VILDSKUD forside

VILDSKUD

VILDSKUD forside
Forfatter:
Originalsprog:
Dansk
Sider:
314
Omslag:
Hæftet
Forlag:
ISBN13:
9788793709362

Benene knækkede sammen under Ketil, der landede midt i savspånerne på gulvet under båndsaven, krøb sammen som en hund og rystede over det hele.»Jeg troede, du havde fået nok sidste gang, hvor du forulempede min datter!« brølede Tim rasende og hamrede rundstokken ned i båndsavens stålbord, så træsplinterne fløj rundt i luften sammen med knaldet, der lød som et pistolskud.

»Du har gjort min datter fortræd, og du fortsætter!« Tim stod rasende foran ham.

Vildskaben i hans øjne, fremskudt hage, tænderskærende. »Hvad fa’en er der galt med dig?«

»Ba.. bare slå!« hylede Ketil. »Bare slå mig!«

Gun-Marie bliver under efterårsfesten overfaldet af snedkerens søn Ketil. Han binder hende, slår hende og voldtager hende.

Luca, der er tæt forbundet med Gun-Marie, kan ikke nå at afværge ugerningen. I stedet gennemtæver han Ketil.

Da Ketil kommer tilbage fra sygehuset, fokuserer han igen på Gun-Marie, belurer og chikanerer hende og venter på endnu en chance. Til sidst går Gun-Marie i skjul i skovhuggersjakkets arbejdslejr. Hun tror sig i sikkerhed i skoven, men er ikke klar over, at vanviddet har taget overhånd, at Ketil er blevet helt utilregnelig uden at nogen ved det! Handlingen foregår nutidigt og udspiller sig i et skovhuggermiljø i Sverige.

Forhandler Pris Forsendelse Samlet pris Køb her
iMusic 214,00 29,00 243,00
Bogreolen 218,95 29,95 248,90
Arnold Busck 279,00 19,00 298,00

Af samme forfatter

Landet ved verdens ende Forbandelsen 3

af Silja Bødker

Landet ved verdens ende er sidste bind i serien Forbandelsen.Naturdrengen Raven satser alt for at standse de iskolde, lasede dæmoner, der undslipper gennem et sort hul og besætter mennesker om natten. Men ved et nervepirrende uheld havner Raven i dæmonernes land, hvor de bundløse kløfter kan tage pusten fra selv den sejeste, hvor det er ekstremt koldt, glat og farligt at bevæge sig rundt samtidig med den nervepirrende trussel af de lurende, sorte dæmoner.

Forbandelsen 2 Mørkets Dæmon

af Silja Bødker

Heksen Saias voldsomme død har skabt et sort hul og dermed adgang for dæmoner. Mørket lægger sig som en kappe over jorden - et perfekt råderum for de iskolde, lasede skikkelser, der pludselig dukker op, og de er frygtindgydende, ligner mest af alt fugleflokke fra helvede.Raven og Yrd får nok at se til, da fjendskab, had og misundelse breder sig, for problemet er ikke kun dæmonerne, det er også dem selv.

Møgtøs

af Silja Bødker

Dibbos hænder med kun fire fingre greb ud efter hende, kloneglene fik fat i T-shirten, den med bamsen foran og som hun plejede at have på om natten. Med voldsom kraft skubbede hun ham fra sig, mærkede, at hans hud var enormt varm, blød og læderagtig. I et spring var hun ude på gulvet, greb dynen og smed den over den sprællende skikkelse. Uden at tænke kastede hun sig ovenpå for at holde ham nede. Hun havde fanget ham, hun var større og tungere. Hun hørte nogle halvkvalte skrattende lyde under dynen, og halen vred sig over madrassen. - Mor! skreg hun af sine lungers fulde kraft. - Mor!___________________________________________________________________Trine bliver mobbet i skolen og dette på en så belastende måde, at hun til sidst tager utraditionelle metoder i brug for at slippe af med årsagen til sine pinsler: Den omsværmede, smukke Selina med Dolly-håret.Trine og veninden Vera maner under et hekseritual en djævel frem - ikke så stor, måske lidt tåbelig, men alligevel ikke helt ufarlig, og nu starter Trines problemer for alvor.En fortælling om splittet kærlighed, terror i skolen og de mest usandsynlige følger det får, men her berettet så levende og så spændende, at man først slipper bogen, når der ikke er flere sider.

