreds om dyret der æder løs af græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod gabet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden..  Alt er destabiliseret, alt svangert med vold og undergang. Der er i citatet og hele romanen igennem en ophobning af nedværdigende og latrinært beslægtede udtryk. Vi befinder os langt væk fra noget, som på nogen som helst måde er ophøjet, vi befinder os i sumpen, nede, hvor afsondringen finder sted. Sved, lort etc., men også udtryk, som korresponderer med barnet, dvs. med det infantile i beskrivelsen.    Vagn Lundbye, 1933-2016, debuterede med novellen En af disse (1964) i tidsskriftet Vindrosen. Senere udkom romanen Signalement (1966). Lundbyes forfatterskab er enormt og udfolder sig inden for mange genrer som blandt andet romaner, digte, børnebøger, rejseberetninger, noveller og faglitteratur. I denne udgave af Roman er der ekstramateriale fra tidsskriftet ta’, Skal træerne væk med illustrationer af Per Kirkeby og fra Lundbyes roman Nico (1969): Wrap your troubles in dreams.

De nøjsomme

af Poul Vad

De nøjsomme er ikke en generationsroman, for den beskriver ikke bare én generations kamp. Den beskriver den evigt menneskelige frustration over dissonansen mellem den rendyrkede erfarings ubeskrivelige kaos og det rationelle, praktiske og logiskes diskriminerende orden. Umuligheden af at italesætte det, der rører sig. Poul Vad, 1927-2003. Debuterede med digtsamlingen Den fremmede dag (1956), men udgav derfra primært romaner som bl.a De nøjsomme (1960) og dernæst Taber og vinder (1967), og Dagen før livet begynder (1970). Derudover udgav han et par essaysamlinger, en novellesamling og sidst, men absolut ikke mindst, må nævnes hans kunsthistoriske produktion, som omfatter en række monografier om danske billedkunstnere.

Vi ses på mars når klimaet går amok og lokummet eksploderer

af Jacob Skyggebjerg

Jacob Skyggebjergs pamflet 'Vi ses på Mars når lokummet eksploderer og klimaet går amok' repræsenterer et udvalg af de politiske skrifter, Skyggebjerg har haft bragt i diverse medier siden forfatterdebuten i 2013. Budskabet er klart - her er ingen højre- eller venstresnoning: Gennem ligegyldighed kommer undergang, og ligegyldighedens last er i høj grad hvad vi, danskerne, og menneskene i det hele taget lider under. Vort samfund består på det, at vi kan undlade at forholde os. Vi har i bytte for velstand og magelighed måttet acceptere: Håbløshed. Meningsløshed. Tankeløshed. Verdens undergang.  Samlingen er i den grad debatskabende. Skyggebjerg er provokerende og underholdende, men først og sidst - skarp og intelligent.

Landskabsdigternes klub

af Anders Søgaard

En gruppe tjekkiske digtere kaster sig i frihedsrusen, der blev skabt efter Murens Fald ud i et eksperiment: Et kunstnerisk kollektiv, hvor alle grænser – bevidsthedsmæssige, seksuelle, kunstneriske – forsøges nedbrudt. Da grundlæggeren, Frau Spiegel, anklages af samfundet, tvinges dets medlemmer og følgere til at reflektere over, hvad kollektivet søgte og opnåede i dets korte levetid. Landskabsdigternes Klub handler om, hvad der sker, når vi forsøger at skubbe grænserne for, hvad der er os menneskeligt muligt. I livet. I sproget. Anders Søgaard, der til daglig er professor i kunstig intelligens ved Københavns Universitet, vender tilbage til dansk litteratur efter 15 år.