Forbandelsen

af Silja Bødker

Heksen Saia har kastet alderdommens forbandelse over den forfængelige herremand, Zagor, for at få ham til at stå for eftersøgningen af Livets Kilde, der kan give syge og gamle mennesker deres ungdom og kraft tilbage. Men naturdrengen Raven havner - sammen med den luftige hvide dryade Yrd - midt i heksens spind. Yrd har forladt sit træ i forsøget på at redde dryadernes skjulte dal og kilden. Men det får en konsekvens: hendes krop fortættes og bliver tung, jo længere væk hun fjerner sig fra sit træ ...

Dødens ventesal

af Silja Bødker

Hun går langsomt nærmere og stirrer på de hvide silkebånd. »Fuck!« skriger hun, så højt hun kan. Sofie Lund, står der skrevet med guldbogstaver. »Fuck. Jeg er død. Hvad skal jeg gøre?« Det giver et sæt i hende, da kirkeklokken begynder at bimle.Sofie bliver mobbet så meget i skolen, at hun ikke længere kan holde ud at leve.Hun tager en overdosis piller. Men på vej mod døden møder hun Jesper, som kørte galt på knallert for ti måneder siden. Hans krop befinder sig på hospitalet – i koma.Jesper er vidunderlig, hans smil, hans grå øjne. Hun kan fortælle ham det hele. Hun forelsker sig, hun fortryder, hun vil tilbage til livet … … Men kan hun nå det?piger; familien; mobning; selvmord; kærlighed; liv efter døden

Dødens ventesal

af Silja Bødker

Hun går langsomt nærmere og stirrer på de hvide silkebånd. »Fuck!« skriger hun, så højt hun kan. Sofie Lund, står der skrevet med guldbogstaver. »Fuck. Jeg er død. Hvad skal jeg gøre?« Det giver et sæt i hende, da kirkeklokken begynder at bimle. Sofie bliver mobbet så meget i skolen, at hun ikke længere kan holde ud at leve. Hun tager en overdosis piller. Men på vej mod døden møder hun Jesper, som kørte galt på knallert for ti måneder siden. Hans krop befinder sig på hospitalet – i koma. Jesper er vidunderlig, hans smil, hans grå øjne. Hun kan fortælle ham det hele. Hun forelsker sig, hun fortryder, hun vil tilbage til livet … … Men kan hun nå det? Pressen skriver: ”De bedste historier om mobning er dem, der også har ambitioner om at forholde sig loyalt til mobberens livsdilemmaer. Det gør "Dødens ventesal".” Fagbladet Folkeskolen. ****** (6 stjerner): ”Romanen er nervepirrende fra første til sidste side; absolut fantastisk!” Emilie Frederikke Mariendal, Kultur For Unge. ***** (5 stjerner) Saxo.com. ***** (5 stjerner): ”Dødens ventesal er skrevet i et utrolig flot og leve sprog og alle personerne vi støder på med Sofie, er virkelig troværdige.” Sabine's bogblog. ”En velskrevet og vedkommende bog, som tager fat i to vigtige emner: Mobning og død som følge af selvdestruktiv adfærd. En bog som kan fange mange.” Elisabeth Bennetsen, lektør. ”Bogen er ubehageligt velskrevet, med masser af overnaturlige elementer, der hæver den over det socialrealistiske og gør den til en spooky ghoststory.” Emil Blichfeldt, Weekendavisen. ”Bogen er gribende og bevæger sig ind på de områder, hvor det gør rigtig ondt.” Kit A.R., Saxo.com. ”Det tunge emne opmuntres af en knap så tør skrivestil, som er hvad der trækker den samlede læseoplevelse til nye højder.” Majasol. ”Alt i alt fed bog!” Paramore, boggnasker.dk. LIX: 24

Dødens ventesal

af Silja Bødker

Hun går langsomt nærmere og stirrer på de hvide silkebånd.»Fuck!« skriger hun, så højt hun kan. Sofie Lund, står der skrevet med guldbogstaver.»Fuck. Jeg er død. Hvad skal jeg gøre?«Det giver et sæt i hende, da kirkeklokken begynder at bimle.Sofie bliver mobbet så meget i skolen, at hun ikke længere kan holde ud at leve.Hun tager en overdosis piller.Men på vej mod døden møder hun Jesper, som kørte galt på knallert for ti måneder siden. Hans krop befinder sig på hospitalet – i koma. Pressen skriver: ?????? (6 stjerner): ”Romanen er nervepirrende fra første til sidste side; absolut fantastisk!” Emilie Frederikke Mariendal, Kultur For Unge. ????? (5 stjerner): Saxo.com. ????? (5 stjerner): ”Dødens ventesal er skrevet i et utrolig flot og leve sprog og alle personerne vi støder på med Sofie, er virkelig troværdige.” Sabine’s bogblog. ”En velskrevet og vedkommende bog, som tager fat i to vigtige emner: Mobning og død som følge af selvdestruktiv adfærd. En bog som kan fange mange.” Elisabeth Bennetsen, lektør. ”Bogen er ubehageligt velskrevet, med masser af overnaturlige elementer, der hæver den over det socialrealistiske og gør den til en spooky ghoststory.” Emil Blichfeldt, Weekendavisen. ”Bogen er gribende og bevæger sig ind på de områder, hvor det gør rigtig ondt.” Kit A.R., Saxo.com. ”Det tunge emne opmuntres af en knap så tør skrivestil, som er hvad der trækker den samlede læseoplevelse til nye højder.” Majasol. ”Alt i alt fed bog!” Paramore, boggnasker.dk

Dødens ventesal

af Silja Bødker

Hun går langsomt nærmere og stirrer på de hvide silkebånd. »Fuck!« skriger hun, så højt hun kan. Sofie Lund, står der skrevet med guldbogstaver. »Fuck. Jeg er død. Hvad skal jeg gøre?« Det giver et sæt i hende, da kirkeklokken begynder at bimle. Sofie bliver mobbet så meget i skolen, at hun ikke længere kan holde ud at leve. Hun tager en overdosis piller. Men på vej mod døden møder hun Jesper, som kørte galt på knallert for ti måneder siden. Hans krop befinder sig på hospitalet – i koma. Jesper er vidunderlig, hans smil, hans grå øjne. Hun kan fortælle ham det hele. Hun forelsker sig, hun fortryder, hun vil tilbage til livet … … Men kan hun nå det? Pressen skriver: ”De bedste historier om mobning er dem, der også har ambitioner om at forholde sig loyalt til mobberens livsdilemmaer. Det gør "Dødens ventesal".” Fagbladet Folkeskolen. ****** (6 stjerner): ”Romanen er nervepirrende fra første til sidste side; absolut fantastisk!” Emilie Frederikke Mariendal, Kultur For Unge. ***** (5 stjerner) Saxo.com. ***** (5 stjerner): ”Dødens ventesal er skrevet i et utrolig flot og leve sprog og alle personerne vi støder på med Sofie, er virkelig troværdige.” Sabine's bogblog. ”En velskrevet og vedkommende bog, som tager fat i to vigtige emner: Mobning og død som følge af selvdestruktiv adfærd. En bog som kan fange mange.” Elisabeth Bennetsen, lektør. ”Bogen er ubehageligt velskrevet, med masser af overnaturlige elementer, der hæver den over det socialrealistiske og gør den til en spooky ghoststory.” Emil Blichfeldt, Weekendavisen. ”Bogen er gribende og bevæger sig ind på de områder, hvor det gør rigtig ondt.” Kit A.R., Saxo.com. ”Det tunge emne opmuntres af en knap så tør skrivestil, som er hvad der trækker den samlede læseoplevelse til nye højder.” Majasol. ”Alt i alt fed bog!” Paramore, boggnasker.dk. LIX: 24

Temujin

af Silja Bødker

Temujin er en stærk beretning, der begynder ved floden Onon i det nordlige Mongoliet. Den foregår i det 12. århundrede, en tid, hvor man ikke skelner ven fra fjende. Klanerne er i strid med sig selv og andre folkestammer. De lever i frygt for overfald, drab og røverier. De mangler en khan, en leder.   Temujin er ti år, da hans far bliver dræbt, og da hans mor nægter at ægte sin afdøde mands yngste broder, bliver hun og børnene som straf forladt af klaner og familie. Temujin er vild og utæmmet og forsøger selv på flere måder at overleve. Han bliver fanget og straffet, fordi han vil være kriger, men hans personlighed er så stærk og karismatisk, at nogle klanmedlemmer sætter deres liv på spil for at redde ham. Han er atten år, da han drager i kamp for at befri sin unge kone, der efter et overfald er frarøvet ham.   Temujin samler mænd omkring sig, træner dem i angrebstaktik og skinmanøvrer, der virkningsfuldt narrer fjenden, og senere opdeler han sin rytterhær i et genialt decimal-system. Han er den perfekte leder. Han lytter til sine mænd og får deres ubetingede troskab og underkastelse. Det bliver en tid præget af kampe, indtil han I Tigerens år 1206 bliver valgt og hyldet som verdens hersker og får sit kendte historiske navn Djengis Khan.

Temujin

af Silja Bødker

TEMUJIN er en roman, der foregår i det 12. årh. og begynder ved floden Onon i det nordlige Mongoliet.Vi møder Hölün ved floden, en stolt kvinde af godt udseende, rejsende på en kameltrukket vogn. Sammen med sin brudgom, er hun på vej til sit nye hjem.Yesugai er på falkejagt, da han får øje på hende. Der er langt mellem gode kvinder, han vil eje hende, og han er nødt til at handle hurtigt …Ca. år 1197 føder Hölün et vildt drengebarn med en klump blod i højre hånd. Shamanens profeti er: Dette barn vil samle alt blod og en dag holde magten i én hånd!Yesugai navngiver sin søn efter en overvundet og dræbt tatarkriger: TEMUJIN.Første kapitel:Manden med falkenDet gav et sæt i hende, da hun hørte en flok ænder blive skræmt op bag sig. Hun drejede hovedet i et ryk og så ænderne baske vandet hvidt, idet de lettede. Samtidig skød en falk gennem luften og fik de skræppende ænder til at sprede sig. Kamelen, der var spændt for hendes tohjulede vogn, strakte hals, drejede hovedet, og det var tydeligt, at den havde fået øje på noget bagved.Hölün trak hurtigt benene op under sig, skubbede sig ind mod vognkassen og lænede sig til side for at kaste et blik bagud forbi overdækningen. Hun kneb øjnene sammen og mærkede frygten risle, trække huden sammen på ryggen og i nakken ved synet af hest og rytter, der befandt sig på en bakketop og udgjorde i sekundet en helhed, en ube¬vægelig silhuet mod den blå himmel. Et vindpust legede med hestens lange hale. Det var tidligt forår, solen stod lavt.Åndeløst lod hun sig falde tilbage i skjul bag overdækningen. Hun havde hørt, at mongolerne var vilde og utæmmede. Det var deres land hun sammen med sin ægtemand var på vej igennem, og Chiledü var redet frem for at få ram på noget vildt og var forsvundet af syne mellem bakkerne, hvor floden slyngede sig. Var rytteren på hesten mongol? Hjertet slog hårdt, vejrtrækningen var hurtig og overfladisk, angsten fik hænderne til at dirre. Så rettede hun sig op, fyldte lun¬gerne og råbte Chiledüs navn med hvid og flygtig ånde. Hendes stemme klang over det græsklædte bakkede landskab.Hun gispede, da hun hørte et pift bag sig, en ganske tynd lyd. Med et ryk løftede hun hovedet og så falken skyde gennem luften som en pil. Hun fulgte den med blikket, lænede sig til sidst ud over vognkassen, og så den lande på rytterens arm. Manden virkede høj, og et stort bundt vildt hang ved hans sadel, falken havde haft travlt. Hun hørte en anden hest nærme sig i galop. Desperat kastede hun et blik rundt.Kamelen, der kunne mærke hendes uro, var slået over i trav, og puklerne svajede. Et reb var gjort fast i overlæben, hun kunne mærke bevægelserne fra dens lange hals og hoved igennem tømmen.Lettet så hun, at det var Chiledü, der dukkede frem mellem bakkerne. Et træk fra hendes hånd fik kamelen ned i skridt og til sidst til at stå stille. Hun sprang op for at se efter manden med falken, men han var forsvundet. Chiledü red op på siden af vognen og standsede hesten, hans sorte øjne var spørgende.»Jeg så en rytter. Han sad stille på bakken derhenne.« Hun blev stående og pegede.»Du så en rytter?« Chiledü fik ved et træk i tøjlen den hurtige brune til at dreje sig. Han så i retningen, hun pegede, og lod sit blik glide over bakkerne, men alt virkede roligt. Han så på hende og ventede på mere information. Hans kindben var høje, huden glat og mørk, munden bred med lige læber og et endnu tyndt og ufuldstændigt skæg, næsten ikke at se. Han var ung.»Manden var på jagt med sin falk. Han så mig. Jeg blev urolig og kaldte på dig,« sagde hun og satte sig.»Jeg hørte dig.« Chiledü nikkede og kastede endnu et blik rundt. »Så du hvilken vej, han red?«Hun rystede på hovedet. »Pludselig var han væk. Han havde et bundt vildt hængende ved sin sadel.«»Du så kun ham, ingen andre?«»Nej, der var kun den ene.«Hun kunne se, at han tænkte, mens han rettede på remmen over sin skulder til buehylsteret. »Hrmm,« lød det fra ham. »Han blev vel bange, da han hørte mig komme, og skyndte sig væk.« Han så ikke på hende, i stedet kastede han igen et spejdende blik rundt.Hun kunne se, at hans bue var opstrenget, men han havde ikke noget bytte med tilbage. De havde været mange dage undervejs, og hun længtes efter fersk kød.»Manden med sin falk var på jagt,« sagde Chiledü, »og nu er han redet hjem til sin familie med byttet.«Hans bemærkning havde ingen beroligende virkning, og selv om hun forsøgte, kunne hun ikke smile, for hun mærkede en følelse af fare, men hvad kunne hun sige og gøre? Chiledü var ung og uerfaren, og han havde været barnligt skuffet, fordi hun gik i gang med at bløde fem dage efter, han havde taget hende i besiddelse, og han ville ikke røre hende, så længe det stod på. Hun kunne ikke tale med ham, fortælle, at man ikke altid straks blev med barn, at der måske kunne gå lang tid. Hun gemte sin usikkerhed bag et tvungent smil og brød tavsheden:»Jeg har stadigvæk lyst til fersk kød.«»Så skal du få det, kvinde!« Han smilede og lagde hælene til sin gråbrune. »Kald på mig, hvis du ser rytteren igen!«Hölü

Buksevand

af Silja Bødker

BuksevandFørste kapitelSkurdøren knaldede i foran dem. Lasse kunne høre, at de fniste udenfor.Hvorfor pokker var det altid ham, det skulle gå ud over? Bare fordi han havde fortalt Kim, at han godt kunne lide Sanne.»Kys hende så!« lød det udenfor. »I kommer ikke ud, før I har kysset hinanden!«Lasse stod tavs og ubehagelig til mode. Solen grinede ind gennem en sprække i brædderne og afslørede Sannes lyse fletninger. Lasse skottede genert til hende. Hun stod og så på ham med sit søde ansigt.Lasse sparkede arrigt i gruset og fik så en idé. Han gik helt hen til hende og hviskede:»Vi siger bare, at vi har kysset hinanden.«»Det er snyd,« hviskede Sanne tilbage.Lasse stod med en klump i maven, han kunne høre, at de hviskede udenfor. De prøvede at kikke ind, lysstrålen forsvandt, da et af hovederne pressedes imod sprækken.»Vi har kysset hinanden!« råbte Lasse. Han vidste godt, hvordan det ville være i skolen i morgen, men bare han kunne slippe ud af skuret med Sanne i.»Er det rigtigt, Sanne?« det var Kims stemme.Lasse så spændt på Sanne. Lugten var skarp af træ og jord derinde, og rundt i hjørnerne hang der sikkert en masse spindelvæv med edderkopper i. Pigerne hvinede altid, når de så en edderkop. Lasse fik en ny ide.»Jeg ved, at der er en kæmpestor edderkop herinde. Den sidder oppe i hjørnet dér.« Lasse pegede. »Hvis du ikke siger, at vi har kysset, så fanger jeg den og putter den ned under din bluse.«Sannes store blå øjne blev endnu større, og hun så så bange ud, at Lasse havde lyst til at trøste hende og sige, at det bare var løgn. Han kunne se, at det bævede om hendes mund. Bare hun nu ikke begyndte at tude.»Sig det så!« hviskede Lasse og spillede den store og stærke.»Er det rigtigt?« lød det igen udenfor.»Ja.« Sannes stemme ville ligesom ikke rigtigt fungere.Lasse kunne se tårerne i hendes øjne, de glimtede som diamanter og truede med at løbe over. Han blev både arrig og ked af det ved at se hende stå der, hjælpeløs og grådkvalt. Men det var da ikke hans skyld. Han ville fame ikke kysse tøserne. Han tog sig sammen og råbte:»Luk os så ud!«De kunne høre hængelåsen rasle, og pludselig gik døren op, og sollyset vældede ned i hovederne på dem, så de et øjeblik ikke kunne se noget.»Juhuu, Sanne og Lasse har kysset hinanden!«Der blev opført en mindre krigsdans foran dem af Kim, Jesper og Ole. Lasse kom ud af skuret først, han følte, at hans hoved mindst kogte. Han måtte ligne et modent jordbær, gad vide om hans fregner også blev røde.Sanne løb forbi dem og hen over byggegrunden mod den store nye boligblok. Hendes fletninger daskede omkring ørerne på hende, og Lasse syntes, han kunne høre, at hun var begyndt at tude.Ole knækkede sammen af grin foran ham, han pegede på ham og råbte:»Se, se Lasse. Han er helt rød i hovedet!«»Gu er jeg ej!« råbte Lasse endnu rødere i hovedet.Igen dansede de rundt om ham, mens de råbte:»Lasse kysser pigerne. Lasse kysser pigerne.«Lasse knyttede hænderne og stoppede dem i lommerne. Han sparkede arrigt til en sten og vendte sig om for at gå.»Øv, hvor skal du hen, Lasse?«Kim kom op på siden af ham og tog ham i armen.»Der er da ingen grund til at være sur. Det var bare for sjov. Det kunne lige så godt have været en af os andre.«»Jeg gider ikke lege med jer,« mumlede Lasse og prøvede på at lade, som om Kim ikke var der.»Lad ham dog være, Kim,« råbte Ole, »han skal nok blive god igen.«»Så må du sgu’ osse selv om det!« skreg Kim efter ham. »Gå du hjem til moar!«Kim gik tilbage til de andre, og Lasse kunne høre, at de skulle til at lægge planer for resten af dagen.Idioter, tænkte Lasse og begyndte at løbe. Han løb, lige til han nåede parken. Det var her, de store drenge altid holdt til med deres racercykler og knallerter. Lasse så surt på den lille høj, der var dækket af buske og træer. Det var forbudt område, han befandt sig på nu, og hvis de store så ham, ville han få tæv, men der var ingen drenge nu, og nysgerrigheden skubbede Lasse helt hen til højen.Der var køligt under træerne, og lugten af blade og fugtig jord var meget tydelig. Lasse lagde sig i græsset og kikkede op i træernes løv. Der var nu noget dejligt ved det hele her i begyndelsen af sommeren. Alting var så nyt og friskt. Bladene på træerne var endnu helt lysegrønne og bløde, ligesom græsset. Han fik helt lyst til at smage på det.Lasse nippede et par græsstrå af og puttede dem i munden. De smagte, ligesom de lugtede. Der var sikkert mange vitaminer i græs, det skulle man spise noget mere af. Hvorfor sagde hans mor aldrig, at han skulle spise græs? Hvis du er sulten, så gå ned i parken og spis dig noget græs. Lasse fniste, han kunne lige høre sin mor sige det.Han rullede rundt og kikkede ind under buskede. Der var mørkt, men hvad var nu det? Der var noget derinde, det lignede en flise, en stor flise. Lasse kravlede ind under buskene. Jord og sten borede sig ind i huden på hans knæ, men han var ligeglad, da han pludselig kikkede ned i et sort hul, hvorover der skulle ligge to store betonfliser, men den ene var skubbet til side. Det v

Ild & Vand 1

af Silja Bødker

Stormfulde kræfterSkibet lå tungt og bredbuget, red på havets bølger og pløjede dem til hvidt skum med den kraftige stævnbjælke, der sejrssikkert ragede op i luften og trodsede de sårede soldaters jamren og stønnen.Det solblegede brune sejl var fyldt til bristepunktet. Det knagede i tovværket, strammede, knirkende. Barbatio så med sammenknebne mørke øjne op på det fyldte sejl. Det skulle rebes, bølgerne voksede i størrelse, vinden var blevet vedvarende hård og peb i masten. Hårde vindstød blæste skum og vand af bølgetoppene og fyldte luften med saltvand.Barbatio bandede mellem sine sammenbidte tænder og kastede et blik på sin last af soldater. De fleste var sårede efter kampe mod skotter og piktere i Britannia, og af hans egne folk var der kun seks for at gøre plads til soldaterne, som, det havde været hensigt, skulle udføre søfolks arbejde, men nu var de fleste søsyge. Hele besætningen udgjorde et ynkeligt syn, mens Barbatio hurtigt lod sit blik glide over dem. Det standsede ved hans hustru, Elena, der var lige så elendig som soldaterne. Hans hjerte krympede sig ved synet af hendes lidende ansigt og ødelagte frisure: Håret hang i lange våde tjavser, og uldkappens blå farve smittede af. Hendes tre tjenestepiger havde det ikke meget bedre. Den buttede Sissela var dødbleg, og hendes ansigt lyste som månen imod ham i det tiltagende mørke, hendes øjne var store og runde af angst, det korte sekund deres øjne mødtes.Det var ikke en situation, han havde ønsket at bringe sin nye unge hustru i, tænkte Barbatio, og om det skulle blive deres endelige rejse i nat, gid så at hærføreren, Lupicinus, ville lide en endnu værre skæbne, gid Lucifer ville tage sig af ham, idet han måtte have været i Lucifers tjeneste, da han gav ordre om at sejle ud, til trods for hans, Barbatios, forudsigelse om vejret. For hvilken forstand havde hærføreren om havet og himlen? Han skulle bruge sine kræfter og sit vid på krigens område og lade havets folk om at sejle. Barbatio spejdede agterud i håb om at få øje på de lysere sejl fra sine fire andre skibe, men der var ikke andet at se end den tiltagende mørke himmel og havets bølger, der havde skiftet farve fra mørkeblåt til gråt og sort, kantet med sydende, hvide skumtænder. – Reb sejlet, brølede han og kunne dårligt høre sin egen stemme gennem vindens hyl i mast, tovværk og havets rasen, men han så et par af sine søfolk adlyde ordren og vise nogle af soldaterne, der endnu kunne stå på benene, hvad der skulle gøres.– Sænk råen! Sur rakketrossen! råbte han. Der var for meget pres på sejlet, hvor længe endnu kunne det holde? Landmærkerne var for længe siden blevet udviskede af regn og et sort skydække. Nu var der kun havet og himlen at se. Han så spørgende på rorsmanden, mens regnen stak ham i ansigtet. Rorsmanden nikkede. Alt var i orden. Barbatio kastede et hurtigt bekymret blik til Elena, der lå på agterdækket bag ham. Hun var datter af den udsendte præfekt i Britannia, og selv i dette øjeblik undrede han sig over den fortryllende tiltrækning, hun havde på ham. Allermest havde han lige nu lyst til at springe hen og tage hende i sine arme.Rasende genkaldte han sig øjeblikket, før de forlod Britannias kyst, hvor han nægtede sine folk at gå i skibene, fordi vejret tegnede dårligt, og Lupicinus havde givet ordre til at arrestere ham. Han huskede igen den klare lyd af sværd der blev trukket og Lupicinus’ trusler om fangehullet og henrettelse. Han var blevet tvunget til at adlyde, og forgæves havde han prøvet at overtale Elena til at blive og vente på ham, indtil vejret blev bedre, men hun havde været stædig og stejl. Hun ville med.Lige nu kastede hun op, ligesom over halvdelen af soldaterne, hvoraf mange havde opgivet at læne sig ud over skibssiden og i stedet kastede op dér, hvor de sad eller lå.Det gik for langsomt med at rebe sejlet, bådens slingrende bevægelser og pladsmanglen gjorde arbejdet svært for soldaterne. – Længere ned med råen! råbte han og blev ramt af et koldt saltvandssprøjt i ansigtet. – Torden og lynild, husk rakketrossen! skreg han så højt han kunne. – Sur rakketrossen! brølede han endnu højere. De soldater var ikke til nogen nytte om bord på et skib. Men det var for sent. Et hårdt vindstød ramte sejlet. Han kunne ligefrem mærke presset i det tungt lastede skib og en skærende knagen fra kølsvinet, da den øgede belastning blev lagt på masten. Så lød den uheldsvangre skarpe, splintrende lyd, da masten knækkede, vanterne sprang med lyde som piskesmæld, og råen faldt med et brag sammen med sejlet og et virvar af tovværk. Barbatio sprang fremefter for at hjælpe mændene. En mand begyndte at skrige ude på fordækket og blev ved med at skrige.Elena kastede op og klamrede sig syg af angst til rælingen. Hvad ville der ske nu, hvor masten var knækket? Hun havde det så dårligt, hendes mave føltes som en hård knude, og slavepigerne var ikke til megen hjælp. De havde nok at gøre med at tage vare på sig selv. Barbatio sprang ned i virvaret af sejl, tovværk, skjolde og våben og hjalp til med

Ild & Vand 2

af Silja Bødker

FuglenSkoven er mørk, hun kan ingenting se. Hun prøver at få Mamo i trav, men hele tiden slår hesten over i skridt igen. Helias hjerte hamrer af angst. Hvornår vil de komme, hvornår vil hun høre hovslag fra flere heste bag sig? Igen har hun trodset sin far og mor, hvad vil de ikke tænke? En gren strejfer hendes hår og hun giver et forskrækket udbrud fra sig. Hun er blevet rystende nervøs.Hoppen går forsigtigt i mørket på stien, men Helia har den allerstørste lyst til at sparke hende i flankerne og få hende i galop så hun kan komme væk. Gid Tiki var her, så ville hun ikke være bange. Og hvad vil der nu ske? Kan hun klare den lange rejse? Hvad hvis barbarerne finder hende? Hun er nødt til at forklæde sig. Som pige vil hun ikke nå langt.Hun har spærret øjnene op for at kunne se bare en lille smule. Der kommer kun lys ned hvis det tynder lidt ud i trækronerne. Hernede på skovstien kan hun intet se, og hesten kan heller ikke se ret meget, for en gang imellem snubler den over en sten eller en rod eller bare et hul i vejen.Hun lytter. Der er nattelyde omkring hende, høje og ekkoagtige under træerne. Hvor stor er skoven? Åh nej, hun har sikkert båret sig forkert ad.Til sidst er hun nødt til at tvinge sin anspændte krop til at slappe af. Hun klapper Mamo og småsnakker blidt med den, men det er lige så meget for at få sig selv til at falde til ro. Godt, at hun har hesten. Hun har hesten, sine våben, lidt mad, en smule tøj og nogle sølvmønter. Hvordan skal hun forklæde sig? Som en bondedreng? Hvis hun kommer til en gård, kan hun måske stjæle noget tøj.Længe efter begynder det endelig at lysne, og så snart hun kan ane skovstien sætter hun Mamo i trav. Mamo er god til at trave, og når den først er kommet i gang, kan den næsten trave i dagevis.De må ikke have opdaget i aftes, at hun var forsvundet, for så ville der have været ryttere efter hende med fakler nu. Hun gyser. Lidt efter går det op ad bakke, og da hun når helt op, begynder det at tynde ud i træerne, og hun kan se åbne områder med hvid tågedis hvor flokke af hjorte går og græsser. Nu sætter hun Mamo i galop, bare stille og roligt, så hun sparer på dens kræfter. Den stod jo og græssede hele dagen i går. Den har godt af at røre sig.Resten af dagen rider hun uden at turde standse. Der er stadigvæk skov omkring hende. Nogle steder er skoven ryddet og hun ser gårde, men hun møder heldigvis ingen mennesker. Til sidst er hun dog nødt til at lade hesten hvile. Hun lader den drikke af en bæk i kanten af en dyrket mark og trækker den bagefter op mellem nogle klipper hvor hun finder et grønt område med græs. Hun tager hovedtøjet af den og smider sig i græsset. Hun har kvalme af angst ved tanken om at blive fundet af Onam, men hun tvinger sig til at spise lidt brød og ost og drikke lidt af vandet i sin læderdunk. Lidt efter falder hun i søvn.Hun drømmer ikke, men vågner pludselig ved fornemmelsen af at nogen ser på hende. Hun kan høre den dybe gumlende lyd fra hesten, der står og æder græs. Langsomt drejer hun hovedet, og så ser hun den – fuglen. Den sidder kun et lille stykke fra hende på en klippe. Kæmpestor er den, og dens fjerdragt skinner honninggyldent i den nedgående sols stråler. Hun kan høre svingfjerenes tørre lyd da den retter vingerne på plads. Underligt nok er hun ikke bange, og Mamo står ganske roligt og græsser. Den ligner fuglen på østtårnets afsats. Pludselig giver den et hop højere op på klippen, så breder den vingerne ud og flyver.Hun rejser sig og ser den svæve over skoven næsten uden at bevæge vingerne. Den vender om og flyver imod hende, men drejer pludselig igen og flyver mod syd. Hun står længe og ser efter den. Men så tager hun sig sammen, hun skal videre. Hun lægger hovedtøj på Mamo, trækker den ned mellem klipperne og lader den drikke af bækken igen, mens hun selv fylder sin læderdunk. Bagefter er hun atter på vej.Hun under hverken sig selv eller hesten megen hvile, og sidst på dagen den tredje dag er Mamo færdig. Enten kan hun vælge at lade den få en hel hviledag, hvis det er nok, og ellers må hun se at finde sig en anden hest. Men det piner hende, at hun skal skille sig af med Mamo, selv om hun ved at hun ikke kan lade sin skæbne bestemme af en hest. Hun må prøve at finde en anden.Hun rider ud mod den næste gård, hun får øje på. Vejen bliver til to hjulspor. Gården ligger bag nogle træer langt nede ad en bakke, det er kun nogle sølle bygninger. En hund kommer hende gøende i møde, uden at Mamo gider løfte hovedet, og en mager kone i slidt, forvasket tøj og med skarpe ansigtstræk kommer ud ad den lave dør og ser på hende med missende øjne.Helia springer af hesten og går hen til hende, samtidig med at et par halvstore børn også kommer ud og stirrer på hende med måbende ansigter og nysgerrige øjne.– Min hest kan ikke mere, siger Helia, – jeg tænkte, om I måske kunne låne mig en anden, indtil jeg kommer tilbage igen.– Er du sulten? spørger konen, som om hun ikke hørte hvad hun sagde. – Kom ind, fortsætter hun og vender sig og går indenfor igen.Helia